Renaults nuværende motorkontrakt med Red Bull ophører med udgangen af 2018-sæsonen, men energidrikteamet mangler stadig at melde ud, om de ønsker at fortsætte samarbejdet med den franske fabrik.
Den virkelige årsag til Red Bulls tøven er ingen hemmelighed. Man ønsker ganske enkelt at se, hvordan Honda performer med søsterteamet Toro Rosso, som tilfældigvis kører med Honda-motorer i 2018.
"Alle ting er åbne i 2019 og fremefter," sagde Red Bulls teamchef Christian Horner.
"Vi vil være meget opmærksomme på, hvordan tingene udvikler sig hos Toro Rosso, men vi har ingen fordomme eller forudfattede meninger, når vi går ind i sæsonen."
Red Bull venter på resultat af Toro Rosso/Honda-samarbejdet. Her skudt på Circuit de Catalunya.
Copyright Red Bull
Når Renault presser på, skyldes det bl.a. at fabrikken skal overholde FIAs regulativ, der kræver, at en liste over hvilke teams en motorfabrikant skal levere til, skal være klar i skriftlig form inden d. 15. maj. Realiteterne er dog, at dette er en gummiparagraf, idet McLarens skifte til Renault og Toro Rossos til Honda kom meget sent på sæsonen 2017.
Ikke desto mindre er Renaults CEO, Cyril Abiteboul, begyndt at skrue bissen på overfor Red Bull.
"Vi vil ikke vente for evigt," sagde Renault-bossen ifølge Motorsport.com.
Max Verstappen i Red Bull. Englands Grand Prix 2017.
Copyright Red Bull Contentpool
"Jeg ved hvad Christian (Horner, red.) hentyder til, når han siger, at han har muligheder. Han har helt ret. Ligesom han læser jeg også kontrakter, og jeg kender vores forpligtelse over for sporten.”
”Men en ting er helt klar, og det er planlægning. Her vil vi give Red Bull en deadline, så de kan fremlægge, hvad de vil i fremtiden. Det er muligt at forlange i henhold til regulativet,” lød det fra Abiteboul.
I henhold til regulativet kan Red Bull nøjes med at forpligte sig inden d. 15. maj, mens detaljerne i kontrakten kan forhandles på plads senere.