Derudover sagde Patrick Head at han beundrede den unge kører for hans heftige indre beslutsomhed.
Som sin far, der havde været i sporten i imponerende atten sæsoner og havde vundet verdensmesterskabet hele to gange, havde Damon Hill brug for alle disse kvaliteter, for at kunne begå sig succesfuldt i denne sport, der bestemt ikke var hans første valg.
Hans arv hjalp, det gjorde hans efternavn også, men til sidst var det hans egen stålsatte vilje, der gjorde Hill-navnet ære.
Damon Graham Devereux Hill blev født den 17. september 1960, to år før hans far, Graham Hill, vandt sit første mesterskab. Hill familien manglede ikke meget og boede i en særdeles komfortabel ejendom i London.
Gennem hele sin barndom, blev hjemmet konstant invaderet af familiens nære venner, der talte store legender som Stirling Moss, Jim Clark, John Surtees og Jackie Stewart. Man skulle tro, at det så var ligetil for den unge Damon at hoppe med på vognen, så at sige, og følge i sin faders fodspor.
Damon Hill i Middlebridge bilen, eller MRD, som den retteligt hed. Bilen fulgte med da Brabham gik konkurs tidligere på året. Frankrig 1992
Men han fandt faderens og hans venners arbejde kedeligt at se på, og foretrak faktisk motorcykler. Interessen steg gennem hans tidlige barndomsår og da han fyldte 11, købte hans far en motorcykel til Damon.
Fire år senere, brød Damon´s og familiens verden sammen. Motorsportsverdenen stod stille, da det forlød, at et fly med Graham Hill og flere af hans teamkolleger var forulykket.
Alle blev dræbt på stedet. Forsikringen dækkede ikke og familiens økonomiske grundlag var dermed revet væk under dem. Damon, hans to søstre og deres mor, måtte skære drastisk ned på leveomkostningerne, for at få mad på bordet.
Damon gav begge sine forældre æren for de kvaliteter han senere fik hårdt brug for, for at overkomme de svære tider der unægteligt også blev en del af hans liv og karriere.
Hans far blev verdensmester ved hårdt arbejde, dedikation og ihærdighed, og var ligeledes kendt for at have en stor humoristisk sans.
Damon Hill foran Alain Prost. Det blev dog sejr til Prost og en andenplads til Hill. Frankrig 1993
Både Graham og Bette var udprægede konkurrence-mennesker. Hun var roer for Englands national hold og for at ære sine forældre, som Graham havde æret sin og hustruens ro-klub, brugte Damon klubbens insignia på sin hjelm, de hvide årer på blå baggrund.
For at få penge nok til studierne, Engelsk, Historie, Økonomi og Forretningsadministration, tog Damon forskellige jobs. Blandt andet som arbejder på forskellige byggepladser og som motorcykelkurér.
Som 21-årig begyndte han at køre væddeløb, hvilket er relativt sent. Han tunede selv motorcyklerne, byggede store dele i hånden, klargjorde dem selv og transporterede dem selv til løbene, hvor han boede i et telt på området.
Fire år senere, var det lykkedes ham at finde nok sponsorer til at kunne deltage i en hel sæson i Formel Ford. Han viste talent, men det var bestemt ikke prangende. Det samme gjorde sig gældende i Formel 3, hvor han over en periode på tre år, vandt tre løb. Derefter yderligere tre år i Formel 3000, men det lykkedes ikke for Damon at vinde et eneste løb.
Damon Hill i sin første sejr. Williams FW15C. Ungarn 1993
Hans fremtoning og karakter som en hård nyser, og en der ikke gav op, imponerede Frank Williams, som hyrede den efterhånden godt modne Damon Hill, som testkører i 1991. I en alder hvor de fleste Formel 1-kørere, overvejer at trække sig tilbage, skulle Damon Hill først til at begynde. Han var da 31 år.
Hans debut som fuld flyvedygtig Formel 1-pilot, kom allerede året efter. En håbløs langsom bil i et Brabham team der var udpint og strukket for tyndt, gjorde, at han kun kvalificerede sig to gange i otte løb.
Det engang så stolte Brabham navn, var kun en skygge af sig selv, da de halvvejs i 1992-sæsonen måtte se realiteterne i øjnene. Firmaet kollapsede under en enorm gæld, og sammen med tre andre teams, March, Fondmetal og Andrea Moda Formula, gik teamet konkurs.
Til gengæld var der gode nyheder fra Williams. Damon var fortsat sit testarbejde for teamet, og det hårde arbejde havde betalt sig. Bilen han havde hjulpet med at udvikle, gjorde landsmanden Nigel Mansell til verdensmester i 1992. Da Mansell besluttede at prøve lykken i USA året efter, blev Damon Hill forfremmet til førstekører for Williams.
I 1993, 33 år gammel, og med kun to fuldendte Grand Prix løb at prale med, skulle Damon Hill nu få alt ud af den opståede situation. Han vandt 3 løb det år, den første på hungaroring i Ungarn.
