Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/9 2017 klokken 13:09
Lance Stroll overraskede alle formåede at kæmpe sig op på en 4. startposition under kvalifikationen til søndagens grand Prix på Monza. Men på grund af gridstraffe til både Daniel Ricciardo og Max Verstappen, begge Red Bull, rykker den unge canadier dermed op på 2. startposition.
Som bekendt er Mercedes motorleverandør til Williams, men ifølge teamkammeraten Felipe Massa, skal dette ikke få Stroll til at ryste på hånden i kampen om at være første mand i sving 1.
"Bare gå efter det, mand," lød det fra Massa, da han blev spurgt om, hvilke råd han har givet unge Stroll om starten.
"Det vil være et fantastisk løb at score points i for begge biler."
”De kørere, som kæmper om mesterskabet, skal være opmærksomme, men de andre har intet at tabe. Sådan er det bare,” lød det fra den erfarne brasilianer.
Adspurgt om, hvordan han selv ser på den usædvanlige situation, udtaler Stroll: ”Jeg bruger altid hovedet, når jeg kører, og ønsker ikke at smadre ind i nogen konkurrenter. Jeg kører mit eget race.”
Starten går om 15 minutter.