• Forside

Sauber-overtagelse strandet

Fra næste sæson er det slut med BMW Sauber og Formel 1. Derfor har den tidligere ejer, Peter Sauber, forsøgt med en overtagelsesmodel, men den er blevet afvist af BMWs ledelse. Der er dog stadig flere muligheder i spil.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 6/8 2009 klokken 13:08

Det første forsøg på at lave en ”Ross Brawn-overtagelse” af BMW Sauber mislykkedes for Peter Sauber, den tidligere ejer af Sauber F1.

Ross Brawn fik en aftale i stand med Honda, og kunne på gunstige vilkår overtage F1-faciliteterne fra Honda, men den sydtyske bilfabrik, BMW, er åbenbart lidt tungere at danse med.

Oprindeligt var 5. august deadline for en eventuel aftale med BMW, men første forsøg mislykkedes altså.

Dr. Mario Theissen, teamchef hos BMW Sauber.

”Trods alle anstrengelser er den nuværende tidsplan ikke tilstrækkelig for at udarbejde en løsning i en så kompleks transaktion” udtaler BMW Saubers teamchef, dr. Mario Theissen til tyske ’Spiegel Online’.

Som vi skrev tidligere i dag, er et rekonstrueret BMW Sauber dog indarbejdet i den nye Concorde-aftale, så hvis forhandlingerne i sidste ende lykkes, er døren på forhånd åben for de nye ejere indtil udgangen af 2012, hvor aftalen skal fornyes.

Peter Sauber oplyser, at der er flere potentielle købere i kulissen. Således er tidligere F1-verdensmester, Nelson Piquet Senior, nævnt, selv om han overfor schweiziske medier selv nedtoner rygterne.

Endelig er energidrikfabrikken Red Bulls ejer, Dietrich Mateschitz, sat i forbindelse med en overtagelse af BMW Sauber, men det bliver i den østrigske avis, ’Salzburger Nachrichten’, kategorisk afvist af den energiske rigmand.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER