80’ernes 179’er og dødsulykke
Autodelta videreudviklede Alfa Romeo 179 til sæsonen i 1980.
Bruno Giacomelli var allerede med på holdet, og Patrick Depailler kom til fra Ligier. Bilen forbedrede sig i løbet af sæsonen, men tingene sluttede, da Patrick Depailler mistede herredømmet over sin racer under test på Hockenheim-ring i Ostkurve med 280 km/t på grund af fejl på et hjulophæng.
Ulykken forårsagede dødelige hovedskader, da køretøjet ramte barrieren: Alfa Romeo’en kurrede langs toppen af beskyttelsesskinnen adskillige hundrede meter, før den vendte sig på hovedet.
Depailler døde i denne tragiske ulykke, og det betød praktisk talt slutningen på sæsonen for Alfa Romeo, selvom Giacomelli sluttede femte på Hockenheim 9 dage senere.
Sæsonen 1980 slutter med en 11 plads og 4 point.
I 1981 var året, der skulle være vendepunktet: Endelig var 179 konkurrencedygtig.
Mario Andretti blev første kører og teamet fik en god sponsor: Marlboro.
Masser af penge var nu til rådighed for Alfa-teamet. Motoren var en ny V12 med en anden boring og slaglængde, samt en øget effekt på 525 hk.
Alt var lagt op til sejr, men: Så kom der en dramatisk begivenhed, der var værre end et koldt brusebad for teamet. For at begrænse virkningen af suge effekten (ground effect), blev glidende sideskørter forbudt.
Herved blev den ellers lovende TIPO 179F ubrugelig fra ét øjeblik til det næste. Det bedste resultat var Giacomellis tredje plads i Las Vegas, mens Mario Andretti ikke engang sluttede sæsonen.
Sæsonen slutter med en 9. plads i konstruktørmesterskabet og kun 10 point i alt.
Clasic Alfa Romeo
Copyright Alfa Romeo
Mario Andretti forlod holdet i 1982 og blev erstattet af Andrea de Cesaris, som var i stand til at overbevise Marlboro om at forblive som hovedsponsor.
Gerard Ducarouge, der tidligere havde gjort Ligier-holdet til en vinder, blev tilknyttet Alfa Romeo som tekniker.
Igen var sæsonen ikke en succes, da 182-bilerne bare ikke var pålidelige.
De Cesaris blev alligevel den yngste mand nogensinde at tage pole position på Long Beach Grand Prix. De Cesaris var også kun den anden Alfa Romeo-kører, der lykkedes at starte fra pole siden 1952.
De Cesaris førte de første omgange af løbet, indtil han mistede et gear, mens han var ved at overhale en langsommere bil.
Han forulykkede senere i femte sving, midtvejs i løbet, da han ramte Long Beachs uforsonlige betonvægge.
De Cesaris var uskadt, men flammer stod ud af bagenden på hans Alfa Romeo, da han klatrede ud af sit smadrede cockpit.
Det blev også til en podieplads i Monte Carlo og point i Canada.
I slutningen af sæsonen besluttede Alfa-præsident Ettore Massacesi at konstruktionen af chassiset skulle tages væk fra Autodelta og gives til Paolo Pavanellos Euroracing-team i en ny fabrik i Senago.
Sæsonen 1982 slutter de på en 10 plads med 7 point
De sidste år for Alfa Romeo i F1
For sæsonen 1983 blev det Euroracing (et Italiensk racing team) der tog over.
Marlboro fortsatte som sponsor, og de Cesaris blev hos holdet. Giacomelli flyttede til Toleman og blev erstattet af Euroracings Mauro Baldi.
183T var en opdateret 182 udstyret med Alfa Romeo V8 turbomotor og udstyret med en flad bund ifølge de nye regler. Denne bils pålidelighed var bedre, men nu var brændstofforbruget for højt, og effekten på 640 hk var mindre end BMW, Renault og Ferraris 850.
Disse sidste to kæmpede for titlen det år, men det lykkedes de Cesaris at slutte andenpladsen i Tyskland.
Holdet gjorde det godt og de Cesaris scorede endnu en anden plads i Syd Afrika.
Tidligt i sæsonen blev Ducarouge fyret og gjort til syndebuk for en hændelse, hvor holdet blev taget i at køre med en tom ildslukker. Hans plads som teknisk direktør blev erstattet af Luigi Marmiroli. Mario Tolentino blev chefdesigner.
Sæsonen 1983 slutter de på en 6 plads med 18 point
Alfa Romeo Clasic Tipo 179
Copyright Alfa Romeo
Euroracing Alfa Romeo havde brug for en ny sponsor for 1984. Marlboro stoppede med udgangen af 1983 - de havde fået nok.
