Legender: Ayrton Senna

Han var lynende intelligent og havde en funklende karisma, der oplyste Formel 1 som aldrig før. Ingen prøvede hårdere eller pressede sig selv mere, end Senna. Og ingen blev mere mytisk end han. Senna var, ifølge Stirling Moss, den eneste kører der kunne omtales i samme åndedrag som Fangio og Clark.

Han var indadvendt på grænsen til det sygelige, men passioneret som få. Han var konstant i offensiven og ville det mere end nogen anden kører. Han pressede sig selv til det ekstreme, til at køre hurtigere end fysisk muligt. Ayrton Senna´s jagt på det evigt perfekte i alle grene af sit liv, men især i sin sport, kostede ham den højeste pris.

Jagten gjorde ham til martyr, men en som kastede sit mystiske og helgen-agtige lys over alle, og hans legende er en af episke dimensioner. Den slags helte er lavet.

Ayrton Senna de Silva blev født den 21. marts 1960, ind i en velhavende familie, der ejede store virksomheder og landområder, blandt andet omkring hjembyen Sao Paulo. Sammen med sin bror og søster, han var det mellemste barn, nød de tre børn en priveligeret opvækst.

Ayrton Senna, John Player Special Team Lotus 97T. Estoril 1985

Ayrton var et anderledes barn. Han var lettere kluntet og senere blev han diagnosticeret med motoriske vanskeligheder.
Højdepunkterne for den lille dreng, var når der var Grand Prix.

Han stod tidligt op, så han kunne nå at se det hele fra de store løb i Europa, og Ayrton rystede af bar forventning, over at skulle se sine Formel 1 helte på familiens tv. De store navne var Jim Clark og Jackie Stewart.

Hans hengivende far, som også var en stor motorsports-entusiast, lagde tidligt mærke til drengens passion for biler. En af da Silva familiens mange virksomheder, fabrikerede og distribuerede automobil-dele, og faderen mente, at biler var nøglen til at åbne op for sønnens talent.

Fire år gammel, købte hans far en 1 HK mini gokart, og da Ayrton kravlede bag rattet, var han som forvandlet. Ikke længere kluntet og klodset, men dybt fokuseret og selvsikker.

Ayrton Senna (Lotus) ved San Marinos Grand Prix 1985

Nøglen var fundet til Ayrtons succes i sin tidlige barndom, og hver weekend tog familien rundt til lokale parker, hvor han kunne køre gokart.

Da Ayrton begyndte i skolen, gik det umiddelbart meget godt med studierne. Han klarede sig fint, men det var tydeligt for enhver der kiggede hen på den fraværende Ayrton´s drømmende blik, at hans hjerte var langt væk. På racerbaner i Europa, hvor kun de bedste af de bedste fik lov at køre.

Otte år gammel, fik han lov til at køre hele familien på tur, når de skulle på skovtur eller til familie-sammenkomster. Talentet havde været åbenbart i adskillige år allerede, og det eneste den unge dreng tænkte på, var hvornår han var gammel nok til Formel 1.

Det var også på dette tidspunkt, at den første store brasilianske kører, Emerson Fittipaldi, var begyndt at få et navn i motorsporten, i Colin Chapmans Lotus.

Ayrton Senna, John Player Special Team Lotus 98T, Brasilien 1986

Da han fyldte ti år, købte hans far en 100cc gokart til ham i fuld størrelse. Man kan nemt forestille sig, hvordan en lille dreng kastede sig i favnen på sin elskede far, i en tårevædet omfavnelse. Dette skulle vise sig, at være den egentlige begyndelse til Ayrton´s succes.

Minimumsalderen for at deltage i gokart-løb i Brasilien var 13 år, så Ayrton måtte nøjes med at øve sig på Parque Anhembi, den lokale gokart-ring. Mens Ayrton drønede rundt på den lille øve-bane, fik Brasilien sin første verdensmester i 1972. Emerson Fittipaldi.

Det følgende år fik landets sit første Grand Prix på Interlagos, lige udenfor millionbyen Sao Paulo, og løbet blev vundet af den regerende verdensmester. Midt i alle festlighederne, stod en lille dreng og drømte. Ikke om at blive den næste Emerson Fittipaldi eller Jackie Stewart, men den bedste nogensinde.

