Circuit of the Americas måske tæt på konkurs

Hvis de tiltagende rygter taler sandt, er byggearbejdet på den nye bane Circuit of the Americas i Austin, Texas, stoppet. Ifølge lokale kilder er betalingerne til entreprenørerne udeblevet i flere måneder.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 29/8 2011 klokken 19:08

Med en stort anlagt PR-offensiv, sammen med Red Bull Racing, har den kommende racerbane Circuit of the Americas (COTA) i Austin, Texas, haft de store markedsføringstrommer fremme, og trommehvirvlerne har været høje. Nu ser der imidlertid ud til at være kommet texansk ørkensand i maskineriet.

Således skriver Austin-avisen American Statesman, at avisen har modtaget adskillige anonyme telefonopkald, som påstår, at arbejdet på den kommende Formel 1-bane er blevet stoppet.

”Et af opkaldene hævdede, at projektets hovedentreprenør, Austin Commercial, i sidste uge indkaldte til et møde, hvor de bad samtlige arbejdere om at gå hjem i et par uger. Der var ikke penge til dem,” hedder det ifølge American Statesman.

David Coulthards røde tyr jagtes af cowboys i Austin, Texas. Nu er der måske kommet grus i maskineriet.

Austin-banens talsmand, Jeff Hahn, udtaler, at nedlukning udelukkende har fundet sted, fordi arbejdet med banen er gået langt hurtigere end planlagt, og at de planlagte udbetalingsterminer fra bankerne er ude af sync og derfor ikke har kunnet følge med.

Den udtalelse stopper dog ikke rygterne.

”En af mine naboer er betonentreprenør, og han har fået oplyst af en af sine venner, som er formand projektet, at det højst sandsynligt er gået konkurs samt at adskillige af de nuværende entreprenører forbereder et søgsmål mod COTA for flere måneders manglende betalinger,” hedder det videre i avisen.

Kilder oplyser, at hovedinvestoren, Red McCombs, øjensynlig er blevet usikker på projektets økonomiske afkast og derfor har kastet sine penge efter andre og mere lønsomme, oversøiske forretninger.

Af samme årsag har COTA, nu i 11 time, fået temmelig travlt med at finde en økonomisk bagmand, som skal forhindre, at drømmen om en ny amerikansk Formel 1-bane falder helt fra hinanden.

Vi følger naturligvis op på sagen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Belgiens GP - Løbet: Sejr til Vettel En F1 jomfrus turbeskrivelse »