Der har længe været spekulationer om, hvem der skulle overtage det ledige sæde hos Williams i 2020.
Listen har (uofficielt) bestået af f.eks. én kører som Nico Hülkenberg, som med mange års erfaring, ville være et stærkt kort til at drive teamet væk fra bagtroppen.
Bag i kulissen har der også spøget en ung mand fra Canada på listen. Nu er det endelig blevet officielt, at det blev den 24-årige racerkører Nicholas Latifi, der skal køre for teamet i 2020.
“Hvorfor dog det”? kan det være du spørger. BMF1 vil prøve at give dig svaret.
Latifi har længe været en del af motorsportsverdenen, og canadieren startede sin professionelle gokart-karriere helt tilbage i 2009, som 13-årig.
Det er relativt sent - i motorsports sammenhæng - først at starte sin professionelle karriere i den alder. Men ikke desto mindre, tog det hurtigt fart for den hurtige canadier.
Allerede i 2012 tog Latifi sit første skridt videre fra gokart, og kørte sin første sæson i den italienske Formel 3 serie. Her sluttede han sæsonen på syvendepladsen.
Til trods for syv år i forskellige motorsportsserier, så har Latifi aldrig vundet nogle af de serier han har deltaget i.
Dermed ikke sagt, at han ikke kan brilliere, ligesom dette års rookie Alexander Albon - som har samme manglende resultater på motorsports-CVét fra sin tid i kategorierne under F1.
I 2013 blev der skruet heftigt op for aktiviteten, og Nicholas Latifi dystede i ikke mindre end tre forskellige motorsportsserier. Den Europæiske F3-serie (15. plads), den Britiske F3-serie (5. plads), samt ‘Toyota Racing Series' (9. plads).
Her blev det til to pole-positions og én enkelt tur på podiet - ud af 56 løb.
I 2015 tog Latifi sit første spæde skridt mod F2-serien (der hed GP2 dengang), og her kørte han otte løb for MP Motorsport.
I 2016 var canadieren klar til sin første fulde sæson i GP2, hvor han skulle køre for det anerkendte DAMS-team.
Latifi lagde hårdt ud i 2016-sæsonen, og sluttede på podiet i sit allerførste løb for teamet. Det blev så også det sidste podie han hev hjem i den sæson, og han sluttede på en 16. plads i mesterskabet.
Det var også i 2016-sæsonen, at Latifi fik foden indenfor i Formel 1-verdenen, da han blev hyret som testkører for Renault.
I 2017-sæsonen kørte Latifi de præcis samme ting som året før: GP2 (nu F2), og testkører for Renault.
Her blev det til lidt mere konkurrencedygtige resultater, da han tog én enkelt sejr, havde 4 hurtigste omgange, og stod på podiet hele 9 gange (ud af 21 løb).
Årsagen til det lave antal sejre kan skyldes, at det var i 2017-sæsonen hvor Charles Leclerc dominerede F2-klassen, og slog flere rekorder (flest sejre, flest pole-positions).
Formel 2 fungerer som rugeklasse til Formel 1. Derfor mener de fleste, at når man har kørt over to sæsoner - uden at komme videre til kongeklassen - så burde man rykke videre til andre klasser.
Men det syntes Latifi ikke. Så han nappede et år mere i 2018 (og sluttede på en ottendeplads).
Testkørerrollen hos Renault blev byttet ud med en tjans hos Force India (nu Racing Point) i 2018, og han fik masser af kilometer bag rattet, ved fem forskellige træningssessioner i løbet af sæsonen.
Nicholas Latifi testkører for Force India
Copyright Force Inda
2019-sæsonen er (nok) en af de mest spændende sæsoner for canadieren. Han kører stadigvæk i F2 for DAMS, forskellen er bare, at han i år har kæmpet med om mesterskabet.
Latifi ligger nu på andenpladsen, inden de to sidste løb i Abu Dhabi. Førstepladsen er for langt væk at kunne nå, så planen er at forsvare andenpladsen mod italienske Luca Ghiotto.
Med fire sejre, og syv ture på podiet, virker det til at den kommende Williams F1-kører, er faldet til bag rattet af formel-biler.
Canadieren blev også tilknyttet Williams-teamet, som test- og reservekører i 2019-sæsonen. Her har han fået mange km bag rattet af Williams-raceren.
I alt er det blevet til en god håndfuld FP1, div. testdage, samt timevis af kørsler i teamets simulator (for at hjælpe med udviklingen af bilen).
Én ung canadisk F1-kører, med en meget rig far der ejer ét F1-team. Lyder det bekendt? Ja, men forskellen er bare, at nu er der to af dem.
Racing Point-køreren Lance Strolls far (Lawrence) ejer Racing Point.
Latifis far (Michael) er tilfældigvis også en canadisk forretningsmand, som i 2018 blev medejer af ét Formel 1-team.
Michael investerede £200 mio. i McLaren-teamet tilbage i 2018. Dog var det aldrig på tegnebrættet, at Latifi Jr. skulle køre for teamet. Michael valgte at bruge penge som en investering.
Der er ikke nogen tvivl om, at Latifi medbringer massere af canadiske dollars til Williams-teamet for at køre der. Men om dét er årsagen, eller om Williams kan se noget fantastisk i dataene, vides af gode grunde ikke.
Men én ting er sikkert, det er ihvertfald ikke antallet af trofæer på kaminhylden der har gjort ham interessant for F1-holdene igennem tiden. Derfor skal det nok blive interessant at se, om den unge racerkører overrasker hele feltet i 2020.