Damon Hill, Canon Williams-Renault FW15C. Sydafrika 1993
Derudover fik han mange flotte placeringer og han sluttede som samlet treer. Hans teamkollega, Alain Prost, vandt mesterskabet, og det blev franskmandens sidste aktive år i Formel 1.
Året efter var et skæbneår for englænderen, da Ayrton Senna blev dræbt på Imola. Damon Hill fik til opgave at fylde den store mands sko og det var bestemt ingen nem opgave.
Alligevel gik Hill til opgaven med krum hals. Han fik moralen helt op igen efter det store tab, han hjalp ale steder i teamet hvor han kunne og han kørte brilliant hele sæsonen. Skotten David Coulthard blev hans teamkollega.
Starten af halvfemserne og de næste 3-4 år, handlede om Hill og Schumacher. Tyskeren var Hill´s store nemesis og de to kørere havde adskillige sammenstød, både på og udenfor banen. Mest kendt er 1994-sæsonen, hvor de hele sæsonen havde kæmpet om point. Schumacher førte stort over Hill, men englænderen kom tilbage, da han vandt på Silverstone, et løb hans far aldrig selv vandt.
Schumacher blev diskvalificeret fra det løb og to efterfølgende, for at overhale på formationsomgangen og for at ignorere et sort flag. Fire sejre mere til Hill, tre af disse var i løb hvor Michael Schumacher ikke deltog enten på grund af diskvalifikationen eller andre årsager, og nu var titelkampen lige pludselig meget tæt. Kampen skulle afgøres i det sidste løb i Adelaide, Australien.
Damon Hill, Canon Williams-Renault FW 15C, England 1993
Hverken Hill eller Schumacher fuldførte løbet i Australien. Schumacher kørte på et tidspunkt af banen mens han førte løbet, og det er uvist om han beskadigede sin Benetton-racer.
Hill havde lige rundet sving fem, da han så Schumacher returnere til banen. På vej ind i det sjete sving, flyttede Hill til indersiden for at passere den langsommere Schumacher.
Om Schumacher havde set Hill, er endnu ikke bevist, men de to tørnede sammen og sendte dem ud af løbet. Michael Schumacher vandt titlen, sin første af syv, med bare et point.
Mens mange beskyldte Schumacher for at være den eneste årsag til uheldet, så mener Murray walker, en mangeårig god ven af Damon Hill, at tyskeren ikke forårsagede uheldet med vilje, selvom mange troede anderledes. Williams vandt dog konstruktørernes mesterskab.
Damon Hill vinder det canadiske GP for Williams 1994
Hele 1995 gik som en rutschebane for Damon Hill. Gode resultater blev dokumenteret, for bare at blive glemt i det næste løb, hvor han måtte udgå eller nøjes med en lavere placering. året sluttede med en suveræn indsats i Adelaide, hvor Hill vandt løbet i fuldstændig brilliant stil, med over to omgange til nummer to.
Samtidig begyndte der at opstå gnidninger mellem Damon Hill og store dele af teamet. De beskyldte ham for ikke at få nok ud af det der blev betegnet som den bedste bil på gridden.
De mange kritiske røster hjalp ikke Hill, og Schumacher var ude offentligt og sagde, at Hill var en andenklasses kører. Alligevel formåede han at komme op igen. Trods en afkørsel i årets første løb i Brasilien, kom han tilbage i førersædet, men Schmacher viste sig igen som den bedre kører.
Selv medierne var ude med riven efter Hill, selvom de dog måtte indrømme, at han holdt hovedet højt og holdt sig ude af politikken omkring sporten på en anstændig måde.
Damon Hill, Rothmann Williams-Renault FW16, Monaco 1994
Hans artikulerede facon, hvorpå han talte, samt hans tørre humor, gjorde ham anderledes end sine kolleger. Han spillede guitar i et band der kaldte sig "Sex, Hitler and the Hormones." og han havde en god sans for timing, og var kendt for sin visdom.
1995 blev en gentagelse af året før. Michael Schumacher var klart overlegen, men i forhold til ´94, hvor Hill havde seks sejre mod Schumachers otte, havde Hill nu kun fire sejre mod tyskerens ni. Forskellen var klar og endnu en gang tog Schumacher titlen.
Williams var ved at se sig om efter en anden kører, og man havde fået øje på Heinz-Harald Frentzen. Frentzen var faktisk udset til at blive Senna´s afløser, men han valgte i stedet at gå til Sauber, mens Hill altså kom til Williams. Med Hill´s kontrakt der udløb efter 1996, havde englænderen i det mindste én sæson mere, at vise sit værd.
