Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 13/3 2019 klokken 09:03
Kun godt en fjerdedel af tyskerne tror, at Sebastian Vettel og Ferrari kan fravriste Hamilton Formel 1-verdensmesterkskabet i år. 27 procent af dem, som analyseinstituttet YouGov har talt med, tror, at Ferrari og Vettel kan slå Lewis Hamilton og blive verdensmestre i 2019.
Til gengæld mener 37 procent ikke, at den 31-årige tysker kan vinde over den nu femdobbelte britiske verdensmester og Mercedes. 36 procent ved ikke, hvad de skal mene.
Efter en stærk optakt under testkørslerne i Barcelona er Ferrari og Vettel favoritter til Australiens grand prix, der køres i Melbourne denne weekend.
Hvis Sebastian Vettel vinder i år, ville han også have fem verdensmesterskabstitler som Hamilton. Hvis 34-årige Hamilton vinder igen i år, ville han kun være en titel fra rekorden, som Michael Schumacher stadig har med 7 verdensmesterskabstitler.