Ny testkører hos Haas-teamet

Haas F1-teamet har annonceret, at de har tilknyttet en ny ung testkører til teamet. Den unge kører med det velkendte efternavn i F1-verdenen, skal hjælpe teamet med den fortsatte udvikling i 2019-sæsonen.

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 10/11 2018 klokken 18:11

Det succesfulde amerikanske-team har meddelt, at de har tilføjet endnu et navn til deres pulje af talentfulde kørere.

Ny kører for teamet er det 22-årige stortalent Pietro Fittipaldi fra Brasilien. Ligesom schweizisk-fødte Grosjean kører under fransk flag, og belgisk-fødte Verstappen kører under Hollandsk flag, så hylder Pietro sine brasilianske rødder, til trods for at han er født i Miami, USA.

Close up på formstærk Kevin MagnussenClose up på formstærk Kevin Magnussen
Copyright Haas F1


Hvis navnet Fittipaldi lyder bekendt, så skyldes det, at Pietro er barnebarn til den dobbelte eks-verdensmester i F1, Emerson Fittipaldi.

Pietro er tilknyttet Haas-teamet for 2019-sæsonen, men brasilianeren får allerede sin debut i Haas’ VF-18 racer, til Pirellis 2-dages dæktest efter løbet i Abu Dhabi.

”Jeg er glad for at byde Pietro Fittipaldi velkommen til Haas F1-teamet, og vi ser frem til at arbejde sammen med ham” siger teamchef Günther Steiner, fra Haas F1-team.

”Han medbringer en mesterskabsvindende stamtavle fra sin juniorkarriere, og senest har han udmærket sig ved at køre i IndyCar-serien”.

”Vi er glade for at give Pietro hans første test i en Formel 1-bil, oven på de erfaringer. Hans efterfølgende rolle med at teste, og den feedback han vil give, samt støtte vores 2019-sæson, vil uden tvivl bidrage til Haas F1-teamets vækst og udvikling i F1” slutter Günther Steiner

Højt humør hos HAAS F1 TeamHøjt humør hos HAAS F1 Team
Copyright Haas F1


Selv udtaler Pietro Fittipaldi; ”Jeg er meget taknemmelig for at have sikret en rolle hos Haas F1-teamet, som deres testkører”.

”Jeg vil gerne takke Gene Haas og Günther Steiner, for muligheden for at blive en del af teamet. De har gjort et fantastisk job i F1, og at spørge mig om, at spille en rolle i deres fortsatte succes, er naturligvis meget spændende”.

”Jeg ser frem til at komme bag rattet i VF-18’eren i Abu Dhabi. Jeg vil tage den erfaring med mig ind i 2019, og forhåbentlig med videre til et sæde i F1 i fremtiden” slutter den unge brasilianer.

Brasilianeren er en erfaren herre, med stor succes i junior-rækkerne, og senest i 2018, da han kørte seks løb i den amerikanske IndyCar serie, for Dale Coyne Racing, samt et enkelt løb i Super Formula.

Allerede tidligere på året snakkede Pietro med Haas om at teste VF-18 raceren, ved siden af sin 2018-sæson i WEC-serien. Dog blev der hurtigt sat en stopper for begge planer, efter at han brækkede begge ben i en ulykke, da han kørte galt i sin BR Engineering LMP1-racer på Spa-Francorchamps tilbage i maj måned.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.