"Nogle tror jeg er kommet hertil, fordi jeg havde et sødt smil og et berømt navn," har Hill sagt. "Det er slet ikke sådan det er sket. Jeg er blevet afskrevet mange gange gennem min karriere. Det faktum at jeg er hos Williams, er på grund af min beslutsomhed til at klare den. med hensyn til teamet, så vil det naturligvis være mere tilbøjelig til at sætte dets lid til en der rent faktisk har gjort det, i stedet for en der siger han kan gøre det."
Damon Hill, Rothmann Williams-Renault FW18, Argentina 1996
I 1996 var Williams klart den hurtigste og mest stabile vogn på gridden. Hill vandt otte af sæsonens seksten løb og satte dermed sin rookie team-kollega, Jacques Villeneuve, på plads. Canadieren forsøgte sig sent i sæsonen at slå Hill, men englænderen var på rette spor.
På intet tidspunkt i sæsonen havde Hill startet fra pole, og hans vilje til at sejre er kun endnu et bevis på hans stålsathed og hans evne til at få det bedste ud af materiellet.
Som ventet blev Hill droppet af Williams til fordel for Frentzen for 1997-sæsonen. Tyskeren derimod, var slet ikke bygget af det samme stof som Hill og han vandt kun en enkelt sejr for teamet. Ofte satte han bilen forrest, men droppede så tilbage gennem rækkerne og Villeneuve tog flere sejre - og kampe med Schumacher - og vandt titlen i 1997
Trods de dårlige nyheder, bibeholdt Damon Hill sin anstændighed og den opførsel han mente en verdensmester skulle have. Han overlod offentlige kommentarer til sin hustru, Georgie, der sagde: "Damon har vist at have mere integritet i sin lillefinger, end de fleste mennesker har i hele deres krop."
Damon Hill vinder det Argentinske GP 1996. Williams FW18
Da det ikke var lykkedes for Hill at skaffe et top-sæde for 1997-sæsonen, selvom det menes at både McLaren og Ferrari skulle have været interesseret, besluttede Hill sig for det ret anonyme Arrows-team.
I sin 20-årige historie, var det aldrig lykkedes teamet at vinde et eneste løb. Bilen kørte på Bridgestone, som var i deres debutår, og motorer fra Yamaha. Ingen succesfuld kombination. Og det var først på Silverstone, at det lykkedes at score et enkelt point, da han kørte en sjetteplads hjem.
Højdepunktet det år kom dog i Ungarn. Bridgestone-dækkene havde en bedre dag end Goodyear og Hill kvalificerede sig som nummer tre på gridden. Gennem løbet lykkedes det også Hill at overhale sin gamle rival, Michael Schumacher og sågar Jacques Villeneuve. Han førte løbet i en Arrows, der aldrig havde vundet en sejr.
Sent i løbet blev Hill ramt af en hydraulisk fejl og bilen måtte sætte farten drastisk ned. det gjorde at Villeneuve overhalede ham, men for Hill var andenpladsen en sejr.
Damon Hill fejrer verdensmesterskabet fra podiet på Suzuka. Han vandt også løbet i Japan. 1996
1998 blev endnu en følelsesmæssig og professionel nedtur. Hill kom til Jordan og blev parret med Ralf Schumacher, men den første halvdel af sæsonen var en katastrofe. Bilen var sløj, den reagerede dårligt og motoren var ustabil. Et lyspunkt kom dog i Canada hvor Hill, gennem dygtig kørsel og ved at udnytte at flere af dem foran ham måtte udgå, pludselig førte løbet.
Tilskuerne så igen et glimt af den hurtighed som kendetegnede englænderen. Det blev også til en højfarts duel med ærkerivalen Michael Schumacher. Hill vandt dog ikke løbet.
Der var der dog også store sportslige præstationer i 1998. På Hockenheim scorede Hill årets første point og på Spa kom Jordan´s første sejr. Hill førte sin teamkollega an i festlighederne, der dette år bød på regn og kun otte biler der fuldførte.
Årets sidste løb på Suzuka, så en Hill der tog en chance. I et glimt så Hill en mulighed i det sidste sving inden løbet var slut og overhalede Frentzen. Hill sluttede som nummer fire i løbet og Jordan endte som nummer fire i konstruktørernes mesterskab.
Damon Hill, Benson & Hedges Total Jordan 198, Belgien 1998
I 1999 var det tydeligt at motivationen ikke var der mere. En træt Damon Hill havde kørt sit sidste løb og hængte den berømte hjelm op på knagen. Der er ingen tvivl om, at han har gjort sit familinavn ære. Til Graham Hill´s 14 sejre og to mesterskaber, tilføjede Damon yderligere 22 sejre og et mesterskab.
Damon Hill er en mand der fortsat bliver set ofte i engelske medier. Han har skrevet talrige artikler til F1 Racing, han har deltaget i adskillige tv-shows, både her i Europa og i USA, han har været stunt-koordinator på flere film og har også været med i TopGear.
I 2006 overtog han Jackie Stewarts rolle som præsident for BRDC (British Racing Drivers Club), som for tiden er ved at forsøge at redde det engelske Grand Prix på Silverstone.