- Forside
Legender: Jody Scheckter
Verdensmester 1979. Han eksploderede ind på Formel 1 scenen, som en uregerlig, og tilsyneladende desperat kører, hvis evner bag et rat bedst kunne beskrives som farlig for alt og alle omkring ham.
Af: (@bmf1.dk) d. 31/3 2007 klokken 15:03
Han blev berygtet for at være ophavsmanden bag et af Formel 1 historiens største sammenstød, hvilket førte til et krav om, at han aldrig fik lov at køre igen. Men han fik rettet op på det dårlige ry og koncentrerede sit store talent og ambition om at blive verdensmester.
Da han nåede målet med Ferrari, trak han sig lige så hurtigt tilbage som han var kommet.
Jody Scheckter blev født den 29. januar 1950, i East London i Syd Afrika. Hans far var Renault forhandler og unge Jody var i lære der som mekaniker. Han lærte sig selv at køre bil og kendte kun til en hastighed: Speederen i bund. Det var denne attitude der naturligt ledte ham til racerbanen, dog først på motorcykler og senere i biler.
I sit første nationale løb, blev han diskvalificeret fordi han var for farlig på banen. Han lærte dog at kontrollere sit temperament, og begyndte at vinde regelmæssigt.
Jody Scheckter, Tyrrell 006, Monaco 1974
I 1970 vandt han det Sydafrikanske Formel Ford mesterskab og samtidig et Driver of Europe-legat. Med legatet fulgte en check på £300 og to flybilletter til ham og hans hustru, Pam, og nu skulle Scheckter for alvor vise sit værd på alverdens racerbaner og blive verdensmester.
At blive verdensmester var altid hans ultimative mål, men måden han indfriede drømmen på, var i starten oversået med masser af ulykker og de fleste tvivlede på, om han overhovedet ville overleve.
I England blev "The South African Wild Man", hurtigt et navn indenfor Formel Ford og Formel 3. Selvom hans snurreture på banen efterhånden var berygtede, lykkedes det faktisk for Scheckter at vinde flere løb og klarede sig ganske pænt, omstændighederne taget i betragtning.
Mange, især denne skribent, vil nok sammenligne unge Jody Scheckter, med en anden verdensmester, nemlig den første, Nino Farina. Som Farina var Scheckter i stand til at få det bedste ud af en racerbil, ofte med ødelæggende resultater for enten sig selv og/eller modstanderne, men hvor Farina for det meste levede på held, havde Scheckter rent faktisk talentet.
Hans barske ansigtstræk og let stridbare personlighed, matchede hans stædige måde at føre en racer rundt på banen. Med stort, sort krøllet hår og et karakteristisk lidt truende blik, var han fortaler for at sige hvad han mente og havde samtidig et hidsigt temperament.
Jody Scheckter, Tyrrell 007, Holland 1975
Men hans hurtighed var der ingen tvivl om. Hans kontrol over en bil, når han fik kontrol, altså, var genial. Talent-spejdere mente, at Scheckter var en upoleret diamant, der bare skulle have det rigtige udstyr og så ville han blive Formel 1 verdensmester.
Han kom i hvert fald et skridt nærmere, da McLaren gav ham en prøvetur op til det amerikanske Grand Prix i 1972. Et udramatisk løb for den unge sydafrikaner.
For sæsonen 1973, lavede han en aftale med McLaren om at køre forskellige løb i den tredje bil. Sheckter var lige begyndt sin karriere som Formel 1 kører, men allerede i starten af sæsonen 1973 var han på alles læber. Og det var ikke på grund af hans køreevner, for de lod stadig noget tilbage at tænke.
I det franske Grand Prix imponerede han, da han tog føringen fra start. Men en senere kollision med den regerende verdensmester Emerson Fittipaldi, fik ham ned på jorden igen.
