En F1 jomfrus turbeskrivelse

Det er ikke nemt at vente på det næste GP – især ikke efter en lang sommerpause. Mht. det netop afsluttede GP i Belgien var ventetiden dog om muligt endnu mere uoverkommelig end normalt. Her følger beretningen om min første tur til et F1 GP.

Lea og hendes bedre halvdel på vejen ned mod Spa . Copyright Lea Anna Petersen

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 30/8 2011 klokken 15:08

Som F1 jomfru er der mange ting, som man ikke er klar over, inden man kommer af sted til den pågældende bane (i dette tilfælde Spa). Nogle ting er åbenlyse såsom at man skal huske ørepropper, billetter og tandbørsten, mens der er andre ting, som man først for alvor bliver klar over, når man står dernede.

I den følgende del af denne beskedne turbeskrivelse, vil jeg derfor kort (eller det er måske så meget sagt) komme med mine bedste tips til de læsere, som sidder derude og overvejer at tage til Spa til næste sæson.

Spatip nr. 1: gør det!

Tag af sted!

Spatip nr. 2: vær beredt!

Spejderne bruger det i flæng, men det gør ikke talemåden mindre relevant af den grund. Især ikke når turen går til den klassiske bane i Belgien, der foruden alle sine sving og høje teknikalitet, også er kendt for at være en magnet for regnvejr. Denne weekend var da heller ingen undtagelse, hvad mængden af regn angår, hvis man da lige ser bort fra søndagen, som overraskende holdt tørt.

Hamilton under Kvalifikationen på Spa 2011

Lea i regnslag/telt på Spa 2011

Summa summarum er, at man altid skal regne med regn på Spa, så gå endelig ikke ned på anti-regn udstyr! Gummi/vandrestøvler, regntøj og paraply er must haves.

Spatip nr. 3: désolé, mais ce que le diable est-ce qu'ils disent?!

Er du også ét stort spørgsmålstegn? Undgå at ligne en krog med en bolle under, når du kommer ned til banen. Det eneste du skal gøre er, at lære fransk/flamsk. Ovenstående sætning betyder noget i retningen af ”Undskyld, men hvad dælen er det de siger?!”, og det tænker man altså mere end én gang, hvis ikke ens sprogøre er trænet ud i den franske sprogstamme.

Rundt på hele banen er der naturligvis højtalere, og ud igennem dem vil man konstant kunne høre veloplagte kommentatorer, som giver deres besyv til, at man får alt med. Desværre er det kun en brøkdel af disse oplysninger, som bliver overbragt på engelsk, så derfor vil mit Spatip nr. 2 altså være, at man skal lære sproget inden. Eller invester i en Fanvision.

Spatip nr. 4: træn ben- og ballemuskler inden afrejse.

Du vil fortryde det, hvis ikke du sørger for at få ovenstående ind i dit skema op til et løb på Spa. Den legendariske bane ligger nemlig i de naturskønne Ardenner-bjergene, og selvom de langt fra er de højeste i verden, så er de altså høje nok til, at man godt kan blive forpustet af at gå rundt på banen (det blev jeg naturligvis ikke!).

Udsigt udover Spa fra et af banens højeste punkter

Lea på skråningen ved sving 10

Den store niveauforskel på banen – over 90 meter fra det højeste til det laveste punkt – er dog også med til at gøre Spa til en ekstra interessant bane, og man har et rigtig godt udsyn, selv fra ståpladserne. Vi stod/sad det meste af tiden på en skråning ved sving 10, og det var ikke så ringe endda!

Spatip nr. 5: nyd det!

Starten på Belgiens Gp 2011

Lea efter Hamiltons uheld under løbet

Vettel og Webber i champagnerus efter sejr på Spa

Uden sammenligning det vigtigste tip af dem alle! Weekendens GP i Belgien var som tidligere nævnt i klummen her, mit allerførste live Formel 1 GP, og sikken et af slagsen! Der var spænding fra start af, massevis af overhalinger og godt drama. Alligevel kan jeg ikke undertrykke min skuffelse over først og fremmest at Hamilton udgik, og dernæst at Vettel endnu engang vandt, og dermed tog endnu mere af spændingen fra resten af sæsonen. Øvsen bøvsen.

Lea på banen efter løbet 2011

Paul di Restas racer køres væk efter hans uheld

Alt i alt var det uanset hvad en kæmpe stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er sikker på, at min første oplevelse med live Formel 1 så absolut ikke bliver den sidste!
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Circuit of the Americas måske tæt på konkurs Belgiens GP – Dagen Derpå »