Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 13/4 2014 klokken 17:04
I sidste uge blev det annonceret, at det nyanlagte budgetloft, der var planlagt til at skulle gælde fra 2015, slet ikke når at blive iværksat, da flere teams nu har meldt ud, at de trækker sig fra aftalen.
FIAs strategiske gruppe, der består af Red Bull, Ferrari, Mercedes, Williams, McLaren og Lotus, har angiveligt meddelt Jean Todt, at han ikke længere skal forvente opbakning fra gruppen.
Stilstanden fører nu til, at FIA og Bernie Ecclestone har udtrykt ønske om et møde med de førnævnte teams, så der sammen kan findes en løsning.
"FIA, den kommercielle rettighedshaver (Commercial Rights Holder. red.), og alle F1 teams har fornylig bekræftet deres forpligtelse til at arbejde på en omkostningsreduktion," skriver FIA i en pressemeddelelse.
"FIA præsident, Jean Todt, og CRH, Bernie Ecclestone, vil arrangere et møde med alle de berørte teams den 1. maj 2014, efterfulgt af et møde med den strategiske gruppe, for at præcisere midlerne til at opnå en betydelig reduktion af omkostningerne."