Om Ferrari har tilbudt Adrian Newey et job, finder vi næppe ud af, men Newey selv afviser, at han skulle være på vej til det italienske hold, der har så mange penge men mindst lige så mange problemer.
Ferrari skulle angiveligt have tilbudt Adrian Newey en årsløn på intet mindre end 180 millioner kroner.
Da Newey blev spurgt ind til rygtet op til Monacos Formel 1 Grand Prix, afviste han pure, at det har noget på sig.
”Jeg forbliver engageret overfor Red Bull i al den tid, jeg kan se frem,” kom det tørt fra aerodynamikguruen.
Adrian Newey er god til at tænke ud af boksen, hvilket Ferrari mangler Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Pressen er altid på jagt efter rygter, og der var da også en anden journalist, der valgte at stille Sebastian Vettel spørgsmålet om, hvorvidt han ønskede, at Newey ville blive hos Red Bull, hvortil verdensmesteren svarede:
”Red Bull er ikke et en-mands-band, men det er da klart at Adrian er en af holdets nøglepersoner.”
”Det vil være forkert at give ham al æren for vores succes, hvilket han helt sikkert også selv vil sige, men vi er glade for ham på vores hold, så selvfølgelig vil vi gerne beholde ham,” kom det uddybende fra Vettel.
”Når alt kommer til alt, er det bare en historie der florerer. Hvor meget der er sandt i den, finder vi måske ud af, måske ikke,” sluttede Sebastian Vettel.