På mødet, som mange så frem til, gjaldt det ene og alene om at undgå udsigten til en udbryderserie, og samtidigt fastholde Formel 1 som kongeklassen med alle de kendte teams.
Max Mosley var endeligt blevet tvunget til at indse, at hans budgetloft for 2010 ikke ville blive en realitet, og at der trods alt er en grænse for, hvor meget deltagerteamene vil acceptere.
Al tale om en konkurrerende løbsserie er nu overstået, og de 8 FOTA-teams er endegyldigt tilmeldt næste års mesterskab.
Max Mosley
Det har dog ikke været uden store omkostninger for FIAs præsident, Max Mosley, der har måttet indvillige i ikke at genopstille til posten, når der skal vælges en ny præsident til oktober.
Hvad den indgåede aftale i øvrigt indeholder, er der ikke kommet noget frem om, men hovedtrækkene går ud på, at omkostningsniveauet skal ned på samme niveau som i starten af 90'erne, og det skal ske indenfor 2 år.
Når den endelige aftale bliver offentliggjort vil BMF1 naturligvis være på pletten.