Legender: Alan Jones

Alan Jones' vej til toppen var ikke nem. Han kæmpede med lige store doser vilje, målrettethed og ren og skær intimidering som våben. Hans krigeriskhed var egentlig et produkt af hans kamp for bare at nå ind i Formel 1 verdenen, og da han først var der, brugte han alle midler for at blive.

Han blev betragtet som en slags andenrangskører, lige indtil han skrev kontrakt med det dengang ikke særlig fremtrædende Williams-team. De stod sammen mod resten af verden, og AJ, som han kaldtes, blev prototypen på en Williams-kører. Alan Jones blev Williams første verdensmester.

Alan Stanley Jones, blev født i Melbourne, Australien den 2. november 1946, ind i en familie med racer-traditioner. Alan´s far, Stan Jones, var i sine yngre dage en af Australien´s dygtigste racerkørere.

I midten af 50´erne blev Stan tilbudt test hos blandt andet BRM og endda Ferrari, men valgte familien og virksomheden, en ganske succesfuld automobil-forretning.

Alan Jones i en Rob Walker-Harry Stiller Hesketh-Ford 308D. 1975

Naturligvis blev Alan inspireret af faderens succes, og Stan selv opfordrede da også Alan til at forsøge sig indenfor motorsporten. I sine teenage-år kørte Alan gokart og blev da også australsk mester i karting, mens han lærte om mekanik i sin fars forretning.

Efter skolen begyndte den unge Alan som lærling i faderens Holden-forretning, hvor han også begyndte at køre i en Mini, med rimelig succes. Senere overtog han et Cooper-chassis fra sin far.

Det så godt ud for det unge talent, men heldet varede ikke ved. I 1967 var Australien midt i en af sit største økonomiske nedture og Stan mistede alt. Alan´s fremtid som racerkører, så ud til at ende, før den havde begyndt.

Alligevel lykkedes det for Alan at skrabe nok penge sammen, så han kunne komme til Europa og ikke mindst England, motorsportens arne. Det var ligeledes her, at Alan opdagede, at for at få en fremtid i hvilken som helst gren af motorsport, så var dette stedet.

Rejsen var ingen succes for Jones, men i 1968 vendte han alligevel tilbage til London, hvor han arbejdede hårdt for at få penge nok så han kunne race.

Alan Jones, Williams FW07, Watkins Glen, USA 1980

I 1970 havde han £50 tilbage og for at det ikke skulle ende med endnu et mislykket forsøg, begyndte han at sælge godt brugte mini-busser i stor grad til folk hjemmefra, som gerne ville på opdagelse i Englands smukke natur.

Da Alans kæreste Beverly (som han senere giftede sig med), sluttede sig til ham, lejede de et pensionat og udlejede værelser til rejsende. Den marginale profit fra den opfindsomme Alan, var lige nok til at kunne opretholde et eksistensminimum, og at han overhovedet havde råd til at køre race, er et mysterium.

Stan Jones, som i mellemtiden var blevet skilt fra sin hustru, dukkede ligeledes op i London, for at yde moralsk opbakning til sønnen. Og han havde behov for det, for hans tiltag var langsomme og uden megen succes.

Alan gjorde ikke megen væsen af sig i sin godt slidte Formel Ford. Senere smadrede han en Lotus i et Formel 3 løb på Brands Hatch og brækkede sit ene ben.

Endelig begyndte heldet at vende for den unge australier. I 1973 fik han sponsoreret en tid i en GRD i Formel 3, og Alan vandt sin første sejr på Silverstone.

Alan Jones, Williams FW07, Silverstone 1980

Desværre for ham, døde hans far af et hjertestop lige inden løbet i en alder af 51. Da hans kiste blev sendt tilbage til Australien, var den dækket af laurbærkransen fra Alan´s første sejr. Alan var knust over faderens død, men endte alligevel som toer i det Britiske Formel 3 mesterskab i 1973.

Hans bedrifter i Formel 3 havde fået vækket interessen hos en privat investor, Harry Stiller. Han var en velhavende race-entusiast, som gerne ville hjælpe unge talenter frem.

Derfor blev Alan opgraderet til Formel Atlantic og vendt tre løb i serien i 1974. Stiller besluttede, at tiden var inde. Han investerede i en Hesketh F1 til sæsonen 1975, og debuterede i et ikke-mesterskabsløb og sluttede som en meget respektabel syver.

Hans officielle debut i Formel 1, kom senere samme år på Montjuich i Spanien, et løb som mange gerne vil glemme. Ralf Stommelen crashede i sin Lola fra en førsteplads og fire tilskuere blev dræbt, da bilen fløj ind over barrieren. Stommelen selv blev slemt tilredt, men overlevede. Det år blev det til endnu fire løb, inden Stiller lukkede og slukkede for teamet.

Alan overtog Stommelens sæde hos Embassy-Hill teamet og kørte fire løb for dem og scorede 2 point for sin femteplads det tyske GP på Nürburgring.

