Herbert siger sin mening om Verstappen

Efter en del tumult omkring den nu fyrede FIA-steward Johnny Herbert, siger briten nu sin ærlige mening om Max Verstappen.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/3 2025 klokken 18:03

Efter i det meste af 2024-sæsonen at have været under konstant bombardement for bias omkring verdensmesteren Max Verstappen, valgte FIA at fyre den tidligere Formel 1-kører fra jobbet som steward ved løbene.

Årsagen til den vedholdende kritik af stewarden var, at Herbert efter løbene altid var meget åbenmundet og tydeligt gav sin mening til kende omkring Verstappens kørestil.

Åbenmundetheden kom også til udtryk, når han skulle forsvare de straffe, som ramte Red Bull-køreren undervejs i sæsonen, hvilket fik Jos Verstappen, verdensmesterens far, op i det højrøde felt, hvor han beskyldte Herbert for at være forudindtaget og farvet, når regelbogen skulle fortolkes.

Herbert sammen med Allan Haslund, BMF1.dkHerbert sammen med Allan Haslund, BMF1.dk
Copyright Bil Magasinet BMF1


Nu, hvor jobbet som steward er røget, melder Herbert sin mening ud om Max Verstappen i et interview med mediet CasinoApps.com.

"Max har kørt mange omgange, og han vil altid være med i opløbet, fordi han for mig er den bedste kører på gridden i øjeblikket. Det er op til alle andre at ændre på det."

I interviewet bliver Herbert også spurgt, hvilken kører, der vil kæmpe hårdest med den regerende verdensmester om 2025-pokalen.

Max Verstappen, Lando Norris og Charles Leclerc. Qatars GP 2024GPMax Verstappen, Lando Norris og Charles Leclerc. Qatars GP 2024GP
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images


"Jeg går efter Lando," sagde Herbert.

"Han har kniven mellem tænderne. Han har lært meget af sin kamp mod Max. Jeg tror, han har lært, hvad han skal gøre for at slå ham."

"Men han skal være meget, meget forsigtig med sin holdkammerat, for jeg tror også, at Oscar vil være med i kampen."

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.