Han kendte ikke til frygt, var dybt fokuseret og havde kun et mål: At blive verdensmester i motorsportens kongeklasse.
I en tid hvor Formel 1 handlede om en lille udvalgt skare af helte, der havde en enorm appetit for race og en kæmpe vilje til at sejre, var Rindt en absolut ener. Han udviste en speciel vovehalse-stil, ikke ulig den store Farina, noget der både var umådeligt spændende at iagttage, men også frygteligt skræmmende.
Få kørere kastede sig ud i spillet med en sådan energi og få har nogensinde nået op til Rindt´s status som en stor personlighed. Et udpræget konkurrence menneske og en resolut uafhængighedsfølelse kendetegnede ham. Få havde samme vilde tiltrækningskraft som han.
Jochen Rindt, Cooper T81, Monaco 1966
Karl Jochen Rindt blev født den 18. april 1942, i Mainz i Tyskland. Hans forældre blev dræbt af de allieredes bombninger, da han var blot et år gammel. Han blev sendt til Graz i Østrig, hvor han blev opfostret af sine bedsteforældre. Hans skolegang var udmærket, men ikke noget at bide særligt mærke i.
Efter skolen kom han til familiens firma, som importerede krydderier, men han ville gerne køre racerløb. Han var en stædig ung mand, som var fuldt opsat på at sætte sig op mod alle autoriteter, og han fandt hele tiden på nye og mere spændende måder, at få afløb for sine ønsker om fart og konkurrence. Jo farligere, jo bedre.
Han var en dygtig skiløber, men han brækkede alligevel flere lemmer, fordi han hele tiden søgte nye fartgrænser og udfordringer. Da han skiftede skiene ud med hestekræfter, først på knallert og siden en motorcykel, så var det enten en sejr eller en brækket knogle, der var resultatet.
På landevejene kørte han ofte rundt i smadrekasser, helst Folkevogne, og skræmte alt og alle, tit med det resultat, at politiet udmærket kendte til den unge vovehals. Hans rebelske facon fik ham smidt ud af indtil flere prominente privatskoler, og hans bedsteforældre, især hans bedstefar som var en anerkendt sagfører, frygtede for Karl´s fremtid.
Jochen Rindt, Cooper Car Co T86, Nürburgring 1967
Jochen, som han hellere ville kaldes, optrådte altid med et bevidst usoigneret udseende, og havde en personlighed der antog en skarp karakter. Han gik i slidte sko og bandt dem med snor.
Hans flade boksernæse, som han var født med, samt hans korte og kontante måde at svare på, gjorde ham intimiderende. Han var så selvsikker, at han næsten var arrogant, og han var ekstrem ambitiøs. Dette var en mand der udmærket vidste hvad han ville.
Rindt´s store forbillede og helt var den tyske greve, Wolfgang von Trips. Den legendariske Ferrari-kører døde i 1961 på Monza, men dette afskrækkede ikke den kun 19-årige Rindt. Tværtimod ansporede det hans entusiasme, for motorsporten.
Han begyndte at deltage i saloon-løb i 1962, hvor han var succesfuld, men kørte galt så ofte, at selv en kat ville være løbet tør for liv. Ofte endte han på hospitalet, men dette styrkede ham bare og gjorde ham endnu mere fokuseret.
Jochen Rindt, Brabham BT26, Holland 1968
I 1963 kørte han en sløv Cooper i Formel Junior serien, men klarede sig forbløffende godt, hvilket året efter fik Ford i Østrig til at støtte ham og hans nyligt indkøbte Formel 2 Brabham. han gjorde sig bemærket i to løb i Formel 2 serien, som toer på Mallory Park og som vinder på Crystal Palace, hans andet løb i karrieren.
Den britiske presse var ekstatiske og kunne rapportere, at "en ukendt østriger" havde slået den berømte Graham Hill. Andre journalister bed mærke i den specielle kørestil, som blev Rindt´s varemærke."Hans bil kørte sidelæns gennem hele løbet. Den kørte gennem kurverne i helt utrolige vinkler og så hele tiden ud til at ville skride ud."
Rindt blev manden der skulle slås, i den intense kamp om mesterskabet i Formel 2. I 1965 havde Cooper fået øje på den unge mand og baseret på sine resultater fra Formel 2 serien, kom Rindt til at være kollega med Bruce McLaren.
Kontrakten lød på tre år, men det var hurtigt tydeligt for enhver, at Cooper-bilerne ikke var hurtige nok. Alligevel lykkedes det for Rindt at hive en fjerdeplads hjem i det tyske GP og en sjetteplads i det amerikanske.
Jochen Rindt, Brabham BT26, Belgien 1968
Kørere i denne periode, supplerede ofte deres indtægt ved at deltage i andre klasser, blandt andet Formel 2. Rindt startede et samarbejde med Roy Winkelmanns privat-ejede Brabham-team, hvor han vandt i Pau og Vallelunga og blev treer i Rei.
Han var allerede en nationalhelt i Østrig og da han vandt Tyrol GP i en Abarth 2000, cementerede han sin status. Han deltog også i et 1.000 kilometers løb på Nürburgring, hvor han blev treer, og vandt Le Mans i en Ferrari 250LM.
Jochen Rindt, Lotus 49B, Italien 1969
Jochen blev midlertidig førstekører, da McLaren forlod teamet for at danne sit eget team og indtil John Surtees kom til. han og Surtees var konstant fremme i feltet og endte ofte på podiet, på trods af at bilerne ikke var særligt hurtige. Dette siger mere om kørerne Rindt og Surtees.
