Det kræver ikke den store psykologiske indsigt at konstatere, at FIAs præsident, Max Mosley, er en stolt mand. Nu irriteres han voldsomt over, at sammenslutningen af konstruktører i Formel 1 udlægger den nye aftale som en sejr for FOTA.
Derfor skrev Mosley i fredags et vredt brev til FOTAs formand, Luca di Montezemolo, hvor han brokkede sig og meddelte ham, at aftalen sandsynligvis ikke vil blive til noget og at en konkurrerende løbsserie alligevel kan blive en realitet. Samtidig forudser Mosley flere problemer i horisonten.
FIA Præsident Max Mosley. Søger han bevidst konflikt?
Blandt andet forlanger den 69-årige præsident en undskyldning fra Ferraris Montezemolo, der i en udtalelse efter mødet takkede Mosley for at “trækker sig tilbage fra FIA i oktober.”
Samtidig langer Mosley ud efter FOTA og anklager dem for ikke at have “sportslig etik” og for at være “under kontrol af bilfabrikanterne, som vi konstant holder øje med”.
Endvidere anklager han et af FOTA-medlemmerne for, på et tidspunkt, at true med at forlade Formel 1 i protest, hvis ikke FIA standsede sit kontrolorgan, Euro NCAP.
Disse voldsomme udfald stemmer meget dårligt med FOTA-medlemmers udtalelser efter “fredsmødet”.
Eksempelvis udtaler John Howett, vicepræsident i FOTA, at aftalen med FIA er en sejr for Formel 1. Flavio Briatore kalder aftalen “positiv for FIA, positiv for F1,” Mario Theissen hyldede hvad han kalder for et “gennembrud i Paris”, og Christian Horner talte om “en stor dag for Formel 1.”
Kort efter Mosleys udfald fredag offentliggjorde Ferrari/FOTA-præsidenten, Luca di Montezemolo, en udtalelse på teamets hjemmeside, som et svar på anklagerne.
Ferrari og FOTA-præsident, Luca di Montezemolo, vil have Max Mosley til at stoppe polemikken.
Her skriver præsidenten, at han “først og fremmest er meget glad for FIA-aftalen... jeg forstår, at tilskuerne er dødtrætte af al denne polemik. Vi har brug for stabilitet. Vi har brug for fred.”
Montezemolo tilføjer endvidere, at Paris havde huset “et møde med FIA i onsdags, der foregik i en meget god atmosfære.”
“Nu må al den polemik stoppe, for vi elsker F1. Vi ønsker ikke at bidrage til at fjerne den store charme og det unikke ved F1,” slutter han.