Italiens GP – Dagen derpå

Et løb som indeholdt alt det vi kan bede om i et tørvejrsløb, inklusive et stort uheld i starten. Alligevel sidder denne skribent med en halvskuffet følelse i maven.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 12/9 2011 klokken 17:09

Monza er ikke uden grund et Mekka for Formel 1-fans. Naturligvis vil alle Ferrari-fans elske denne italienske hjemmebane for det hæderskronede hold, men der er mere i det end det.

Banen er så ultimativ i sine krav til bilens balance ved lav downforce, samt ikke mindst i sine krav om en høj topfart på de mange højhastighedsstrækninger, et krav der gik hen og blev en forbandelse for Lewis Hamilton gennem det meste af løbet.

Sebastian Vettel tog sejren Copyright Michael Ewert

Når jeg i indledningen skriver at jeg sidder med en halvskuffet følelse i maven, hænger det i høj grad sammen med McLaren, og især Lewis Hamilton. At se Sebastian Vettel vinde er efterhånden blevet en selvfølge af den type, som truede den almene Formel 1-interesse da Michael Schumacher løb med den ene sejr efter den anden: Dengang var alle andre reduceret til at spille andenviolin.

Intet ondt om Vettel, men det er bare sjovere, når resultatet ikke er givet på forhånd.

Netop her havde mange, inklusiv Lewis Hamilton, sat sin lid til at tingene ville være anderledes på Monza, men sådan blev det ikke. Vettel mistede ganske vidst starten til en aggressiv og flot kørende Alonso, som viste sine Tifosis på stedet, at han ikke sad i en Ferrari ved en tilfældighed, men da Vettel tog placeringen tilbage, var løbet dybest set overstået hvad kampen om 1. pladsen angår.

Hamilton havde ikke topfart til at passere Schumacher, og i svingene blokerede den gamle mester på en måde som vi skal år tilbage for at se ham gøre ligeså bravt. Bevares, McLaren og løbsledelsen var mindre imponerede, men Hamilton selv har efterfølgende ikke sagt noget, og med god grund, da han ofte ikke selv er meget bedre.

Jenson Button Copyright Michael Ewert

På den anden side var det dejligt at se Button lave endnu en tur op gennem feltet, som efterhånden har vist sig meget, meget god til, men Vettel i front kunne han altså ikke nå.

Webber i den anden Red Bull gjorde igen sit bedste for at degradere sig selv til decideret andenkører. Jeg siger ikke at han var specielt skyldig i sammenstødet med Massa, men at køre for hurtigt rundt uden at have styr på sin afbrækkede frontvinge er bare dumt, og endte altså også med en exit i indkørslen til Parabolica, hvor man næsten kunne se aftrykket efter Fisichellas tur på samme sted i 2008 endnu.

Da jeg er opdraget til at være høflig, vil jeg ikke komme for meget ind på Virgin og HRT. De mangler meget, og vil næppe nå at spille en rolle i midterfeltet i 2011 eller 2012. Lotus er derimod mere interessante at følge, da de reelt har gjort fremskridt, og Tony Fernandes har bedyret at de skal være med fremme i midterfeltet i 2012, hvis ikke der skal rulle hoveder fra holdet. Det sagt, har han netop forlænget kontrakten med Jarno Trulli.

Jarno Trulli Copyright Team Lotus

Sauber og Williams ligner også nogen der skal hjem og gøre hjemmearbejdet lidt bedre. Stabilitet er nødvendig for at gennemføre, og fart er nødvendig for at score point. Begge hold mangler i nogen grad begge dele.

Ferrari viste ikke meget i træningerne, men det har vi set før. At de ikke kunne følge med Vettel var de ikke ene om, men alt i alt fik begge kørerne de maksimale ud af bilerne, om end Massa igen var mere uheldig end Alonso.

Mercedes havde satset på 2 forskellige strategier til løbet, og undertegnede havde set meget frem til at se hvad Rosberg kunne få ud af at starte på hårde dæk, men en HRT på afveje afsluttede Rosbergs løb i den første chikane.

Schumacher derimod kæmpede flot mod Hamilton og viste sine gamle talenter til at køre på (regel)grænsen, indtil Ross Brawn høfligt bad ham om at efterlade plads nok på banen til andre biler. Hamiltons frustration over både sæsonen, men især over at ligge bag Schumacher i det meste af løbet, kan man vel egentligt godt sætte sig ind i.

Michael Schumacher Copyright Daimler-Benz

Til afslutning kommer jeg her med en totalt subjektiv hot/not-liste, som jeg inviterer alle til at være uenig i, og gerne lave deres egen i kommentarerne nedenfor.

HOT
Monzabanen: Stemningen er fænomenal og banen byder på noget helt specielt.

Jenson Button: Kørte igen et flot løb af den type hvor vi elsker ham mest.

Red Bull: Formåede igen at lave en racer der efterlod konkurrenterne måbende.

NOT
Virgin racing: Formåede igen at vise intet. HRT er med på denne rang, men to biler der ikke når at køre én omgang kan ikke bedømmes særskilt.

McLaren: Havde på forhånd bilen og manden til at slå Vettel i denne weekend, og fik absolut for lidt ud af det.

Mark Webber: Det er måske nemt at sige fra sofaen, men det uheld der smed ham ud af løbet var han kun selv skyld i. Det var for dumt.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Team Lotus forlænger med Trulli Christian Bakkerud død »