• Forside

Derfor overhalede Alonso ikke Massa

Fernando Alonso sluttede på den triste plads fire lige under en podieplads, og det er på papiret i orden. Så man løbet, så var det dog tydeligt, at Alonso var den klart hurtigste af de to Ferrari-kørere. Så hvorfor overhalede Alonso så ikke?

Alonso x 2 . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 31/3 2010 klokken 09:03

Vi har set mesterskaber blive afgjort på de manglende point, som to holdkammerater har taget fra hinanden, og i år kan vi måske opleve det samme.

Sæsonen er dog stadig kun to løb ung, men skulle Alonso tabe VM med få point, så hænger det måske sammen med løbet i Australien.

For mens der tidligere har været teamordrer hos Ferrari, så har Stefano Domenicali fjernet det ord (i det mindste midlertidigt) fra Ferraris ordforråd. Derfor ville Alonso skulle have kæmpet sig forbi Felipe Massa, hvilket kunne have endt grimt for begge kørere.

Overfor den spanske avis ’El Pais’ forklarer den spanske kører sig:

”Hvis det havde været en anden kører, så ville jeg have prøvet, men det er svært at slås med ens holdkammerat. Jeg tænkte på chefen og gjorde intet dumt.”

Schumi var ikke tilfreds med Alonsos kørsel under kvalifikationen
Copyright Ferrari Media


Fernando Alonso var under kvalifikationen involveret i en episode, hvor Michael Schumacher følte sig bevidst blokeret af spanieren. Alonso blev konfronteret med denne beskyldning af den tyske hjemmeside Spox.com.

“Jeg kunne ikke se ham i spejlene og der var ingen informationer på radioen. Så jeg kunne kun give plads, da han allerede var der.”

Netop spejlene og deres aerodynamiske, men for kørernes uhensigtsmæssige placering blev diskuteret på BBC i deres opvarmningsshow til det australske Grand Prix.