Midten af 70´erne var en rodet tid, for mange kørere skiftede plads hele tiden. Antallet af teams var et sted mellem 12 og 18, og til tider var der over 30 biler på banen ad gangen. Graham Hill´s team, Embassy-Hill, lavede sine egne chassis´er, men leverede også til andre teams, blandt andet til Lola-teamet.

Alan Jones, Williams FW07, Long Beach 1980

Da Stommelen kom tilbage til Formel 1, var Alan ude i kulden igen, men han fandt midlertidigt noget at lave i Formel 5000-serien, hvor han vandt to løb. Senere samme år døde Graham Hill og teamet lukkede, hvilket endnu engang forhindrede Jones i at få en fod indenfor Formel 1.

John Surtees, verdensmesteren fra 1964, reddede Alan og hyrede ham til sit team. Det var blandt andet resultatet fra Nürburgring året forinden, som var årsagen. Det blev til syv point i mesterskabet, men Surtees og Jones kunne ikke sammen.

Bilen var heller ikke noget at prale af, for på en god dag var den pinlig langsom. Alan forlod teamet efter sæsonen 1976 sluttede, og tegnede kontrakt med Teddy Yip i USA, hvor Yip deltog i Formel 5000 serien og også USAC-serien.

Skæbnen fik endnu en hovedrolle i Alan´s karriere. Tom Pryce, der kørte for Shadow-teamet, blev dræbt i en tragisk ulykke i det Sydafrikanske GP på Kyalami i 1977. Alan kørte 14 løb for teamet, og klarede opgaven ganske flot.

I Østrig var hans Shadow racer perfekt i balance og en upåklagelig kørsel af Jones gav ham sejren, efter at James Hunt måtte udgå med en eksploderet motor.

I slutningen af 1977-sæsonen, var Alan Jones nummer syv i mesterskabet og havde 22 point. Sejren i Østrig var både Alans og teamets første, men det blev også den eneste for teamet, men Alan var nu blevet opdaget af flere store teams, blandt andet Ferrari og Williams.

Alan Jones

Desværre for Jones, trak Ferrari deres tilbud tilbage og hyrede i stedet Gilles Villeneuve, men han kontaktede Frank Williams og slog til.

Det var en stor chance at tage. Williams-teamet havde været i Formel 1 i næsten ti år, dog under navnet Frank Williams Racing Cars, og de befandt sig i den forkerte ende af feltet.

Der var dog en ting, som var i Williams´ favør: Han havde en samling af de nogle af de bedste folk i branchen, ledet af Patrick Head, og penge fra Saudi Arabien, herunder bin-Laden familien. Jones var imponeret over Frank Williams´ ambitioner og i 1978 stod Head´s kreation, FW06, klar.

Bilen var klart hurtigere end tidligere tiders forsøg, og Jones scorede point på regelmæssig basis. Højdepunktet i 1978 kom, da Alan lå og kæmpede om føringen mod Carlos Reutemann´s Ferrari på Long Beach-banen i USA. Jones havde mange gode starter og gode løb, men FW06´eren var stadig ikke helt oppe på mærkerne.

I 1979 blev Jones kollega med den populære Clay Regazzoni. Patrick Head´s FW07 fik en lidt sløv start på sæsonen, men på Zolder lå Jones i spidsen det meste af løbet. Fra Silverstone-løbet begyndte tingene at gå glat.

Med Jones bag rattet, var der ikke mange der kunne slå FW07´eren, og hans karriere tog for alvor fart. Det blev til fire sejre for Jones og en enkelt til Regazzoni, og de to dominerede den sidste halvdel af sæsonen 1979. Alan sluttede som treer bag begge Ferrarierne.

Alan Jones og Frank Williams. Zolder i Belgien 1980. Jones fik en andenplads efter at have startet fra pole.

1980 var året hvor det hele endelig lykkedes for Alan Jones. Han dominerede årets første løb i Buenos Aires, men til manges overraskelse gik der lang tid før han gjorde noget væsen af sig igen.

Først da man kom til Paul Ricard-banen og Brands Hatch, begyndte han at vinde igen. Små uheld og en dum fejl på Zandvoort fik den unge Nelson Piquet til at øjne en chance, og han rykkede da også tættere på Jones.

Men to yderligere sejre i Montreal og Watkins Glen, sikrede ham sejren med 67 point. Han vandt ligeledes løbet på Jarama, men dette løb blev senere erklæret for ugyldigt i mesterskabssammenhæng.

Alan Jones blev prototypen på en Williams-kører. Frank Williams forklarer: "AJ var en rigtig mand. Og han var altid sjov at være sammen med. Han behøvede aldrig at styrke sig selv mentalt op til et løb, for han var en meget målrettet og skræmmende kører."

"Han behøvede ikke nogen til at holde øje med ham eller holde ham i hånden, og det er sådan det skal være. Det bør ikke være nødvendigt for mig at spørge en kører, om han er glad eller om han trænger til at få skiftet sine underbukser."

