Bruno Senna, Williams-Renault 2012. Copyright Williams F1
2012 bliver det tredje år Bruno Senna vil være at finde som løbskører i Formel 1. Nevøen til den tidligere tredobbelte verdensmester, Ayrton Senna, er langsomt ved at finde sin plads i Formel 1. I år skal den brasilianske kører forsøge at sikre fremgang hos Williams F1, der efter et skuffende 2011 har behov for point og resultater.
Bruno Senna kom sent i gang med karrieren som racerkører og første gang vi hørte noget til den da unge kører var i 2004, da Formel BMW UK-serien gav debuten i international racing. Det blev til seks point ud af seks løb, men det var nok til, at Raikkonen Robertson Racing skrev kontrakt med ham til et angreb på det britiske F3-mesterskab.
Bruno Senna
Copyright Williams F1
Her kørte han i 2005 og 2006, hvor han sluttede treer til Mike Conway i F3-mesterskabet i 2006 med fem sejre og tre pole positions. En af modstanderne var danske, men desværre afdøde, Christian Bakkerud. Efter to år i britisk F3 og tre sejre ud af fire mulige i F3 Supportløbet til Australiens GP 2006 var det tid til at avancere til GP2-klassen.
2007 kørte Bruno for Arden International, hvor det blev til en enkelt sejr i hovedløbet i Barcelona og yderligere to podieplaceringer, men også med flere fejl til, at det blev til et prangende resultat. En ottendeplads i det samlede mesterskab var dog nok til, at iSport signede ham til 2008-sæsonen.
Hos iSport blev det til en andenplads i det samlede mesterskab med to sejre i hovedløbet i Monaco og sprintløbet i England. Med 64 point var det kun Georgio Pantano der var bedre, og belønningen skulle komme senere på året, hvor der ventede en Formel 1-test for Honda Racing F1.
Bruno Senna testede for Honda sidst i 2008.
Copyright Honda Racing F1
Længe lå det i luften, at Bruno Senna skulle afløse Rubens Barrichello og bringe Senna-navnet tilbage i Formel 1 efter 15 år, så det var en stor skuffelse da Honda trak sig ud af Formel 1 og solgte holdet til teknisk chef Ross Brawn. Det så ud til, at Formel 1 ikke længere var en mulighed, og i skuffelse over dette begyndte brasilianeren at kigge på nye udfordringer.
Mercedes tilbød Bruno Senna en test i deres DTM-racer, og samtidig testede Bruno for Oreca-holdet i den europæiske Le Mans-serie. En ny sæson i GP2 kunne ikke komme på tale, så det blev Oreca der blev den nye arbejdsplads i 2009. Her blev det til to podieplaceringer og en debut i 24-timersløbet på Le Mans.
Formel 1-drømmen var dog ikke til at fjerne, så da Campos Meta1 i 2009 blev godkendt som deltager i 2010 F1-mesterskabet var Bruno Senna hurtig. Han skrev kontrakt med Adrian Campos, men de næste par måneder blev ikke gode for brasilianeren. Campos Meta1 kunne ikke få tingene til at hænge sammen, og da det så allermørkest ud valgte spanieren Jose Ramon Carabante at opkøbe holdet og omdøbe det Hispania Racing F1.
Bruno Senna fik lov at fortsætte og indiske Karun Chandhok blev hyret som andenkører. De to kørere kendte hinanden særdeles godt, da de var holdkammerater hos iSport i GP2 i 2008.
Bruno Senna i HRT-raceren fik sin F1-debut i Bahrain 2010.
Copyright Bridgestone Motorsport
Problemer med etableringen af Hispania Racing F1 gjorde, at holdet mødte stort set uforberedte op til sæsonstarten i Bahrain. Midt på sæsonen blev Bruno sat på sidelinien. Den ene dag var han på besøg hos Cosworth, den næste dag sad japaneren Sakon Yamamoto i bilen. Løbet efter sad Bruno Senna igen i bilen, men denne gang var det holdkammeraten Karun Chandhok, der sad på sidelinien.
Den brasiliaske kører blev i sædet resten af sæsonen, hvor han nåede at have Karun Chandhok, Sakon Yamamoto og Christian Klien som holdkammerater, men det lå også klart, at Hispania Racing havde behov for nogle sponsorstærke kørere, så Bruno Senna måtte i 2011 tage til takke med en testkørerrolle hos Lotus Renault F1.
På trods af at holdets førstekører Robert Kubica blev alvorligt skadet før sæsonstarten, så var det rutinerede Nick Heidfeld, der fik sædet fremfor køreren som egentlig havde rollen som reservekører. Heldigvis for Bruno så leverede Nick Heidfeld ikke de resultater som Renault forventede, så i Ungarn fik Bruno fredagsdebut i den første frie træning.
Bruno Senna blev Lotus Renault F1-kører i Belgien.
Copyright Michael Ewert
Ved det næste løb i Belgien var Bruno Senna blevet forfremmet som løbskører, og startede med at kvalificere sig bedre end kollegaen Vitaly Petrov og løbet efter i Italien på højfartsbanen Monza blev den første pointplacering sikret. Herefter begyndte det at gå ned ad bakke, da holdet ikke formåede at udvikle sig nok og Bruno begyndte at stille sig tilfreds med sekundære startplaceringer.
Da Kimi Raikkonen skrev kontrakt med Lotus (som holdet hedder i 2012, red.) begyndte det at se svært ud for Bruno for at få en fortsættelse. Vitaly Petrov havde en kontrakt for 2012, men også han fik ikke fornyet sit sæde. Den plads snuppede Romain Grosjean, der vender tilbage som løbskører efter sin mislykkede debut for holdet i 2009.
Heldigvis for Bruno havde han nogle sponsorstærke personer i baggrunden, så i år skal han køre for Williams-Renault som afløser for Rubens Barrichello. Køreren som han var tiltænkt at overtage for hos Honda i 2009. Holdkammeraten hedder Pastor Maldonado, og den unge sydamerikanske duo skal forsøge at bringe Williams frem i feltet.
Bruno Senna
Copyright Williams F1
Bruno Senna havde et on/off-år i 2012. Velvidende kontrakten kun var etårig var der ikke råd til de store fejl i sæsonen. Det gjorde det ikke nemmere at Bruno måtte overlade sin bil til finnen Valtteri Bottas i 15 af årets fredagstræninger. Det gav mindre tid til at sætte bilen rigtigt op, og det kunne ses på banen.
Der var ikke den samme tiltro eller fart i bilen, som hos kollegaen Pastor Maldonado, og det sås oftest i kvalifikationerne, hvor startplaceringen generelt var dårligere. Det gør det sværere at komme i pointene, når man skal igennem feltet, men stabil kørsel sikrede holdet regelmæssige point.
Bruno Senna i Singapore.
Copyright Williams F1
Alligvel endte Bruno Senna med færre point end kollegaen, og blev alligevel sorteper i kørertabellen for 2013, hvor Williams valgte at udskifte Bruno Senna med finnen Valtteri Bottas. Sæderne er få i Formel 1, og det ser ikke ud til, at der bliver plads til Ayrton Sennas nevø i 2013.