Rindt blev hos Cooper i yderligere to sæsoner og en enkelt hos Brabham, og blev ved med at udnytte materielet maksimalt. Ofte var han fuldstændig ude af kontrol på banen og var direkte livsfarlig, såvel for sig selv som andre, og han anerkendte det da også. da han blev spurgt, hvor ofte han kørte over grænsen, lød svaret: "Jeg vidste ikke, jeg havde kørt indenfor grænsen."
Jochen Rindt, Lotus 72C 1970
Den dristige østriger, der eksemplificerede den populære opfattelse af hvordan en racerkører skulle være, blev en berømthed blandt fansene og fotograferne, og han leverede varen hver gang han satte sig i bilen. I 1967 blev den populære kører gift med den billedskønne fotomodel Nina Lincoln.
I 1969 skrev Rindt kontrakt med Chapmans Lotus-team og blev kollega med den legendariske Graham Hill, som var den regerende verdensmester. Det blev dog hurtigt klart, at Rindt konstant var hurtigere end sin ´førstekører´, men Lotus-bilerne var lige så skrøbelige som de var hurtige.
I det spanske GP førte Jochen Rindt på Montjuich Park, da hans høje bagvinge kollapsede og fløj ind i Hill´s bil, som havde lidt den samme skæbne få omgange før. Hill var uskadt, men Jochen blev ramt i hovedet da vragdelene fløj omkring ham, og han brækkede sin kæbe.
Jochen Rindt, Tyskland 1970
Her efter blev Rindt en meget offentlig kritiker af Chapmans biler, og kaldte dem upålidelige og usikre. Han modificerede dog sine udtalelser, da sejren endelig kom i det amerikanske GP på Watkins Glen. Sejren var dog bitter, for hans team-kollega Hill, var tidligere blevet slynget ud af sin bil i et forfærdeligt uheld og brækkede begge ben. Efter løbet var Rindt nu holdets førstekører.
Den første sejr i 1970, den største i hans korte karriere, kom i Monaco i et vanvittig spændende løb. Bilen var en gammel Lotus 49, og det var tydeligt for alle, at der ikke ville komme en sejr her. Rindt lå som nummer fem i lang tid, faktisk detmeste af løbet, men det ændrede sig snart.
Efterhånden som løbet skred frem, begyndte der at ske uheld oppe foran og flere biler led enten af mekaniske problemer eller direkte kørerfejl på den berømte og krævende bane. Snart var Rindt toer og 15 sekunder bag Jack Brabham, som kørte i en af sine egne biler.
Nu satte Rindt foden på speederen. Han kunne smage sejren og med nogle manøvrer der efterlod et måbende publikum - og de andre kørere - lykkedes det ham at hente ind på Brabham.
Jochen Rindt, Lotus 72C, Clermont-Ferrand 1970
Hurtigere og hurtigere gik det rundt i de snævre gader, og banerekorden blev smadret flere gange. Faktisk kørte Rindt så hurtigt, at han på et tidspunkt havde været hele to sekunder hurtigere, end den hurtigste kvalifikationstid. Men tiden var ved at rinde ud for Rindt. Hvis han skulle angribe skulle det være nu.
For veteranen Brabham var det et skrækkeligt syn at se den vilde og ustyrlige Rindt i spejlene. Med en omgang tilbage, var Brabham ved at indhente Piers Courage med en omgang, og besluttede at dykke indenom i de Tomaso kurven, den sidste før start/mål. Dette gjorde, at Brabham kom for langt ud i kurven og ramte barrieren. Rindt strøg forbi og tog sejren i sit største løb nogensinde.
Den hårde og utilnærmelige skal knækkede, da Fyrst Rainier og Prinsesse Grace overrakte ham vindertrofæet. Jochen Rindt, denne mytiske og tillukkede mand, stod og græd som en pisket. Dette var i sandhed kulminationen af alle hans kræfter.
Jochen Rindt, Lotus 49, Race of Champions 1970
Få uger senere græd han tårer, men denne gang for sine venner og kolleger, Bruce McLaren og Piers Courage, der begge havde mistet livet. Han havde besluttet at trække sig tilbage efter sæsonen 1970 sluttede, dels fordi hans hustru Nina havde født ham en datter, Natasha, dels for at starte en sportsforretning. Glæden ved sporten var forsvundet, mente han.
Alligevel kørte han stærkt som aldrig før, og vandt fire løb i træk, det hollandske - hvor Courage døde - franske, britiske og tyske GP.
Presset på Rindt´s skuldre var enormt. Han var manden der skulle føre Lotus til sejr, nu hvor det var klart, at Hill havde lagt sine bedste år bag sig. Han tog til Monza for at vinde verdensmesterskabet. Bestemt ikke en formsag, men Rindt førte stillingen.
Jochen Rindt(tv) og Colin Chapman(th). Englands GP 1970
Den 5. september 1970. Sidste time. Monza. Parabolica. Navnet alene udstråler djævelskab. Halvanden time inde i lørdagens frie træning, skrider Rindt´s Lotus pludselig og den drejer skarpt til venstre. Den pløjer ind gennem barrieren og kastes tilbage på banen. Fronten er helt væk. Jochen Rindt blev løftet ud af bilen af officials, men om han allerede var død, vides ikke. Han blev officielt erklæret død i ambulancen på vej til hospitalet.
Jacky Ickz havde stadig en chance for at vinde titlen, men da Fittipaldis Lotus 72 slog begge Ferrarier, var det en realitet: Formel 1 havde fået sin første, og forhåbentlig sidste, posthume verdensmester.
Den følgende november overrakte Jackie Stewart vindertrofæet til Jochen Rindt´s hustru, Nina, i en mindehøjtidelighed over Jochen Rindt
The author of this article would like to thank Mr. Walitsch for his kind contribution. Please visit this page: www.jochen-rindt.at