Det startede så godt med Kevin Magnussen og Jenson Button på podiet i Australien (sidstnævnte dog først efter diskvalifikation af Red Bulls Daniel Ricciardo), men siden er det nærmest gået den modsatte vej. Som situationen er nu, sidder McLaren fast i hængedyndet i et meget tæt midterfelt, hvor teamet ikke har set skyggen af points siden marts.
Ifølge Button skal årsagen bl.a. findes hos teamets danske kører, Kevin Magnussen.
”Vi gør det simpelthen ikke godt nok, det gør vi virkelig ikke,” udtaler en tydeligt frustreret Button til britiske BBC.
Der er koldt på toppen. Her ses Kevin Magnussen og Jenson Button. Copyright McLaren Media
Ifølge 2009-verdensmesteren betaler teamet nu prisen for at hyre en uerfaren rookie i skikkelse af Kevin Magnussen.
”Det gør det vanskeligere, det er der ingen grund til at fortie,” siger Button. ”Kevin er uerfaren, og selv om han lærer hurtigt, mangler der stadig én eller to tiendedele fra ham, så vi får ikke så meget information og erfaring, som vi burde.”
Kevin Magnussen. Copyright McLaren Media
Buttons frustrerede udtalelser om teamkammeraten Kevin Magnussen er ikke gået upåagtet hen i de britiske, sociale medier, og der er drøje hug til den ellers imødekommende og populære kører.
Således skriver læserne på Sky Sports forum bl.a. (oversat fra engelsk):
”Mike”: Hvis McLarens næse var lige så lav som JB’s kommentarer, ville de i det mindste have en chance.
”emmanuel”: Nu ser vi virkelig Jenson Buttons sande jeg. Han har ingen ide om at udvikle en bil… han brokkede sig ligeså meget i sin tid hos BAR. Han aner ikke, hvordan man sætter en bil op… og nu placerer han skylden på en uerfaren teamkammerat.
”e”: Hvis Jenson beskylder Kevin for resultaterne, hvorfor kunne han så kun med nød og næppe slutte lige foran ham i Spanien?
”craig”: Jenson Button har rekorden for flest kørte omgange på Catalunya-banen, og alligevel har han brug for input fra en teenage rookie. Hvor må det være patetisk for McLaren at høre deres førende kører tale på den måde.
”steve-53”: Hvad nu hvis JB havde Maldonado som teamkammerat? Jeg er helt sikker på, at Kmag bliver god næste år i McLaren Honda.
”ben”: Jeg har svært ved at tro, at JB skulle have sagt dette. Han skal huske, hvordan det var for ham selv at være yngste mand i F1, især efter K-Mag selv har rost ham.
”ademk”: Det er vel nok svært, når man ikke bliver båret af sin teamkammerat. Skam dig Jenson, at du bebrejder en rookie for teamets fejl.
”catty”: Nu er han i gang med at få teamet over på sin side, ligesom han gjorde med Perez, som han heller ikke ønskede skulle få succes. Dette ved jeg fra insiders hos McLaren. Selvfølgelig er en rookie uerfaren.
”don”: Jenson Button er uden skam i livet at tale ned til sin makker på den måde i fuld offentlighed på den mest skamfulde måde. Nøjagtigt det samme gjorde han med Perez. Ron Dennis må stoppe dette NU.
”mrhappy”: JB, tag dig sammen, kom ud af din offerrolle og kæmp i stedet for at pege fingre af din rookie teamkammerat. 2-3 omgange mere, og Kevin havde fanget og overhalet dig.
”grimreaper”: Jenson, træk dig tilbage og giv sædet til en anden kører… du skader McLarens ansatte negativt.
Hermed slut på kommentarerne.
Interessant nok viser analyser fra løbet i Spanien, at Kevin var hurtigere end Button over den samlede distance.
Hvad er dine kommentarer til Buttons udtalelser?