Jody Scheckter, Tyrrell P34, Monaco 1976
Scheckter´s McLaren slog saltomortaler og crashede, og Fittipaldi var rasende. Denne vildmand var en fare for sig selv og alle andre og han hørte ikke til i Formel 1, rasede brasilianeren.
Der var allerede dukket anti-fans op mod Jody Scheckter, og det blev synligt hvorfor, i det næste løb på Silverstone.
Jody havde kvalificeret sig som nummer seks på gridden, ganske imponerende, og var hurtigt firer rundt i de første sving.
Ulykken skete i det hurtige Woodcote sving lige før start/mål-langsiden, hvor 28 biler forsøgte at klemme sig sammen med 250 kilometer i timen. Scheckter mistede kontrollen over bilen, spandt rundt midt i feltet af tætkørende biler og ramte cement-barrieren ved pitten.
Scheckter kravlede hurtigt ud af det rygende vrag, uden en skramme, men kaoset fortsatte lidt endnu. Vragstumper fløj gennemluften der var tæt af røg og støv.
Jody Scheckter, Tyrrell P34, Monaco 1976
Ind i mellem kunne man skimte en bil flyve gennem luften, da føreren ikke kunne se gennem den tætte sky, der dækkede et stort område. Den eneste der led en slem personskade, var Andrea de Adamich, der kørte for Surtees.
Hans ben var brækket. Otte biler var totalt ødelagt og flere var blevet gjort ukampdygtige. På en enkelt omgang, var feltet halveret og Jody Scheckter fik skylden for uheldet, der stadig betegnes som den værste i sportens historie.
I dagene efter uheldet, var GPDA, Grand Prix Drivers Association, kørernes fagforening, ude med riven. De krævede at Jody fik frataget sin ret til at deltage. Der skulle rulle hoveder, og det var Jody Scheckters.
Men det lykkedes for McLaren, at gyde olie på vandene, da de lovede at sætte Scheckter´s karriere på "pause".
Da Jody kom tilbage efter sin lille ferie, var det tid til det Canadiske Grand Prix, hvor han nærmest symbolsk kørte ind i Francois Cevert´s Tyrrell, og endte løbet for dem begge.
Jody Scheckter, Walter Wolf Racing WR3, Monaco 1977
Tyrrell var, på trods af den kedelige situation i Canada, villige til at skrive kontrakt med Scheckter, så han kunne erstatte Jackie Stewart, den tre-dobbelte verdensmester der havde valgt at trække sig tilbage og stadig være på toppen, og blive kollega med Francois Cevert.
Desværre nåede de to kørere aldrig at deltage i løb sammen. Det næste løb på kalenderen for 1974, var også det sidste. Cevert var ved at deltage i træningen op til det amerikanske Grand Prix på Watkins Glen, da han mistede kontrollen i en svær højre-venstre kurve, kaldet "broen".
Cevert blev kastet ind i den modsatte barriere og var dræbt på stedet. Jody var den første på stedet, og det han så den dag, gjorde et enorm indtryk på ham.
Noget der ændrede hele hans fremtidige race-karriere. "Fra da af, forsøgte jeg bare at holde mig i live i Formel 1," sagde Scheckter.
Ken Tyrrell hjalp ham med at glatte de ujævne træk ud, og med at gøre ham til en mere sikker kører. Tyrrell insisterede på, at Scheckter stoppede med at lave fejl og se at få taget sig sammen og vinde løb.
Jody Scheckter, Walter Wolf Racing WR5, Monaco 1978
Sin aggression havde han stadig, men med Tyrrell´s vagtsomme øje og en ny frygt for døden, lykkedes det for ham, at ende som samlet treer i 1974.
Jody blev sammen med Tyrrell i yderligere to sæsoner, men følte sig stadig mere frustreret over den manglende hurtighed og de udeblivende resultater. Han skiftede til det nye Wolf Team i 1977, vandt det første løb i sæsonen, det argentinske, og endte sæsonen på en andenplads efter Niki Lauda.
