Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 30/7 2009 klokken 11:07
Talsmanden hos Ferrari, Luca Colajanni, oplyser i dag, at Felipe Massa i går blev taget ud af intensiv-behandlingen på AEK-hospitalet i Budapest.
”Det vigtigste for os er, at Felipe er ude af intensiv-behandlingen og nu er på sin egen stue,” udtaler Colajanni.
”Han er i stand til at tale mere eller mindre normalt, og han har også formået at gå nogle få skridt. Så fra et klinisk synspunkt ser alt ud til at gå i den rigtige retning,” slutter talsmanden.
Massas egen læge, Dino Altmann, udtalte i går, at han er fortrøstningsfuld og mener at brasilianeren på et tidspunkt vil være i stand til at komme tilbage til Formel 1, og siger, ”at det ikke ser ud til at være langvarige skader.”
Indtil 28-årige Massa er tilbage ved fuld styrke erstattes han sensationelt af den syvdobbelte verdensmester, Michael Schumacher.