Endelig oprandt dagen. Han var fyldt 13 år, og kunne nu lovligt deltage i gokart-løb. Hans første løb blev afholdt på den lokale bane, som var en del af Interlagos-komplekset, og inkluderede flere af tidens nye stjerner, de fleste adskillige år ældre end Ayrton.

Ayrton Senna, John Player Special Team Lotus 98T, Detroit 1986

Han havde så meget energi der var blevet opbygget gannem snart ti år, og så mange timers øvelse bag sig, at han strøg afsted og vandt sit første løb.

I 1977 vandt han det Sydamerikanske karting mesterskab, og gentog dåden det næste år. Målet for enhver karting-kører der vil frem, var Europa og verdensmesterskabet på Le Mans.

Mod langt større konkurrence, sluttede Ayrton som sekser, noget der blev betragtet som intet mindre end fænomenalt, taget hans erfaring i betragtning. Alligevel var han dybt skuffet, da det ikke var lykkedes at vinde et eneste af de tre løb, som markerede finalen.

I 1979 vendte han tilbage til Europa, for at træne yderligere, og for at deltage i verdensmesterskabet endnu en gang. Denne gang blev det til en andenplads i mesterskabet på Estoril. Endnu en andenplads året efter i Nivelles i Belgien.

Ayrton Senna, Lotus 99T. Monaco 1987

Senna kom til England i 1981, for at køre Formel Ford 1600 for Ralph Firman, hvis søn senere kom til Formel 1, og hans Van Diemen-team. På dette tidspunkt var den unge Senna gift med Liliane Vasconcelos, og de boede i en lejet bungalow, tæt på Snetterton Park.

Her blev han hurtigt vandt til de hurtige 1600cc biler. Der blev kørt løb så godt som hver weekend, og Senna debuterede på Brands Hatch som nummer otte på gridden, ugen efter på Thruxton var han treer.

Det år var der tre serier der fulgtes ad, Ayrton deltog i de to af dem, og snart var han tilbage på Brands Hatch.

Van Diemen teamet så hurtigt potentialet i den unge kører, så Ayrton fik den nyeste bil at køre i. Som han prompte satte på pole første gang. Løbet blev afholdt under meget svære omstændigheder, da det havde regnet hele dagen og banen var forræderisk.

Ayrton Senna, Lotus 99T, Monaco 1987

Men Ayrton brillerede og de andre kunne slet ikke komme i nærheden af ham.
Dette var kun hans første år i England, men han havde allerede vundet de to serier han deltog i. Nu stod han ved en skillevej i livet.

For at fortsætte sin karriere, og ideen var at deltage i større klasser, skulle der sponsorpenge på bordet. Med adskillige brasilianske kørere i højere klasser foran ham, var der simpelthen ikke plads til endnu en.

En frustreret Ayrton annoncerede, at han trak sig tilbage fra racing, og sagde, at en dårlig kører med penge, kunne altid få den bedste bil, mens en dygtig kører med samme vilkår, blev lukket ude af det gode selskab.

Han vendte tilbage til Brasilien og til en af sin fars virksomheder, som handlede med byggematerialer. Efter fire måneder, var det klart for enhver, at passionen stadig drev værket og at ilden endnu ikke var slukket. Ayrton besluttede sig for, at vende tilbage til motorsporten.

Hans hustru, Liliane, fulgte dog ikke med. Hun var vokset op i et liv i luksus, og vidste, at det liv Ayrton nu havde valgt mens han kæmpede sig i op i rækkerne, ville betyde en masse afsavn. De blev enige om en separation, og sammen med en brasiliansk bank, sponsorerede Ayrton´s far, endnu et år i racing. I 1982 vandt han 22 løb og blev mester.

Ayrton Senna, McLaren MP4-4. San Marino 1988_

Det næste naturlige stop, var Formel 3, dengang klassen lige under Formel 1. Det britiske Formel 3 mesterskab bestod i 1983, af 20 løb, der var en perfekt test af mand og maskine.

Der var to kørere, som startede denne sæson som pre-sæson favoritter. Ayrton Senna(som han hed fra da af) og det store britiske håb, Martin Brundle. Senna tog hele ni sejre i træk, før han crashede op til det næste løb, som blev vundet af Brundle.

