Legender: Nigel Mansell

Han var en af de mest spændende kørere nogensinde. Han stod på speederen og kunne vride mere ud af bilen end de fleste. Han havde en enorm selvtillid der grænsede til det irriterende, men andre gange var han overbevist om, at han slet ikke hørte til i Formel 1.

Med sin 'vind-eller-forsvind'-mentalitet - 31 sejre og 32 ulykker - blev han den mest succesfulde britiske kører. Med Union Jack på hjelmen og en attitude der udstrålede, at han altid var klar til en slåskamp, var han både hurtig og kontroversiel.

Hans klodsede personlighed gav ham nogle fjender, hans heltemodige bedrifter på banen gav ham millioner af fans. Nigel Mansell var en mand med en indre ild og han brændte efter at vise den.

Nigel Ernest Mansell blev født den 8. august 1953, nær Birmingham. Han fik hurtigt øjnene op for motorsporten. Eller rettere: Han "lånte" sin fars bil som 7-årig og kørte den ud over en mark.

Senere, i 1962, så han Jim Clark i sin Lotus vinde det britiske Grand Prix på Aintree, og han besluttede sig på stedet for at gøre Clark kunsten efter. Han var langt fra den eneste dreng, der legede Jim Clark på det tidspunkt.

Formel 1 havde bidt sig fast i briternes bevidsthed og alle raske drenge drømte på et tidspunkt om at sidde bag rattet af verdens bedste biler. Men kun meget få af dem, havde det mod og den vedholdenhed, som Mansell besad.

Han startede med karting og fik stor succes, der mundede ud i et mesterskab i 1977. Dette til trods for en brækket nakke, som han fik pådraget sig under en test. Lægerne fortalte Mansell, at han var faretruende nær en total lammelse fra nakken og ned.

Nigel Mansell i den klassiske Lotus JPS. Holland 1981

Han blev bedt om at forholde sig i fuldstændig ro i seks måneder og han skulle indstille karrieren, før den overhovedet for alvor var begyndt. Mansell lovede ingenting, for en dag sagde han til sygeplejerskerne, at han skulle på toilettet. I stedet løb han ud af hospitalet og fortsatte med at køre race.

Tre uger før sin ulykke der nær havde sat en stopper for en blomstrende karriere, havde han sagt sit job op som ingeniør i luftfarts industrien, og han havde i forvejen stort set kun det tøj han gik i, da han tidligere havde solgt næsten alle sine ejendele, for at finansiere sit plyndringstogt i Formel Ford.

Derefter solgte han og hustruen Rosanne, der altid var loyal og støttede sin mands drøm, deres hus, der finansierede et skridt ind i Formel 3. I 1979 kolliderede han med en anden bil, der fik Nigel´s bil til at lave saltomortaler og han var endnu en gang utrolig heldig at han overlevede.

Igen en tur på hospitalet, denne gang med en brækket ryghvirvel. Han stoppede sig med smertestillende og gemte skaden så godt, at lægerne var overbevist om at han ikke havde taget varig skade, selvom hans liv i de dage var et smertehelvede uden lige.

Mansell´s karriere i Formel 3 var ikke så succesfuld som han håbede på. Mangel på penge og dårlige motorer fik skylden, og en frustreret Mansell ville bare køre race.

Det var først da han blev opdaget af den legendariske konstruktør Colin Chapman, at hans kariere for alvor tog fart. Selv om hans resultater i Formel 3 var beskedne, havde han vist at han tog chancer og at han kunne og ville køre stærkt.

Nigel Mansell i Monaco. 1982

Nigel Mansell fik en test i en Lotus og blev i 1980 officiel testkører for Chapmans team. Der gik ikke længe, før han fik chancen. Chapman gav ham tre løb, hvor han skulle vise sit værd. Debutløbet i Østrig, blev en smertefuld affære.

