Den tidligere danske racerkører, Christian Bakkerud, er død efter et biluheld i Wimbledon, England i lørdags. Uheldet, som der ikke er kommet så mange oplysninger om, gav Christian svære hjerneskader, og så lukkede kroppen ned.
En tragisk hændelse for det, der en overgang så ud til at være Danmarks bedste bud på en ny Formel 1-kører. Med en fortid som løbsvinder i Formel BMW UK og Tyskland, og løbsvinder for Carlin i det britiske F3-mesterskab i 2006 (det år hvor Bruno Senna blev nummer to).
Christian Bakkerud i GP2 hovedløbet i Barcelona 2008.
Copyright Michael Ewert
I 2007 rykkede Christian op i GP2, hvor han stillede til start for David Price Racing, og i 2008 kørte han nogle løb for SuperNova. Undervejs pådrog han sig en rygskade efter et uheld i et racerløb. Det betød, at Bakkerud trak sig fra GP2, da ryggen ikke kunne klare de kraftige belastninger GP2-racerne gav.
2009 tørnede han så ud for Audi, hvor han kørte i en to år gammel Audi for Futurecom-teamet i DTM-klassen. Samtidig stillede Christian til start for selvsamme team på Le Mans i Audis R10-model. Efter Le Mans 2010 trak Christian sig fra motorsporten for at fokusere på en stilling som importmanager i shippingfirma.
Christan Bakkerud på Hockenheim 2009.
Copyright Motioncompany
Indtil lørdag aften hvor skæbnen ville, at Christian var involveret i et biluheld til han udåndede på den triste dato ”9-Eleven”.
Christian Bakkerud var en sympatisk kører, vellidt af alle. Det er man heller ikke i tvivl om, hvis man f.eks. læser indlæg på Facebook eller nogle af de pressemeddelelser, som f.eks. Audi har udsendt.
Vores tanker går til Christians familie og venner.