Det var tydeligt for enhver, at sæsonen ville blive en dyst mellem de to favoritter, en dyst som ingen af dem ville tabe. Vinderen skulle findes og det blev afgjort i det sidste løb på Thruxton.

Senna, der viste sin vilje og målrettehed, samt sin næse for detaljer, havde fået ombygget og tunet sin motor af Novamotor i Italien, det ypperste indenfor tuning dengang. Senna tog pole, og sejren.

Ayrton Senna i McLaren MP4-5 foran Nigel Mansell i Ferrari 640. Estoril 1989

Nu var Ayrton ved at være mør til Formel 1. Men nu hvor han stod på tærsklen til sand storhed, lærte han også noget om politikken bag Formel 1. Han ville til et af de store teams, Brabham, McLaren, noget i den stil, men det kunne ikke lade sig gøre.

Der er delte meninger om årsagen til dette. Nogle eksperter mener, at Senna krævede for meget indflydelse i de store teams, og nogle mener, at Piquet, som kørte for Brabham på det tidspunkt, nedlagde veto. Angiveligt fordi han ikke ville have en lærling i teamet, men den rigtige årsag er nok, at han var bange for at blive slået. Piquet havde to mesterskaber bag sig, og gik efter det tredje.

Dermed var Toleman-teamet Ayrton´s eneste chance for et sæde i kongeklassen. Holdet var absolut et anden-rangs team, og befandt sig altid bagerst i feltet. Toleman fik skrevet en 3-årig kontrakt med det største talent i mere end 10 år, for en slik.

Hans debut fandt sted på Interlagos, foran et hjemmepublikum. Det var tydeligt at se, at Toleman - som senere dannede starten på Benetton og efterfølgende Reanult - var langt bagud, og det bedste han kunne præstere, var en ottendeplads på gridden.

Ayrton Senna, McLaren MP4-5. Monaco 1989

Det næste løb var San Marino og dette var en ny oplevelse for Senna. Det var første gang han ikke kvalificerede sig.

I Monaco´s snævre gader, et løb han vandt i alt 6 gange, kvalificerede han sig som nummer 13. Tunge skyer hang og truede løbet, og da himlen åbnede sig, så Senna sit snit. Regnvejr er den store udjævner, og efter kun syv omgange, var han på en sjetteplads.

På omgang elleve, forulykkede han næsten, da han ramte en kurb forkert og hans Toleman var luftbåren i et split-sekund.
Kampen i Monaco var reelt mellem Mansell, Lauda og Prost. De tre skiftede positioner omgang for omgang, mens Senna strøg gennem feltet.

På 20. omgang førte Prost foran Senna, der nu havde kørt sig op som nummer to, med massive 33,8 sekunder. På omgang 31 var forspringet til brasilianeren kun 7,4.
Regnen fortsatte med at styrte ned og hver gang Prost kørte over start/mål-stregen, signalerede han at løbet skulle stoppes. Det blev det på 31. omgang, og Senna missede akkurat sin første sejr, men legenden var født.

Kørerne fik kun det halve antal point end normalt, fordi løbet var blevet afbrudt, før 2/3-dele var gennemført. Senna modtog tre point i stedet for de sædvanlige seks, mens Prost fik 4,5 point. Dette betød, at da sæsonen blev gjort op, vandt Lauda foran Prost med bare et halvt point, den mindste margin i historien.

I Ungarns Grand Prix 1990 tog Thierry Boutsen (Williams) starten foran Gerhard Berger (McLaren), Riccardo Patrese (Williams) og Ayrton Senna (McLaren)

Senna besluttede, at Toleman ikke havde de fornødne ressourcer, for at han kunne blive til noget. Han havde i al hemmelighed forhandlet med Lotus, og selvom kontrakten med Toleman lød på tre år, var der en klausul, der betød at han kunne købe sig ud.

Det gjorde han, og Senna var nu tættere på målet end nogensinde før.
Lotus var det højeste for Senna, for selvom teamet på det tidspunkt var i en stærkt nedadgående performance-sprial, på grund af stifteren Colin Chapmans død, så var det et team som havde gjort Clark og Fittipaldi til verdensmestre.

