• Forside

Laver Sauber en Brawn?

Efter BMW Saubers exit fra 2010-kalenderen arbejdes der nu hektisk i kulisserne med en redningsplan for de ansatte på fabrikken i Hinwil. Redningsfolkene er nuværende teamchef, Mario Theissen og den tidligere ejer af teamet, Peter Sauber.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/8 2009 klokken 13:08

Det er aldrig rart at miste sin arbejdsplads, og det gælder også i Formel 1, som også er ramt af den internationale finanskrise. Senest har det betydet, at BMWs bestyrelse har valgt at trække sit BMW Sauber Formel 1-team ud af sporten med udgangen af denne sæson.

Nuværende teamchef, Mario Theissen, og den tidligere ejer af Sauber-teamet, Peter Sauber, er derfor gået sammen om at redde, hvad reddes kan, og måske bevare arbejdspladserne i Hinwil, Schweiz, hvor Sauber-fabrikken ligger.

Hvad gør vi? Mario Theissen (tv) og Nick Heidfeld i BMW Sauber-pitten.

En talsmand fra Sauber har oplyst til Autosport, at man kigger på flere redningsmuligheder, og Peter Sauber har overfor det tyske blad ’Bild’ udtrykt stort seriøsitet i bestræbelserne.

”Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt,” er Sauber citeret for at sige. ”Jeg kan ikke lave mirakler, og jeg har heller ikke tænkt mig at blive teamchef på pitvæggen igen.”

En af mulighederne er, at Sauber laver en Brawn – altså overtager teamets faciliteter på samme måde som Ross Brawn og Nick Fry gjorde, da de indgik en aftale med Honda, efter at japanerne trak stikket til Formel 1.

”Jeg har sagt, at den bedste løsning vil være en Ross Brawn-løsning, som i tilfældet med Honda,” siger den 65-årige schweizer.

Peter Sauber arbejder seriøst på at redde sit gamle team og medarbejdere.

”Man behøver mindst ti år til at samkøre et team, der kan producere en F1-bil til det krævede niveau, og hvis vi lader dette team falde fra hinanden, er udsigten desværre, at Schweiz aldrig igen får et sådan mulighed.”

Peter Sauber er en erfaren herre, der ved, hvad han taler om. Således har han mere end 25 år på bagen som racerkonstruktør i F1 og sportsvogn- og prototyper, og schweizeren virker umiddelbart som en mand, der har en mission.

”Jeg må lige tilføje, at jeg har løst større problemer i mine 17 år i F1,” slutter Sauber, og den udtalelse er medarbejderne i Hinwil sikkert glad for.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER