Dr. Helmut Marko fra Red Bull har hele ugen kommenteret, at Mercedes bilerne er markant hurtigere end de andre i feltet.
Det har tidligere været rygtet, at Mercedes kører med flere hestekræfter end de andre, og at det er derfor, forskellen i performance er så stor. Andre har antydet, at Petronas, som leverer brændstof til Mercedes, er skylden til de skjulte kræfter.
Det ternede flag til Lewis Hamilton. Copyright Daimler Benz
Mercedes' bestyrelsesformand Niki Lauda svarer kontant igen.
”Hvordan kan folk rent faktisk vide det? Svaret er jo simpelt. Ingen ved, hvor mange hestekræfter motorerne producerer, ikke Mercedes, ikke Renault og heller ikke Ferrari.
Selv ved vi kun knapt, hvad vores biler yder, og vi kender slet ikke forskellene til de andre teams. Det eneste vi kan, er at sammenligne ud fra de GPS signaler vi får tilbage, men det er ude på banen.
De målinger vi får tilbage, afhænger både af om dækkene, aerodynamikken og meget andet virker optimalt. Vi kan altså ikke ud fra de signaler vi får tilbage, svare på, hvor mange hestekræfter der ydes,” afslutter Niki Lauda interviewet.