For Lotus betød det, at Senna var manden der kunne få dem tilbage på toppen.
I tre sæsoner, startede Senna fra pole 16 gange, og indtil Michael Scumacher gjorde ham rangen stridig, var han den kører med flest pole-positions(65).

Han vandt seks løb i løbet af de tre sæsoner, men det var ikke nok. Selv et imponerende talent som Senna kunne ikke vende heldet for Lotus, og i 1988 flyttede han til McLaren.

Ayrton Senna, McLaren MP4 5B, Italien 1990

I hans første år i teamet, vandt McLaren-Honda 15 ud af 16 løb, kun afbrudt af Gerhard Bergers ene sejr på Monza, med Senna der tog otte sejre mod Prost´s syv. Dermed var Ayrton Senna verdensmester, med kun tre point ned til sin team-kollega.

1989 var en gentagelse af teamets enorme succes, med 10 sejre ud af 16. Man havde to af de absolut bedste, mest talentfulde kørere i en generation, i samme team. Ayrton vandt flere løb end Prost det år, men franskmanden havde flere andenpladser.

Mesterskabet var afgjort før det sidste løb på Suzuka, men Prost kunne ikke dy sig, og kørte Senna af banen i Suzuka-chikanen.
McLaren årene var de mest succesrige i Ayrton Senna´s karriere, men også de mest kontroversielle.

Den dybe kløft mellem ham og Prost, var så stor, at de åbenlyst hadede hinanden. De optrådte for kameraerne, men som ofte var det tydeligt for enhver der havde øjne i hovedet, at de ikke ligefrem sad og spillede kort sammen.

Nigel Mansell (Williams) lykønsker Ayrton Senna (McLaren) med sejren i 1991

Året efter, i 1990, var Prost flyttet til Ferrari. Årsagen var efter sigende, den store uenighed mellem de to kørere. På Suzuka sagde Senna tak for sidst og gjorde det samme mod Prost, som han gjorde mod Senna, bare i det første sving, og Senna tog sin anden titel. Løbet blev vundet af Nelson Piquet, der nu blev betegnet som 'den anden brasilianer'.

1991 var en forandringens år. McLaren bilerne var ikke så dominerende og lynhurtige som de foregående to år, og Gerhard Berger, der nu havde været Senna´s team-kollega i over en sæson, havde succes, men på et relativt beskedent plan i forhold til Senna/Prost.

Der var forandringer i point-systemet, så en sejr gav 10 point i stedet for 9, og alle løb der blev afholdt, talte med i VM.
På trods af de store forandringer, lykkedes det Senna at forvandle de fire første poles i sæsonen til sejre, og med en margin på 30 point efter bare fire løb, var det demoraliserende for de andre kørere.

Ayrton Senna var så dominerende en kører, og samtidig havde han perfektioneret sine køreegenskaber, så der reelt ikke var nogen tvivl om det endelige resultat. Senna tog sin tredje titel.

1992 var ikke noget godt år, for hverken Ayrton Senna eller McLaren. Honda-motorerne var ikke pålidelige nok, og det blev kun til tre sejre det år. Mansell, den benhårde englænder der kørte for Williams-teamet, vandt 9 løb og tog titlen med hele 108 point.

Ayrton Senna sejrssprøjt

Riccardo Patrese på andenpladsen havde kun 56, mens Michael Schumacher fik tredjepladsen, kun tre point efter Patrese og tre point foran Senna.

1993 var Senna´s sidste for McLaren. Nedturen for teamet var i fuld gang, og selvom han vandt fem løb og havde to andenpladser, var Alain Prost bare for stærk. Uanset hvor Senna kiggede, var Prost der. Det år tog Prost sin fjerde og sidste titel, mens Senna påtænkte at rejse fra McLaren.

Bag Senna´s åbenlyse geni bag rattet af en Formel 1 racer, befandt sig en af sportens mest uimodståelige personligheder. Trods sin ikke særlig store fysik, besad han en kraftfuld fysisk tilstedeværelse. Når han talte, lyste hans varme brune øjne op og funklede mens der kom glød i dem.

Hans stemme var først lettere nervøs, derefter overgav han sig til sin pasion og tryllebandt tilhørerne med sine velformulerede talegaver. Selv den mest udmattede kører eller journalist, blev opfrisket når han talte.

