Softwarefejl i en vindtunnel og efterfølgende problemer med at rette fejlen og få 2011-modellen tilbage på nogenlunde omgangshøjde med de nærmeste konkurrenter har givet den stejlende hingst mere end grå hår i manken, og teamet har derfor kun været en skygge af sig selv i den netop afsluttede sæson.
En af konsekvenserne udmøntede sig i, at det tog Ferrari F150 en halv eftermiddag at få varme i dækkene og dermed tilstrækkelig fart i bilen, men på det tidspunkt var McLaren ofte, og Red Bull i særdeleshed, allerede nået til champagnen.
Ferrari F150 har ikke fungeret optimalt i 2011. Her er det Felipe Massa. Copyright Ferrari Media
Men nu skal det være slut, ser mottoet ud til at være, og signalerne fra Maranello er klare som nyfabrikeret smøreolie: man vil have en vinderbil, hvormed det aerodynamiske design kommer til at spille en stor rolle – og til at skabe dette ønsker man ingen ringere end Red Bulls mirakelmager, chefdesigneren, eller Chief Technical Officer, Adrian Newey.
I parentes bemærket afhænger ønskedrømmen dog af, at Newey også har lyst til at søge nye udfordringer udenfor Red Bull, hvor han har været drivkraften bag 27 sejre, 2 kørerverdensmesterskaber og 2 konstruktørmesterskaber – alt sammen på blot 3 år.
Men også italienere har lov at drømme.
Ferraris teamchef, Stefano Domenicali, har udtalt, at han nøje vil overvåge situationen, såfremt Newey nogensinde skulle blive jobsøgende, og at Red Bulls placering i fronten af F1-feltet med al tydelighed viser, hvor vigtig en person chefdesigneren er.
Adrian Newey har haft god grund til at være glad de seneste tre år.
"Det synes jeg, at Adrian Newey på fantastisk vis har demonstreret i de sidste par år," siger Domenicali til Sky Sports News. "Men hvad han vil gøre i fremtiden, ja, det må vi se."
Ferraris præsident, Luca di Montezemolo, har også givet sin mening til kende, men mener dog, at en eventuel rekruttering af Newey ikke er så nem endda, fordi hans kone tidligere har været temmelig uvillig til at flytte til Italien, et land hun åbenbart ikke har særlig positive tanker om.
"Jeg har fuld tillid til vores tekniske personale," er Montezemolo citeret af La Gazzetta dello Sport for at sige." Og desuden, det møde jeg havde med ham (Newey, red.) i 1997 var ikke just positivt. Hans hustrus mening om Italien var, at det nærmest er en eller anden form for uland.”
”Men hvis han står til rådighed igen, og ikke mindst hvis hans opfattelse af vores land skulle ændre sig, så hvorfor ikke?"