En lækage i brændstoftanken, gjorde at Mansell sad i cockpittet og blev overdynget med glohed benzin. Resultatet blev første og andengradsforbrændinger på hans baller. Det andet løb var ligeledes ikke særlig succesfuldt, og i det tredje var han involveret i en ulykke der betød, at han ikke kunne stille o til kvalifikationen.

Mansell´s teamkollega Mario Andretti tog titlen i 1978 og meddelte lige efter, at han stoppede sin karriere i Formel 1. Andretti blev dog lidt endnu i F1, og var en kort tid parret med den unge Mansell.

Hans fire år hos Lotus var dog langtfra den drengedrøm han havde, da han så Clark køre rundt på alverdens baner. Bilerne var upålidelige og ud af 59 starter for teamet, gennemførte Nigel kun 24.

Han blev meget gode venner med team-chef Colin Chapman og var sønderknust da Chapman pludselig døde i 1982. Han blev indtil slutningen af 1984 og flyttede til Williams i 1985. Efter 71 starter uden nævneværdig succes, skete der en forandring.

Han begyndte at præstere. Han begyndte endda at vinde. Hans første sejr, det tredjesidste løb i 1985-sæsonen, var det europæiske der det år blev kørt på Brands hatch, og Mansell græd som en pisket øverst på skamlen.

En ærgerlig punktering sendte Nigel Mansell ud af løbet i Monaco 1984

Over en periode på 18 måneder, vandt han 11 løb, men gik glip af to titler, i 1986 og 1987. 1986 var en af de mest spændende og medrivende sæsoner nogensinde i sporten. Williams-Honda teamet var hurtige og sammen med sin teamkollega Nelson Piquet, var holdet godt på vej mod den totale sejr.

Mansell vandt fem løb det år, Piquet fire og Nigel havde hovedrollen i den tætteste slutning nogensinde på det tidspunkt, da han blev toer efter Ayrton Senna, med kun 0,014 sekunder mellem de to.

1986 var et show-down af dimensioner i Australien, det sidste løb. der var tre udofrdrere til titlen. Prost, Piquet og Mansell. Mansell skulle bare sikre sig en tredjeplads, så var titlen hans, men kun 19 omgange før det ternede flag, eksploderede hans venstre baghjul og hans drømme om en titel var knust. Alain Prost vandt løbet og mesterskabet.

Året efter i 1987, vandt han seks løb og var endnu en gang midt i begivenhederne. Igen kunne han vinde mesterskabet. Da han vandt på hjemmebane på Silverstone, en fantastisk bedrift som viste en uhyggelig fokuseret Mansell, der hentede et sekund per omgang ind på Piquet, var det en af de største øjeblikke i moderne motorsport. Han havde kørt så tæt på grænsen, at han lige akkurat kunne gennemføre den sidste omgang, inden han løb tør for brændstof.

Op til kvalifikationen for det japanske Grand Prix i 1987 på Suzuka, crashede han og slog ryggen slemt. Skaden var sket og Piquet, der hadede Mansell, tog sin tredje titel. Rivaliseringen mellem de to var lige så episk som den mellem Prost og Senna. Piquet kaldte Mansell en dumrian og gik sågar over til at svine Nigel´s hustru, Rosanne til.

Nigel Mansell fejrer sin første sejr på Brands Hatch, mens Alain Prost fejrer sit første mesterskab. 1985

I 1988 var ingen længere i tvivl om, hvem Nigel Mansell var. Williams teamet havde mistet deres hurtige turbo-motorer til McLaren, og måtte ty til en ringere Judd-motor, uden turbo.

Manglen på turbo, var direkte at læse i resultaterne. Mansell gennemførte kun 2 løb ud af sæsonens 14. Alligevel havde Williams arbejdet hårdt og producerede en uhyre innovativ aktiv affjedring, der dog led af af være lige så upålidelig.

Nigel Mansell trivedes i nærkampe på banen og brugte dem til at motivere sig selv og sin indre ild. Han var så afhængig af at kæmpe, at han ofte opsøgte konflikter, både på og udenfor banen. Hans attitude var 'mig mod verden'.