Scheckter havde en skuffende sæson i 1978, hvor han sluttede samlet som nummer syv. Wolf´en var ikke hurtig eller pålidelig nok, og han var allerede begyndt at drømme om Ferrari.
Han behøvede ikke at vente så længe, for efter ´78 sæsonen, skrev Enzo Ferrari gladeligt under, for som han sagde: "Han er en fighter, der ikke bruger al krudtet i starten, men fordeler energien jævnligt over hele løbet." Jody var også blevet en mere moden kører, og det var nok en stor del af grunden til, at Ferrari ville have ham.
Jody blev teamkollega med den legendariske Gilles Villeneuve. De blev gode venner og trivedes i en venlig rivalisering, der resulterede i tre sejre hver.
Jody Scheckter, Ferrari 312T4, Belgien 1979
På grund af sine nye respekt for døden, kørte Jody i 1979 sikkert og kalkulerende. han samlede stille og roligt de point sammen han kunne, mens Gilles´ metode var at køre så hurtigt som muligt, med speederen klistret til gulvet.
Resultatet udeblev ikke. På grund af hans noget konservative kørestil, kunne Jody Scheckter i 1979 kåres som verdensmester.
"Denne Scheckter," sagde Ferrari, "har vist sig som en klog koordinator af sine egne evner og potentiale, en mand der planlægger tingene med det endelige resultat i sigte, eller også er det sikkerheden der bekymrer ham, jeg er ikke sikker."
Jody havde opnået det han ville: At blive verdens bedste racerkører. Der var ikke mere for ham at opnå, ingen mål der ikke var blevet indfriet.
Han fuldførte sæsonen 1980 hos Ferrari, hvor han sluttede på en skuffende 19. plads med kun to point i bagagen. I en alder af 30 år, trak han sig tilbage fra Formel 1.
Jody Scheckter (Ferrari 312T5) ved Italiens Grand Prix 1980 på Imola
Scheckter var den sidste Ferrari-kører der vandt et kører-mesterskab indtil 2000, hvor Michael Schumacher gjorde ham kunsten efter, 21 år senere.
Jody Scheckter startede FATS, Firearms Trainins Systems, et firma der specialiserede sig i at udvile systemer til at uddanne militær-personale, politi og sikkerhedsvagter.
Med stor succes, solgte han firmaet og brugte nogle af de mange millioner på, at hjælpe to af sine sønner, Tomas og Toby, med deres respektive racer karrierer.
Idag er Jody Scheckter en økologisk landmand i England og efter alt at dømme en lykkelig mand.
Da han nåede målet med Ferrari, trak han sig lige så hurtigt tilbage som han var kommet.
Jody Scheckter blev født den 29. januar 1950, i East London i Syd Afrika. Hans far var Renault forhandler og unge Jody var i lære der som mekaniker. Han lærte sig selv at køre bil og kendte kun til en hastighed: Speederen i bund. Det var denne attitude der naturligt ledte ham til racerbanen, dog først på motorcykler og senere i biler.
I sit første nationale løb, blev han diskvalificeret fordi han var for farlig på banen. Han lærte dog at kontrollere sit temperament, og begyndte at vinde regelmæssigt.
I 1970 vandt han det Sydafrikanske Formel Ford mesterskab og samtidig et Driver of Europe-legat. Med legatet fulgte en check på £300 og to flybilletter til ham og hans hustru, Pam, og nu skulle Scheckter for alvor vise sit værd på alverdens racerbaner og blive verdensmester.
At blive verdensmester var altid hans ultimative mål, men måden han indfriede drømmen på, var i starten oversået med masser af ulykker og de fleste tvivlede på, om han overhovedet ville overleve.
I England blev "The South African Wild Man", hurtigt et navn indenfor Formel Ford og Formel 3. Selvom hans snurreture på banen efterhånden var berygtede, lykkedes det faktisk for Scheckter at vinde flere løb og klarede sig ganske pænt, omstændighederne taget i betragtning.
