Ifølge den engelske avis ’The Guardian’ skulle den nye verdensmester Jenson Button droppe Brawn GP (nu Mercedes Grand Prix) efter, at kontraktforhandlinger om en lønforhøjelse er gået i stå.
Jenson Button skulle efter sin rundvisning på Woking, i fredags, have brugt weekenden til at acceptere betingelserne for at blive Lewis Hamiltons nye legekammerat.
Kontrakten skulle gælde de næste tre år, og lønnen skulle lyde på £6 mio. pr år, det samme beløb, som Brawn Grand Prix ikke ville betale.
Top 3 i VM. I 2010 kan Sebastian Vettel være den eneste kører, der ikke har skiftet team.
En kilde fra McLaren skulle efter rundvisningen have udtalt:
”Jeg tror Jenson kunne lide, hvad han så og de (McLaren medarbejderne, red.) kunne også godt lide ham.”
Flere store Formel 1-personligheder fraråder dog verdensmesteren at skrive kontrakt med McLaren. Ikke på grund af holdet, men fordi de frygter, at Lewis Hamilton vil dominere ham i en grad, der vil få forholdet til Fernando Alonso til at ligne et par perlevenner.
Race i pitten. I 2010 i samme bil?
Jenson, derimod, vil byde udfordringen velkommen. Hvis han kan køre lige op med Lewis Hamilton i tilsvarende materiel, så er verdensmesterskabet for alvor fortjent. Bliver han jordet, vil alle sige, at det var bilen, ikke briten, der vandt VM i år.
Rygter, og dem er der rigtig mange af i øjeblikket, peger på, at den arbejdsløse BMW Sauber-kører, Nick Heidfeld, tager den ene plads hos Brawn/Mercedes og Nico Rosberg den anden. Specielt Nick Heidfeld-rygtet har sat gang i diverse teorier, for bliver Nick Heidfeld brugt som Tom Kristensen i sin tid oplevede det, at hans navn skal presse sponsorater op og lønnen ned.
Et interessant rygte placerer Kimi Räikkönen, som er forsvundet lidt ud af silly season, i det sæde Jenson Button efterlader. Det hedder sig, at det var McLaren, og ikke Mercedes, som finnen havde et problem med, da han tilbage i 2006 skrev under på en 2007 Ferrari-kontrakt.
Jenson Button har oplevet succes i Formel 1 sammen med Nick Fry. Det er ikke sikkert, at han oplever det samme mod 'bulldogen' Lewis Hamilton, der har gjort McLaren til sit team.
Nick Fry afviser alle spekulationer om, at Mercedes Grand Prix skal have to tyske kørere, og han ser gerne Jenson Button blive i holdet efter deres lange historie. Jenson Button skiftede i 2003 til BAR-Honda og har været der under Honda- og Brawn-navnene.
Det forventes, at en Jenson Button-kontrakt med McLaren vil blive offentliggjort indenfor et par dage.