Patrick Head sagde, at "han tror at alle prøver at slå ham hele tiden," mens Frank Williams kaldte ham en byld i røven. Medierne blev snart trætte af den aggressive attitude og den arrogante holdning, Mansell lagde for dagen, samt hans konstante klager over enten materiel eller en overhaling han ikke synes om.

Hans fans var derimod vilde med den rene lyst til at køre og manden med det karakterisktiske overskæg, blev hurtigt en kæledægge for de mange fans. dette kunne dog ikke ændre ved, at 1988 var et elendigt år for Williams, og Mansell så sig snart om efter et andet team.

Nigel Mansell tester et low downforce vinge på Hockenheim 1988

En af de sidste ting Enzo Ferrari gjorde inden sin død, var at hyre Nigel Mansell til sit team. Han blev den sidste Ferrar-kører der blev perosnligt udvalgt af den gamle legende, og Mansell kaldte æren, "en af de største begivenheder i mit liv."

De italienske tifosi, der normalt er meget kræsne i deres valg af favoritkører, tog ham til sig og kaldte ham 'Il Leone' eller Løven, på grund af sin frygtløse kørermåde.

Sæsonen var et vendepunkt for Formel 1. Turbomotorer blev forbudt og samtidig introducerede Ferrari den elektroniske gearkasse. Alle regnede med, at dette var året hvor Mansell ville tage sit første mesterskab.

I sit første løb i den røde racer fra Maranello, vandt han ganske uventet det brasilianske Grand Prix, den bane han brød sig mindst om, og hjemmebane for hans bitre rival Nelson Piquet. Mansell forblev den sidste Ferrari-kører der vandt sit første løb for teamet, indtil Kimi Räikkönen vandt sit første løb i 2007 i Australien.

De næste fem løb var ikke noget at skrive hjem om, men midt i sæsonen begyndte heldet at vende. To andenpladser i England og Frankrig, en tredjeplads i Tyskland og en sejr i Ungarn, der var lige så mindeværdig som hele 1986-sæsonen havde været.

1989 var martret af problemer med den nye type gearkasse og en unødvendig og tåbelig udelukkelse af det canadiske Grand Prix, samt en ligeså idiotisk diskvalifikation fra det portugisiske løb, da han bakkede i pitlanen. Denne manøvre betød, at han blev udelukket fra det næste løb i Spanien

Ayrton Senna i McLaren MP4-5 foran Nigel Mansell i Ferrari 640. Estoril 1989

Der var dog lyspunkter i sæsonen. På Hungaroring, der skulle være stort set umulig at overhale på, startede Nigel fra en anonym 12. plads. Han blæste forbi sine konkurrenter og overhalede Senna med et hårsbredde mellem de to biler og tog sejren.

1990 var en sæson, som Ferrari og Mansell helst vil glemme. Den britiske bulldog blev parret med Alain Prost, der blev kaldt professoren, på grund af sine analytiske tilgang til sporten, og de to var øjeblikkelig modstandere i samme team.

Prost var derudover den regerende verdensmester, og som direkte effekt af dette, var han blevet forfremmet til førstekører. Noget der irriterede Mansell enormt. Samtidig led Ferrari endnu en gang med problemer med gearkassen.

Det spidsede til under det britiske Grand Prix på Silverstone det år. Mansell smed sine handkser ud til sit elskede publikum og annoncerede, at han ville trække sig tilbage fra sporten efter sæsonen.

Nigel Mansell (Williams) lykønsker Ayrton Senna (McLaren) med sejren i 1991

Frank Williams fik talt ham til rette og få måneder efter lavede han en U-vending og sagde han returnerede til Williams. Ifølge kilder, fik Mansell en kontrakt med Williams på £4,6 millioner eller omkring 55 millioner danske kroner. En rekordhøj gage, og Mansell blev den højest betalte britiske sportsmand på det tidspunkt.

Som sagt, så gjort. Mansell returnerede til Williams og denne gang gik det langt bedre. Bilen var hurtig, motoren(Renault) var pålidelig og Mansell stor-trivedes. Han vandt fem løb i 1991, og årets mest spændende var uden tvivl det spanske GP.

