Legender: Alain Prost

Han forlod fire teams efter bitre opgør, og var den ene part i en af de mest kontroversielle fejder om had og håb, om passion og fortvivlelse.

Det bragte det bedste og det værste frem i dem begge. Hans 51 sejre vil altid stå som noget af det ypperste en sportsmand har præsteret. Kun Juan Manuel Fangio og Michael Schumacher har vundet mere end Prost.

Den 24. februar 1955 kom Alain Marie Pacal Prost til verden. Stedet var Saint Chamond i Loire-området, hvor hans far fremstillede køkken-og boligudstyr.

Zolder, Belgien 1980. Alain Prost McLaren

Alain havde en enorm energi og trods sin ringe størrelse, gjorde han alt hvad han kunne for at blive hørt og set. Han elskede al sport. Han forsøgte sig med brydning, rulleskøjtning og fodbold.

Faktisk ville han gøre alt for at blive professionel fodboldsspiller, at han brækkede næsen utallige gange i nærkampe.

Det var tydeligt, at Alain skulle være sportsmand og han overvejede flere gange at blive gymnastik-instruktør eller som før nævnt, professionel fodboldsspiller. Men sådan skulle det ikke gå. Som 14-årig var han på vej på ferie med sin familie. Her opdagede han karting og hans skæbne var beseglet.

Alain Prost, McLaren M29B, Belgien 1980

Alain smed alt hvad han havde i hænderne og var som en besat. Karting var sagen, for den unge mand. Han var dygtig, metodisk og nøjeregnende, træk der senere skulle karakterisere ham i hans Formel 1-karriere.

Han begyndte ikke bare at vinde løb, men hele mesterskaber. I 1973 vandt han både det franske og det engelske mesterskab, samt verdensmesterskabet. I 1974 forlod han skolen for at koncentrere sig helt og holdent om en karting.

Han manglede ikke penge i den periode, for han erhvervede sig som mekaniker og tunede motorer, samt en lille side-gesjæft med udlejning og salg af gokarts. Da han vandt verdensmesterskabet for seniorer i 1975, var førstepræmien en fuld sæson i Formel Renault.

Alain Prost, Renault RE22B, Long Beach 1981

En kategori, hvor han vandt lige fra start. Fra 1976 til 1977 vandt han hele tre mesterskaber. Nu var tiden inde til at sætte kursen mod Formel 3.

1978, 23 år gammel, vandt han både det franske og det europæiske mesterskab i Formel 3, og året efter gentog han succesen. Nu var der indtil flere Formel 1 teams, der havde fået øjnene op for den talentfulde kører, blandt andre McLaren.

De tilbød ham at køre det sidste løb i 1979, men Prost, der ikke mente han var klar, afslog. Først året efter, hvor McLaren endnu en gang havde tilbudt ham en plads og efter omhyggelig overvejelse, besluttede han sig for det engelske team.

Han var toer hos McLaren, ingen tvivl om det. Men trods dårligere materiel og dårligere odds, lykkedes det Prost at slutte som nummer seks i sit første løb i Argentina. Hans teamkollega, John Watson, måtte udgå med en defekt gearkasse.

Alain Prost, Renault RE30B, Tyskland 1982

Hans første sæson i Formel 1, blev en rutschebane af følelser. Han endte i pointene fire gange, men havde også nogle slemme uheld. I en ulykke brækkede han sit ene håndled, i en anden fik han en slem hjernerystelse.

Nogle af hans uheld skyldtes mekaniske fejl, og Alain havde sine tvivl om, teamet blev kørt på den rigtige måde. Trods en to-årig kontrakt med McLaren, forlod han teamet og skrev kontrakt med Renault.

Renault gav Alain sin første sejr. Og den kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. En fransk kører i en fransk bil på en fransk bane. Denne begivenhed ændrede Alain´s måde at tænke på. "Før var det, du tror du kan. Nu er det, jeg ved jeg kan." Han var også en vinder hos Renault, med ni sejre i sine tre år hos teamet. Også her var han hurtigere end sin kollega og landmand, Rene Arnoux, der bestemt var hurtig, men ofte plaget af sort uheld.

Keke Rosberg, Williams, vinder det schweiziske GP i Dijon, Frankrig, 1982. Niki Lauda til venstre og Alain Prost til højre

Men de tre sæsoner hos Renault var langt fra en dans på roser. Alain blev åbent beskyldt for at være årsagen til, at han endnu ikke havde vundet et verdensmesterskab for teamet, og Rene Arnoux nød publikums gunst, hvor Prost var mere tilbagetrukket. Derudover var Prost heller ikke her tilfreds med måden man kørte teamet på.

