Ricciardo: Jeg har hvad der skal til

Daniel Ricciardo mener selv, at han er klar til at sætte sig i Red Bull raceren til næste sæson, og at han har, hvad det kræver for at køre ved siden af Sebastian Vettel.

Daniel Ricciardo . Copyright Getty Images/Toro Rosso

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 1/9 2013 klokken 10:09

Som man har kunnet læse her på BMF1, var det ventet, at Red Bull ville annoncere Torro Rossos Daniel Ricciardo til at overtage sin landsmand Mark Webbers sæde. Det skete dog som bekendt ikke, men Mark Webber kom i et interview med Channel 10 til så godt som at bekræfte, at Ricciardo fra næste år fortsat ville sikre deltagelse fra Australien i kongeklassen.

Nu er der imidlertid kommet et mindre problem for australieren. Han måler 1.78 m. og vejer 66 kg. Det er i og for sig ikke svært at have med at gøre. Kigger man lidt nærmere på Ricciardos hofteparti, melder problemet sig. For os der har set en Red Bull racer så ved vi, at Adrian Newey er glad for meget kompakte racere, og det skulle angiveligt være netop cockpitet, der kan skabe lidt småproblemer for australieren når han hopper i raceren til næste år.

Selv udtaler Ricciardo:

"Jeg har brede hofter. Det har ikke noget med min bagdel at gøre. Jeg tror det er genetisk. Selv da jeg skrev under for Torro Rosso var vi nødt til at lave ekstra sædetests og specielt af mine hofter, da vi var nødt til at gøre den del af cockpitet dét bredere, så jeg ikke endte med at sidde ovenpå selve kulfiberen," udtaler han til Daily Telegraph.

"Men ja, jeg har hørt at Adrian Newey er glad for små racerbiler, men jeg kan ikke gøre meget ved det. Selvom jeg gik på en streng diæt ville mine hofter ikke blive mindre," pointerer australieren.

Vender man blikket mod næste år, er selvtilliden dog ikke til at tage fejl af. Ricciardo er klar, også selvom det er overfor den tredobbelte verdensmester Sebastian Vettel.

"Jeg er helt klar over, at hvis jeg får muligheden for at køre ræs mod Vettel, så bliver det ikke let. Men jeg ville elske at få muligheden for at vise,, at jeg har hvad det kræver for at blande mig med de store drenge. Hvis det skulle ske at jeg falder igennem, så kan jeg i det mindste sige at jeg prøvede," slutter Ricciardo.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bliver Massa endnu et år? Ingen udmelding på Monza »