Han lå hjul mod hjul ved siden af Senna, med få centimetre mellem de to, ned ad langsiden med 320 kilometer i timen. Et løb Mansell vandt. Senere, i det britiske GP, var det en anderledes Mansell man kunne se. Senna´s bil var gået i stå på den sidste omgang og i stedet for at efterlade sin rival de på banen, stoppede Mansell sin bil på parad-omgangen og tog Senna siddende på siden af bilen, med hjem til pitten.

Williams´ beslutning om at udvikle den nye semi-automatiske gearkasse og køre med den i starten af sæsonen, kostede på point-kontoen. Da Mansell scorede sine første seks point i Monaco, var Senna hele 40 point foran briten.

Selvom teamet havde en forrygende midter-sæson, inkulsiv tre sejre i træk i henholdsvis rankrig, England og Tyskland, var det ikke nok. Mansell sluttede toer igen, denne gang bag Senna.

Nigel Mansell kører Ayrton Senna tilbage til pitten. Silverstone, England 1991

1992 var Nigel Mansell´s bedste. Williams-Renault FW14B var navnet på den racer der skulle tage Mansell til nye højder. Og den leverede varen. Alt var perfekt. Han åbnede sæsonen med fem sejre i træk, en rekord Michael Schumacher gjorde ham kunsten efter i 2004, derefter en andenplads, en DNF, tre sejre til, to andenpladser mere, endnu en DNF og den sidste sejr kom i Portugal.

Med 108 point og Patrese på andenpladsen med kun 56 point, vandt Mansell mesterskabet allerede i det 11. løb. Dermed blev han den verdensmester der tidligst kunne krones til den bedste af den bedste.

Mansell satte sig ligeledes på en række andre rekorder. Han holdt længe rekorden for flest hurtigste omgange i træk(11) og ud af 191 starter, gennemførte han 187. Efter den totale sejr i 1992, forlod han Formel 1 endnu en gang, men nu var det for alvor.

Angiveligt var han og Frank Williams uenige om hans løn, og samtidig sagde man i paddocken, at han nægtede at være på samme team som Prost.

Ricardo Patrese(2), Nigel Mansell(1) og Michael Schumacher(3). Mexico GP 1992

I 1993 tog Mansell til USA og kørte IndyCar med så fantastisk et resultat, at han tog mesterskabet i sin første sæson. Dermed blev Mansell den første der både var regerende Formel 1 verdensmester, samtiig med at han var IndyCar mester.

I 1994 overtalte Williams ham endnu engang til at trække i kørerdragten i de sidste fire løb i sæsonen. Ayrton Senna var blevet dræbt på Imola, og man manglede en kører til at slutte sæsonen. Han erstattede David Coulthard, der kørte sin første sæson i Formel 1.

Mansell blev betalt omkring £900.000 per løb, et fuldstændigt vanvittigt beløb, når man tænkte på, at Damon Hill, Williams´ første-kører, fik £300.000 for hele sæsonen. Nigel Mansell vandt årets sidste løb i Australien, efter at han udkvalificerede de to titel-udfordrere, Hill og Schumacher.

1995 var Mansell´s sidste sæson i Formel overhovedet. Det blev kun til to løb for McLaren, så sluttede det. Bilen, sagde han, var ikke konkurrencedygtig nok. Efter 15 sæsoner og et mesterskab, pakkede Nigel Mansell sine ting og sagde farvel tilsine mange loyale fans, 41 år gammel.

Efter sin pensionering fra Formel 1, der gjorde ham umådelig velhavende, påbegyndte han en række meget succesfulde forretningseventyr. Han åbnede en Ferrari-forhandler og også en golfklub(han spillede golf på professionelt niveau, og kunne sagtens vinde adskillige Master-turneringer). Mansell lever det søde liv i dag, med sin altid trofaste hustru, Rosanne og deres tre børn.

Nigel Mansell vinder på hjemmebane. England 1992