Tilbageblik: Leclercs sejr på Monza

I 2024 stod der en Ferrari øverst på podiet da Italiens Grand Prix blev kørt. Hér ser vi tilbage på hvordan Leclerc satsede - og vandt!

Af: Nicolai Ascanius (nj@bmf1.dk) d. 5/9 2025 klokken 09:09

Ferrari var ikke favorit til at vinde på hjemmebanen, Monza, da løbet startede. McLaren havde været stærke i de sidste par løb og det lignede en sikker 1-2 sejr til det britiske team, med Lando Norris på pole position foran Oscar Piastri. Leclerc startede tilmed nede på fjerdepladsen med George Russel lige foran, men allerede i starten fik Leclerc et par pladser foræret. George Russell lavede en bremsefejl og mistede fire pladser allerede på første omgang. Norris blev overhalet af både Leclerc og Piastri på første omgang og fik endnu engang ikke omsat sin pole position til en førende placering i løbet.

Pitstop gjorde forskellen

Norris tog derefter et tidligt pitstop for at lave et under-cut på Leclerc. Derefter kom Leclerc i pit men han fik hard-dækket på og alle kunne dermed se at Ferrari prøvede en 1-stop strategi. McLaren fastholdt deres 2-stop strategi og blev dermed overhalet af Leclec da de skulle i pit for anden gang. Leclerc beholdt hard-dækket til slutningen, og vandt dermed.

Da Leclerc kom ud fra pitten var han dog ikke så selvsikker i valget af en 1-stop strategi og diskuterede længe på radien med teamet om hvorvidt de skulle ændre strategien.

Piastri blev også spurgt undervejs om en 1-stop strategi var mulig, men dette afviste han da han allerede tidligt havde synligt slid på sine front-dæk.

Magnussen straffet

I samme løb blev danske Kevin Magnussen tildelt 2 strafpoint for en kollision med Pierre Gasly. De to strafpoint bragte Magnussens samlede point op på 12 og gav ham derfor ét løbs karantæne.

Ferraris seneste sejr var i Mexico i 2024. Det italienske hold har endnu ikke vundet et løb i 2025 - en sæson der har været domineret af McLaren.

OM SKRIBENTEN

Nicolai fra BMF1 Nicolai grundlagde BMF1.dk sammen med Allan og har en række Formel 1 web-projekter bag sig. Udover al teknikken, har Nicolai skrevet om Formel 1 siden 1997.