Hamilton: Ferrari er hurtigst

Det er ikke gået hen over hovedet på McLaren, at de blev markant distanceret under løbet på Hockenheim, hvor Lewis Hamilton og Jenson Button godt nok sluttede på en fjerde- og femteplads, men med en tidsmargin på 27 sekunder til tredjepladsen.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 30/7 2010 klokken 10:07

Uagtet beskyldninger om teamordrer var Ferraris 1-2 sejr på Hockenheim så markant, at McLaren er klar over, at noget må gøres, hvis ikke det øjeblikkelige forspring i VM-tabellen skal sættes over styr.

Den ene af teamets kørere, Lewis Hamilton, mener, at de i øjeblikket kun er tredjehurtigst, og at det ikke længere er Red Bull, der er deres største konkurrent.

”Efter løbet i Valencia sagde jeg, at de (Ferrari, red.), efter have fået deres opgradering, er hurtigere end os,” udtalte Hamilton på et pressemøde i går på Hungaroring, som i weekenden lægger asfalt til Ungarns Grand Prix.

I øjeblikket er det Ferrari, som er hurtigst. Her er det Fernando Alonso foran Lewis Hamilton. Copyright Ferrari Media

”Selv om de ikke viste det i den weekend, og heller ikke på Silverstone, så har de været hurtigere end os i et stykke tid.”

”Vi har været tredjehurtigst i et stykke tid nu, og vi bliver nødt til at arbejde bagdelen ud af bukserne, for at fange dem og derefter beholde vores fordel,” indrømmede Hamilton.

”I øjeblikket er vi bagefter. Selvfølgelig er det bekymrende, men vi fører stadig mesterskabet og vi vil stadig levere store resultater og score gode points, indtil vi når næste skridt. Forhåbentlig kan vi derefter få endnu bedre points.”

I øjeblikket fører Hamilton Formel 1-mesterskabet med 14 point foran teamkammeraten Jenson Button. 7 points efter følger Sebastian Vettel og Mark Webber, begge Red Bull. Briten er udmærket klar over, at forskellen hurtigt kan blive mindre.

”Det ser ud som en masse points, og i det gamle system ville 14 points være vidunderligt, men i det nye system kan det sammenlignes med 2,5 points, så vi må blive ved med at presse på.”

”Jeg er glad for, at jeg fører, men jeg ville meget hellere være der i slutningen af sæsonen. Jeg er derfor nødt til at være fokuseret hele tiden,” sluttede Hamilton.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monaco sikret overlevelse Ungarns GP: 1. frie træning »