Til pressekonferencer kunne man høre en nål falde til jorden, når hele pressekorpset sad som harer i lygterne fra en modkørende bil. Medierne opfangede den hypnotiske effekt og viderebragte den til resten af verden.

Ayrton Senna (McLaren) fejrer sin sejr i 1992

Alle blev optaget af hvordan han brugte sig selv og sin krop. Hvordan han brugte alle levende fibre, selve sin sjæl i at lykkedes. Ikke kun i motorsporten, men også i livet udenfor banen.

Bag rattet var dybden af hans engagement, synlig for alle. Det spændende syn af Senna der kørte sig op gennem feltet, var et fantastisk syn, men var samtidig en blanding af beundring for hans talent, og en forudanelse om værre ting.

Han kørte som en mand der var besat, nogen mente han rent faktisk var. Hans ubarmhjertige ambitioner provokerede fordømmelse fra hans kritikere, deriblandt Prost, der beskyldte ham for at han hellere ville vinde end leve.

Sao Paolo 1992. Michael Schumacher, Benetton B191B, Ayrton Senna i McLaren MP4-6B, treer er Jean Alesi i Ferrari F92A

Rivalernes puls steg markant, når de så den gule hjelm i spejlene, for de vidste hvad det betød.

Da Senna afslørede at han havde fundet trøst i religion, sagde Prost og andre kritikere, at Senna var en galning, som troede at Gud var hans co-pilot.

"Senna var et geni", sagde Martin Brundle. "Jeg definerer geni, lige på den rigtige side af ubalance. Han er så højt udviklet på det punkt, at han næsten er over grænsen. Det er tæt på."

Senna selv indrømmede, at han kørte for langt over grænsen, som i kvailfikationen til Monaco´s Grand Prix i 1988. Han havde allerede sikret sig pole, men han pressede bilen mere og mere, omgang for omgang.

Podiet ved Spaniens Grand Prix 1993 på Circuit de Catalunya (Barcelona). Fra venstre mod højre: Ayrton Senna (McLaren, 2. plads), Michael Schumacher (Benetton, 3. plads), Alain Prost (Williams, 1. plads).

I en identitisk McLaren, var Senna to sekunder end Prost. Han blev passager i sin egen ubevidste verden, mens hastigheden øgedes.

"Pludselig skræmte det mig," sagde Senna. "Jeg opdagede, at jeg var ubevidst om min egen forståelse. Jeg kørte langsomt tilbage til pitten, og kom ikke mere ud den dag."

Han var sin egen dødelighed bevidst, og brugte frygten til at styre sig gennem de grænser, han følte det var nødvendigt at udforske. Han opfattede racing som en metafor for livet, og han brugte racing som en måde at opdage sig selv på.

Hans selvopfattelse var dog ikke større, end at han havde stor sympati for verdens mindre heldigt stillede. Han forgudede børn, og gav millioner af sin personlige formue, som i 1994 ansloges til at være på $400 millioner, væk til godgørende formål.

Ayrton Senna, McLaren

Han ville hjælpe fattige børn i Brasilien, så de kunne få en bedre fremtid. Blandt andet er der åbnet Instituto Ayrton Senna i Sao Paulo, et hjælpeprogram, der samler millioner af dollars ind til fattge børn og unge.

Tidligt i 1994 talte han ud om sin egen fremtid. "Jeg vil leve fuldt ud, meget intenst. Jeg vil aldrig leve halvt, lide af sygom eller skade. Hvis jeg nogensinde bliver involveret i en ulykke der koster mig livet, så håber jeg det sker øjeblikkeligt."

Og det gjorde det. Den 1. maj 1994, San Marino´s Grand Prix. Senna´s Williams racer fløj af uforklarlige årsager af banen, i den berygtede Tamburello-kurve, og ramte beton-barrieren med fuld kraft.

Millioner så det på tv, en hel verden begræd tabet af den store legende og hans statsmands-begravelse i Sao Paulo, havde et følge på flere hundrede tusinde.

Formel 1 verdenen var i chok. Blandt de mange sørgende, var Alain Prost der eskorterede kisten. Frank Williams, der ligeledes var blandt det store følge, sagde: Ayrton var ingen almindelig mand. Han var faktisk et større menneske uden for bilen, end i den."

Ayrton Senna, McLaren MP4-8, Sao Paolo 1993