En frustreret Alain Prost tog endnu en tung beslutning. Han forlod Renault og flyttede sin hustru, Anne-Marie og deres søn Nicolas til Schweiz. I 1984 skrev han under på en kontrakt med McLaren.

Det var et meget anderledes McLaren-team, der mødte Alain. Ron Dennis havde overtaget styringen og bilen var nu designet af John Barnard.

Alain Prost, McLaren MP4-2B, Brasilien 1985

Turbobilerne var det helt store i 80´erne. Allerede i 1983 var det næsten forventet, at Renault, der var de første til at køre med turbo, ville tage mesterskabet. Men stabiliteten var ikke god nok.

Det var Ferrari, Brabham og Renault, der var de store turbohold. Men McLaren og også Williams, havde en plan. For Mclarens vedkommende, fik de leveret turbo-motorer af TAG-Porsche.

Da Prost kom til McLaren i 1984, var John Watson sendt tilbage til de nordirske tørvebakker. Prost´s nye teamkollega, var den østrigske dobbelte verdensmester, Niki Lauda.

Alain Prost, Mclaren MP4-2C, England 1986

Overalt i pitten var der sket udskiftninger. Blandt andet havde man hos Toleman, fundet en juvel. En ung mand ved navn Ayrton Senna da Silva.

Sæson-åbneren skete i Brasilien, men på den flade Jaceparagua-bane. Favoritterne var helt klart de sidste to års vindere, Nelson Piquet og Keke Rosberg. Men selvom Lauda var vendt tilbage efter flere år væk fra sporten og Prost egentlig også sad i en ny bil, så var de også blandt favoritterne.

Åbningsløbet var dramatisk af flere grunde. Efter kvalifikationen, var McLaren utilfredse med TAG-Porsche motoren, men den sikrede dog de to kørere en placering på gridden som henholdsvis firer og sekser.

Alain Prost, McLaren MP4-4, Le Castellet 1988

Prost fik en dårlig start og lå og rodede rundt i mellem-feltet, mens Lauda var i front of kæmpede med sine modstandere. Prost koblede sin analytiske hjerne til og begyndte at æde sig ind på førerfeltet.

Efter 24 omgange lå han nummer to, lige efter Lauda. Lauda begynder at køre langsommere og må i pit, men Prost er ligeledes kaldt i pitten til almindeligt pitstop. Lauda udgår, men fordi der er problemer med en hjulmøtrik, holdt Prost stille i næsten 25 sekunder, før han kan komme ud igen.

Warwick førte nu løbet. Han var Alain´s afløser hos Renault. Men få omgange før mål, må Warwick udgå med defekt hjulophæng. Et tidligere sammenstød med Niki Lauda, gør en ende på hans drømme om en sejr, og Prost tog sæsonens første sejr.

I sine seks sæsoner hos McLaren, vandt Prost 30 gange og sikrede sig hele tre mesterskaber. Derudover blev han nummer to i mesterskabet to gange. I 1985 blev han den første franske verdensmester, og er stadig den eneste franske verdensmester.

I 1988 vandt han syv gange for McLaren-Honda og kunne næsten føle trofæet, havde det ikke været for hans team-kollega Ayrton Senna, der havde vundet 8 løb, og mesterskabet.

Dermed begyndte Formel 1 historiens største rivalisering. En kamp på genialitet, mod, bitterhed, respekt og had. Kampen gjorde to stjerner til superstjerner og førte to af de største navne, til hidtil usete højder af succes og kontrovers.

Alain Prost foran Nigel Mansell, Ferrari F1-90-2, Brasilien 1990

En rivalisering der ofte endte i drabelige afkørsler og åbentlys had i pressen. Men Prost og Senna nåede dog at få redet tingene ud, inden den store brasilianers alt for tidlige død.

Hans kælenavn var Professoren. Hans tilgang til motorsporten var fra starten af, nøgtern, velovervejet, analytisk og beregnende. Redskaber der førte ham fra sejr til sejr. Prost fik brug for al sin hjernekapacitet, da han skulle op imod den formidable Senna.

Prost kunne ikke nå Senna i ren fart, der var brasilianeren for hurtig. I stedet perfektionerede han en økonomisk indstilling til det at køre løb. Han startede konservativt, sparede på dæk og bremser, hvorefter han ville tage et senere pit-stop og angribe sent i løbet.

Alain Prost, Ferrari 643, Tyskland 1991

Senna var på den anden side, en djævel bag rattet. Han var blændende hurtig. Han kunne slå sine egne hurtigste omgange igen og igen, som om han kørte mod sig selv og ingen anden. Selv i regnvejrsløb, som Prost hadede, kørte han med foden limet til speederen.

Det var blandt andet dette aspekt ved de to køreres stil, der gjorde, at Senna vandt publikums gunst, nøjagtig som det var sket for Prost med Rene Arnoux.