Det italienske Benetton tog til sidst over, og to nye kørere kom også til holdet; Ricardo Patrese og Eddie Cheever.
Det oprindelige design af bilen blev lavet af Gerard Ducarouge, men han blev fyret fra Alfa-teamet ganske hurtigt efter og gik til Lotus. Det blev Luigi Marmirolli der færdig gjorde bilen og 184T var den allerførste Formel 1 ræser, hvor monocoquen også var karosseriet.
V8 twin turbo-motoren blev yderligere forbedret af Carlo Chiti og viste sig at være ret tørstig og upålidelig i løbet af sæsonen. En sæson, der gik ganske godt faktisk, med point opnået i flere løb.
Patrese sluttede treer på Monza, dels fordi hans holdkammerat pludselig løb tør for brændstof, da han lå på tredje pladsen.
Sæsonen 1984 slutter de på en 8 plads med 11 point
Alfa Romeo Sauber F1 præsenteret i Milano
Copyright Sauber F1
Ikke et enkelt point blev det til i 1985 med de samme to kørere, og FIAT overtog Alfa Romeo. Den nye 185T motor var ikke succes, og de vendte tilbage til 184T, som de modificerede.
Da Alfa Romeo blev overtaget af FIAT blev det besluttet, at kun Ferrari skulle repræsentere firmaet i F1.
Carlo Chiti havde i mellemtiden begyndt at arbejde på sin Motori Moderni-motor hos Minardi.
Mellem 1983 og 1988 blev Alfa hovedleverandør for det italienske Osella team; først leverede de normale indsugnings motorer og derefter turboladede.
Alfa gav endda teknisk input til det lille hold, hvorfor nogle Osella-chassis 'var baseret på Milanese-mærket;
Men i 1988 det sidste år med turbomotorer, havde Alfa Romeo fået nok af al den negative reklame, som disse ikke-konkurrencedygtige Osella ræsere genererede og forbød holdet at gøre brug af Alfa's navn med øjeblikkelig virkning.
Motorerne blev derfor kaldt 'Osella V8' fra det øjeblik og fremad.
Samarbejdet stoppede med udgangen af 1988 og Alfa Romeo forlod formel 1 fuldstændig.
Nu er de så tilbage igen for én gang for alle at vende deres skæbne til sejr. For god ordens skyld får I her en oversigt over Alfas tid i F1:
Alfa Romeo som team
År |
Team navn |
Bil |
Motor |
Kørere |
Point |
Placering |
1950 |
Alfa Romeo S.p.A |
158 |
158 1.5 L8s |
Juan Manuel Fangio
Giuseppe Farina
Luigi Fagioli
Reg Parnell
Piero Taruffi
Consalvo Sanesi |
|
|
1951 |
Alfa Romeo S.p.A |
158 |
158 1.5 L8s |
Juan Manuel Fangio
Giuseppe Farina
Luigi Fagioli
Felice Bonetto
Toulo de Graffenried
Consalvo Sanesi
Paul Pietsch |
|
|
1979 |
Autodelta |
177
179 |
115-12 3.0 F12 1260 3.0 V12 |
Bruno Giacomelli
Vittorio Brambilla |
0 |
|
1980 |
Marlboro Team Alfa Romeo |
179 |
1260 3.0 V12 |
Patrick Depailler
Vittorio Brambilla
Andrea de Cesaris
Bruno Giacomelli |
4 |
11 |
1981 |
Marlboro Team Alfa Romeo |
179B
179C
179D |
1260 3.0 V12 |
Mario Andretti
Bruno Giacomelli |
10 |
9 |
1982 |
Marlboro Team Alfa Romeo |
179D
182 |
1260 3.0 V12 |
Andrea de Cesaris
Bruno Giacomelli |
7 |
10 |
1983 |
Marlboro Team Alfa Romeo |
183T |
890T 1.5 V8t |
Andrea de Cesaris
Mauro Baldi |
18 |
6 |
1984 |
Benetton Team Alfa Romeo |
184T |
890T 1.5 V8t |
Riccardo Patrese
Eddie Cheever |
11 |
8 |
1985 |
Benetton Team Alfa Romeo |
185T
184TB |
890T 1.5 V8t |
Riccardo Patres
Eddie Cheever |
0 |
|
Alfa Romeo som motorleverandør
Team/Konstruktør |
Sæson |
Antal GP sejre |
De Tomaso |
1961 |
|
LDS |
1962-63
1965 |
0 |
Cooper |
1962 |
0 |
McLaren |
1970 |
0 |
Brabham |
1976-79 |
2 |
Osella |
1983-87 |
0 |