Der ligger utvivlsomt store udfordringer foran Kimi Räikkönen, når lamperne slukker ved sæsonstarten d. 25. marts i Melbourne, Australien. Årsagen er, at finnens chefingeniør, Dave Greenwood, forlader Maranello-teamet. Ifølge Motorsport angives fratrædelsen private årsager.
Det er velkendt, at Räikkönen og Greenwood har opbygget et godt forhold til hinanden. Ikke mindst har ingeniøren været en væsentlig støtte under det konstante pres fra Ferrari-bossen Sergio Marchionne, som flere gange i fuld offentlighed har kritiseret finnen for manglende resultater.
Det er stadig uvist hvilke interne rokeringer den nye situation medfører, men det ventes, at chef for baneoperationerne, Diego Ioverno, flytter fra pitvæggen til fabrikken i Maranello.
Det er endnu uvist, hvem Räikkönen skal have i ørerne under løbene.
Copyright Ferrari
Samtidig er det også uklart, hvem der skal afløse Greenwood, men kilder tæt på Ferrari peger på Jock Clear, chef for løbsaktiviter, kan få en dobbeltrolle som Räikkönens chefingeniør.
Derimod står det klart, at Greenwood rejser tilbage til Storbritannien, hvor det menes, at han får en rolle i Manors aktiviteter i WEC (FIA World Endurance Championship).