McLaren dominerede også i 1989, og Prost-Senna kampen sendte dem på kollisionskurs. Gensidig beundring blev til direkte rødglødende had, da Prost anklagede sin brasilianske team-kammerat for farlig kørsel og teamet for at favorisere Senna. Sæsonen endte i et af historiens mest omtalte episoder.

Alain Prost, Williams FW15C, Monaco 1993

Suzuka, Japan. Der var to løb tilbage. Dette og et ikke-mesterskabsløb. Afgørelsens time var kommet. Prost havde vundet mesterskabet, for med 76 point, var han hele 16 point foran Senna. Senna havde ikke behøvet at gøre det han gjorde, for resultatet kunne ikke ændres.

I chikanen på Suzuka-banen tørner de to sammen. Der er syv omgange igen og Senna ville forbi. Pladsen er trang. Senna bruger asfalten til pitindkørslen for at komme op på siden af Prost, men han smækker døren i. Begge udgår, dog får marshalls gang i Senna´s bil igen.

Han kommer i pit efter en ny næse, men bliver diskvalificeret fordi man mente, at han var kørt udenom chikanen. Prost vinder mesterskabet og tager endnu en dramatisk beslutning. Han forlader McLaren igen og går til Ferrari.

Alain Prost, Williams FW15C, Sydafrika 1993

Prost vandt fem løb for Ferrari i sit første år hos teamet. Sæsonen 1990 kunne være en gentagelse af 1989, bare med omvendt fortegn. Senna havde seks sejre, Prost havde fem. Det var kun Senna eller Prost der, igen, kunne tage mesterskabet.

Senna, drevet af sine følelser og sit sydamerikanske temperament, kører med vilje ind i Prost og afgør mesterskabet til sin fordel. 1-1.

"Det han gjorde, var modbydeligt. Han er en mand uden værdier," sagde Alain Prost om Senna´s påkørsel.

I 1991 tabte Ferrari moment og for første gang i ti år, lykkedes det ikke for Alain Prost at vinde et løb. Han beskyldte det italienske team for ikke at gøre nok, gik til offentligheden med sin kritik og blev fyret før sæsonen endte.

Ayrton Senna(McLaren Mp4-8), fører foran Alain Prost der vandt løbet i sin Williams FW15C og Michael Schumacher i hans Benetton B192B. Sydafrika 1993

Der var ikke tid til at finde et sæde, så han tog et sabbat-år. 1992 blev brugt på at være tv-kommentator, og i 1993 var han klar igen.

Han kontaktede Williams-Renault og vandt syv løb i sæsonen, og dermed sikrede han sig karrierens fjerde titel. Han blev også, på det tidspunkt, den mest vindende kører, med 51 sejre.

For at slippe for Senna, der året efter var på vej til netop Williams, besluttede Prost sig for at trække sig tilbage fra en aktiv motorsportskarriere. "Sporten har givet mig meget, men jeg har besluttet, at spillet ikke er det værd mere."

Prost vendte tilbage som tv-kommentator, og arbejdede som rådgiver og testkører for McLaren, inden han købte Ligier-teamet i 1997 og omdøbte det til Prost Grand Prix.

Podiet ved Spaniens Grand Prix 1993 på Circuit de Catalunya (Barcelona). Fra venstre mod højre: Ayrton Senna (McLaren, 2. plads), Michael Schumacher (Benetton, 3. plads), Alain Prost (Williams, 1. plads).


Teamet sikrede sig faktisk kraftigere Peugeot-motorer, men bevarede den oprindelige plan, nemlig Mugen-Honda. Podie-placeringer i Brasilien og Spanien lovede meget, men teamets førstekører Oliver Panis kørte galt i Canada og brækkede begge ben.

Året efter var det lige før teamet ikke stillede til start. Gearkasse-problemer og en forsinket crashtest, gjorde det svært for teamet at markere sig. Også 1999 var svært for teamet.

I 2000 sluttede Prost Grand Prix på en delt sidsteplads med Minardi, efter en katastrofal opvisning i Østrig, hvor teamets kørere, Jean Alesi og Nick Heidfeld, kolliderede med hinanden.

I 2001 så tingene lidt lysere ud for det lille team. De var ofte i en pointgivende situation, men i 2002 gik teamet konkurs. Over fem sæsoner blev høsten 35 point til Prost Grand Prix.

Alain Prost vil for altid være forbundet med Ayrton Senna. Deres konkurrence-mentaliteter og deres enorme egoer, gjorde sporten seværdig. Indtil Michael Schumacher slog hans rekord, var han den kører der havde flest sejre. Alain Prost er kun den tredje Formel 1 kører med fire eller flere verdensmesterskaber.