Mange, især denne skribent, vil nok sammenligne unge Jody Scheckter, med en anden verdensmester, nemlig den første, Nino Farina. Som Farina var Scheckter i stand til at få det bedste ud af en racerbil, ofte med ødelæggende resultater for enten sig selv og/eller modstanderne, men hvor Farina for det meste levede på held, havde Scheckter rent faktisk talentet.
Hans barske ansigtstræk og let stridbare personlighed, matchede hans stædige måde at føre en racer rundt på banen. Med stort, sort krøllet hår og et karakteristisk lidt truende blik, var han fortaler for at sige hvad han mente og havde samtidig et hidsigt temperament.
Men hans hurtighed var der ingen tvivl om. Hans kontrol over en bil, når han fik kontrol, altså, var genial. Talent-spejdere mente, at Scheckter var en upoleret diamant, der bare skulle have det rigtige udstyr og så ville han blive Formel 1 verdensmester.
Han kom i hvert fald et skridt nærmere, da McLaren gav ham en prøvetur op til det amerikanske Grand Prix i 1972. Et udramatisk løb for den unge sydafrikaner.
For sæsonen 1973, lavede han en aftale med McLaren om at køre forskellige løb i den tredje bil. Sheckter var lige begyndt sin karriere som Formel 1 kører, men allerede i starten af sæsonen 1973 var han på alles læber. Og det var ikke på grund af hans køreevner, for de lod stadig noget tilbage at tænke.
I det franske Grand Prix imponerede han, da han tog føringen fra start. Men en senere kollision med den regerende verdensmester Emerson Fittipaldi, fik ham ned på jorden igen.
Scheckter´s McLaren slog saltomortaler og crashede, og Fittipaldi var rasende. Denne vildmand var en fare for sig selv og alle andre og han hørte ikke til i Formel 1, rasede brasilianeren.
Der var allerede dukket anti-fans op mod Jody Scheckter, og det blev synligt hvorfor, i det næste løb på Silverstone.
Jody havde kvalificeret sig som nummer seks på gridden, ganske imponerende, og var hurtigt firer rundt i de første sving.
Ulykken skete i det hurtige Woodcote sving lige før start/mål-langsiden, hvor 28 biler forsøgte at klemme sig sammen med 250 kilometer i timen. Scheckter mistede kontrollen over bilen, spandt rundt midt i feltet af tætkørende biler og ramte cement-barrieren ved pitten.
Scheckter kravlede hurtigt ud af det rygende vrag, uden en skramme, men kaoset fortsatte lidt endnu. Vragstumper fløj gennemluften der var tæt af røg og støv.
Ind i mellem kunne man skimte en bil flyve gennem luften, da føreren ikke kunne se gennem den tætte sky, der dækkede et stort område. Den eneste der led en slem personskade, var Andrea de Adamich, der kørte for Surtees.
Hans ben var brækket. Otte biler var totalt ødelagt og flere var blevet gjort ukampdygtige. På en enkelt omgang, var feltet halveret og Jody Scheckter fik skylden for uheldet, der stadig betegnes som den værste i sportens historie.
I dagene efter uheldet, var GPDA, Grand Prix Drivers Association, kørernes fagforening, ude med riven. De krævede at Jody fik frataget sin ret til at deltage. Der skulle rulle hoveder, og det var Jody Scheckters.
Men det lykkedes for McLaren, at gyde olie på vandene, da de lovede at sætte Scheckter´s karriere på "pause".
Da Jody kom tilbage efter sin lille ferie, var det tid til det Canadiske Grand Prix, hvor han nærmest symbolsk kørte ind i Francois Cevert´s Tyrrell, og endte løbet for dem begge.
