De to Ferrari F60 starter fra en noget uvant 7. og 9. plads i morgendagens Grand Prix i Melbourne, men Stefano Domenicali (billedet) er egentlig ikke overrasket over resultatet.
“Vi kan ikke være tilfredse med dette resultat” udtalte han efter kvalifikationen. “Vi vidste, bortset fra et enkelt team der var helt uden for rækkevidde (Brawn GP, red.), at der var adskillige teams, som aspirerede til at komme nær toppen af startgridden”
Felipe Massa i F60. Det rakte kun til en 9. startposition i dag.
“I dag blev det bare bekræftet, hvad vi har sagt hele vinteren, at ydelsesforskellene imellem en stor gruppe biler er minimal, og selv den mindste fejl resulterer i, at man slutter langt nede i rækken.”
“Det var præcis, hvad der skete i dag, specielt i Q3, hvor vi ikke levede op til vores potentiale. Vi skal finde ud af, hvad der skete og samtidig forberede os så godt som muligt til løbet, der vil blive meget vanskeligt og uforudsigeligt,” slutter Domenicali.