Magnussen tegner sponsoraftale med dansk IT-firma

Som et led i sin globale strategi har det danske IT-selskab OmniCar tegnet sponsoraftale med Kevin Magnussen. Det oplyser firmaet i dag.

USAs Grand Prix 2017 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 26/2 2018 klokken 13:02

Nu får tøjmærket Jack & Jones selskab af endnu en dansk sponsor. Således oplyser IT-selskabet OmniCar, at firmaet har indgået sponsoraftale med Kevin Magnussen. Samarbejdet træder i kraft d. 26. februar 2018 og dermed i forbindelse med ugens vintertest på Circuit de Catalunya.

”Formel 1 er en fantastisk platform til at styrke vores brand overfor vores kunder og partnere. Blandt bilforhandlere og værksteder er der en kæmpe interesse for motorsport, og her er Formel 1 helt i top,” udtaler OmniCars CEO Claus T. Hansen.

”Derudover tilføjer Kevin noget charme og humor, som vi godt kan lide."

Kevin Magnussen, Haas F1.
Copyright Haas F1


"Kevin Magnussen er et perfekt match for OmniCar og de værdier, som vi arbejder med. Han er målrettet, talentfuld og drevet af passion. Han har allerede vist, at han har evnerne til at være i sportens absolutte top, og vi er stolte af, at OmniCar kan være med til at bidrage til hans fortsatte udvikling."

"Vores ambition er, at OmniCar skal være en global softwareudbyder indenfor de næste par år. Vi er allerede godt på vej, og med dette sponsorat vil vi kunne nå ud til vores globale målgruppe og løfte vores kommunikation sammen med Kevin Magnussen," siger Claus T. Hansen.

OmniCar har udviklet en særlig softwareløsning SAM (service agreement manager) til bilforhandlere og værksteder. SAM er et digitalt værktøj, der er designet til automatisk håndtering af mersalg og serviceaftaler. SAM indeholder en række selvbetjeningsfunktioner, der hjælper forhandleren med at håndtere og sælge langt flere serviceaftaler end før.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso crasher i Barcelona (video) Toro Rosos nye racer »