Tyrrell var, på trods af den kedelige situation i Canada, villige til at skrive kontrakt med Scheckter, så han kunne erstatte Jackie Stewart, den tre-dobbelte verdensmester der havde valgt at trække sig tilbage og stadig være på toppen, og blive kollega med Francois Cevert.
Desværre nåede de to kørere aldrig at deltage i løb sammen. Det næste løb på kalenderen for 1974, var også det sidste. Cevert var ved at deltage i træningen op til det amerikanske Grand Prix på Watkins Glen, da han mistede kontrollen i en svær højre-venstre kurve, kaldet "broen".
Cevert blev kastet ind i den modsatte barriere og var dræbt på stedet. Jody var den første på stedet, og det han så den dag, gjorde et enorm indtryk på ham.
Noget der ændrede hele hans fremtidige race-karriere. "Fra da af, forsøgte jeg bare at holde mig i live i Formel 1," sagde Scheckter.
Ken Tyrrell hjalp ham med at glatte de ujævne træk ud, og med at gøre ham til en mere sikker kører. Tyrrell insisterede på, at Scheckter stoppede med at lave fejl og se at få taget sig sammen og vinde løb.
Sin aggression havde han stadig, men med Tyrrell´s vagtsomme øje og en ny frygt for døden, lykkedes det for ham, at ende som samlet treer i 1974.
Jody blev sammen med Tyrrell i yderligere to sæsoner, men følte sig stadig mere frustreret over den manglende hurtighed og de udeblivende resultater. Han skiftede til det nye Wolf Team i 1977, vandt det første løb i sæsonen, det argentinske, og endte sæsonen på en andenplads efter Niki Lauda.
Scheckter havde en skuffende sæson i 1978, hvor han sluttede samlet som nummer syv. Wolf´en var ikke hurtig eller pålidelig nok, og han var allerede begyndt at drømme om Ferrari.
Han behøvede ikke at vente så længe, for efter ´78 sæsonen, skrev Enzo Ferrari gladeligt under, for som han sagde: "Han er en fighter, der ikke bruger al krudtet i starten, men fordeler energien jævnligt over hele løbet." Jody var også blevet en mere moden kører, og det var nok en stor del af grunden til, at Ferrari ville have ham.
Jody blev teamkollega med den legendariske Gilles Villeneuve. De blev gode venner og trivedes i en venlig rivalisering, der resulterede i tre sejre hver.
På grund af sine nye respekt for døden, kørte Jody i 1979 sikkert og kalkulerende. han samlede stille og roligt de point sammen han kunne, mens Gilles´ metode var at køre så hurtigt som muligt, med speederen klistret til gulvet.
Resultatet udeblev ikke. På grund af hans noget konservative kørestil, kunne Jody Scheckter i 1979 kåres som verdensmester.
"Denne Scheckter," sagde Ferrari, "har vist sig som en klog koordinator af sine egne evner og potentiale, en mand der planlægger tingene med det endelige resultat i sigte, eller også er det sikkerheden der bekymrer ham, jeg er ikke sikker."
Jody havde opnået det han ville: At blive verdens bedste racerkører. Der var ikke mere for ham at opnå, ingen mål der ikke var blevet indfriet.
Han fuldførte sæsonen 1980 hos Ferrari, hvor han sluttede på en skuffende 19. plads med kun to point i bagagen. I en alder af 30 år, trak han sig tilbage fra Formel 1.
Scheckter var den sidste Ferrari-kører der vandt et kører-mesterskab indtil 2000, hvor Michael Schumacher gjorde ham kunsten efter, 21 år senere.
Jody Scheckter startede FATS, Firearms Trainins Systems, et firma der specialiserede sig i at udvile systemer til at uddanne militær-personale, politi og sikkerhedsvagter.
Med stor succes, solgte han firmaet og brugte nogle af de mange millioner på, at hjælpe to af sine sønner, Tomas og Toby, med deres respektive racer karrierer.
Idag er Jody Scheckter en økologisk landmand i England og efter alt at dømme en lykkelig mand.