Alan Jones, Williams FW07C, Holland 1981

For at blive i den nedre region, så kørte Jones faktisk altid med røde underbukser. Men den ligefremme og modige Aussie, behøvede ikke held, for han vandt sine løb ved at hænge i. Han satte sig et mål og fokuserede på det, indtil det lykkedes for ham.

Engang måtte han køre med en brækket hånd, for han havde få dage forinden, været i værtshusslagsmål. Der var fire mod ham og han vandt slåskampen. Han blev dog kun nummer to i løbet.

Som dreng beskrev han sig selv, som en "irriterende lille møgunge, et dumt svin med et for stort hoved". Som voksen var der stadig ikke glattet helt ud, og han var med vilje politisk ukorrekt. Han stolede ikke på udlændinge og kaldte franskmændene for "frølårsspisere."

Han var lidenskabelig i sin foragt mod kvinders frigørelse og indrømmede, at han nemt kunne betegnes som "et mandschauvinistisk svin."

Han havde svært ved at forsvare sin titel i 1981, og det på trods af, at han faktisk kørte endnu bedre end året før. Ofte var problemerne minimale, men alligevel nok til, at han ikke vandt og måtte oftere udgå.

Alan Jones, Williams FW07C, Long Beach 1981

Buenos Aires, Monaco, Zolder og Hockenheim var frusterende for ham, og især løbet i Monaco. Et problem med brændstofpumpen kostede et 30-sekunders forspring til Villeneuve, som vandt løbet. Ligeledes kom han ofte op at skændes med team-kollega Carlos Reutemann, og sæsonen bød kun på to sejre.

Årets første og sidste løb. Da han sluttede løbet på Monza, meddelte han, at han trak sig tilbage, til "verdens bedste land."

Alan Jones´ statistik er faktisk ganske imponerende. Fra hans første sejr på Silverstone i 1979 til hans sidste i Las Vegas i 1981, førte han 23 ud af 37 løb (62%), han havde seks poles og tolv hurtigste omgange og så han var en kører, som man kunne regne med leverede varen.

Der var også mange teams om buddet. Ikke som i dag, hvor der er to, måske tre teams som kan tage titlen. Ferrari, Brabham, Ligier, Renault, Lotus, Williams og McLaren kunne alle kæmpe med om titlen og kørerne hed Scheckter, Piquet, Prost, Reutemann, Lafitte, Villeneuve, Regazzoni, Pironi, Arnoux, Lauda, Andretti, Hunt og Fittipaldi.

Tilbage i Australien, vandt Jones det australske mesterskab i standardvogne i 1982. Han blev senere på året tilbudt at komme til Ferrari i stedet for Pironi som var blevet skadet, men det var først i 1983 at Arrows kunne lokke ham tilbage til Formel 1.

Alan Jones, Lola-Beatrice THL-1, Belgien 1986

Det blev til et par enkelte løb for Arrows-teamet, og Jones som ikke var i form - "for meget grillmad og for mange øller" - og han tog tilbage for at køre i Australien. Her blev det til enkelte Gruppe C løb for Porsche og Jaguar, men uden de store resultater.

AJ´s andet comeback, var ligeledes ikke særlig succesfuldt. Et nyt amerikansk team med det mundrette navn, Beatrice-Lola-Ford-Cosworth-Haas-Hayes-Mayer-teamet, tilbød Jones en stor sum penge og i 1985 sad han igen i en Formel 1 racer.

Racer er måske så meget sagt, for bilen med Lola-Ford turbo-motor var fabelagtig langsom. Teamet startede langsomt, faldt gradvist tilbage i feltet - selvom det næsten var umuligt at komme længere tilbage - og forsvandt i glemslen i 1986.

Efter sine mindre heldige forsøg på et comeback, trak AJ sig endelig tilbage fra Formel 1 efter 1986, 40 år gammel, og fortsatte med at deltage i standardvogne i Australien. Han er med årene blevet en højt respekteret tv-kommentator og han er en af hovedmændene bag den nye serie, A1GP.

Alan Jones, Lola THL-2, Montreal 1986

Alan Jones var en kører fra den gamle skole, og den sidste af slagsen. I midten af 80´erne blev sporten mere kommerciel og det passede ikke ind i AJ´s stil.

Han besad ikke den flamboyante og udadvendte personlighed, som kunne skaffe millioner af sponsorkroner til et team, men folk i branchen vidste, at han var en af de bedste i sin tid.

Han blev verdens bedste sammen med Williams, og lagde grunden til teamets fremtidige mesterskaber. Ni konstruktørtitler og syv kørertitler er det blevet til. Sidste gang i 1997, hvor Gilles Villeneuve´s søn, Jacques tog titlen foran Michael Schumacher.

Den dag i dag, bliver Williamskørere stadig sammenlignet med Alan Jones.