Selv om tiderne under vintertesten i Barcelona har vist fremgang for visse teams, bl.a. Williams og Haas, mener sidstnævntes chef, Günther Steiner, at der stadig er et stykke vej op til top-3 på startgridden.
”Mellem top-3 og de andre teams er der mellem ét og halvandet sekund, tror jeg,” udtalte Steiner, topbilledet (tv) til medier i går.
Haas-chefen koger årsagen til de vigtige sekunder ned til en enkelt bouillonterning.
”Det handler om aero, og det bliver vi nødt til at arbejde på. Det bliver dog helt sikkert ikke i Australien. Men de store teams vil altid have flere ressourcer end de små, og det er bare, hvad man kan forvente,” erkendte Steiner.
Barcelona 2017 pre-season test. Kevin Magnussen.
Copyright Haas F1
”Det er ikke nogen overraskelse, at Mercedes, Ferrari og Red Bull har gjort det bedre end alle andre. De har flere ressourcer til at udføre flere test – og det er det, det handler om.”
Og på spørgsmålet, om der er fare for, at det halvandet sekund vil øges efterhånden som udviklingsarbejdet skrider frem, var teamchefen også sikker.
”Efter min menig vil det i hvert fald ikke blive mindre, men måske vil der kun være små fremskridt (for de store teams, red.), så de små teams kan gøre større fremskridt, fordi de er mere bagud. Men lad os nu se, hvad de andre folk finder på.”
Steiner var nogenlunde klar på, hvor Haas befinder sig i forhold til deres nærmeste konkurrenter.
Teknikerne skal arbejde på aero, hvis de halvandet sekund skal hentes. Her er det Romain Grosjean under vintertest i Barcelona, hvor der testes pitstop.
Copyright Haas F1
”Jeg tror, at Williams er en lille smule foran den store gruppe, men vi behøver lidt flere dage, for at være sikre – og i Australien finder vi i hvert fald ud af det,” lød det fra østrigeren.
Under gårsdagens testkørsler sluttede Kevin Magnussen som femtehurtigste i sin Haas-racer, ca. halvandet sekund langsommere end dagens hurtigste mand, Sebastian Vettel i Ferrari.