Toyota har, efter den tekniske kontrol efter kvalifikationen, fået annulleret alle deres tider fra de tre kvalifikationsafdelinger. Et brud på det tekniske reglement omkring bagvingen har ændret Toyotas 6. og 8. plads til plads 19 og 20.
Et brud på artikel 3.15 i det tekniske reglement omhandlende bagvingens tilladte fleksibilitet ekskluderer Toyota.
FIA har meldt flg. ud: ”Stewards har modtaget en rapport fra den tekniske delegerede, at det øverste vingeelement på bil 9 og 10 viser en stor fleksibilitet og bryder dermed artikel 3.15 fra tekniske reglement for Formel 1 i 2009.”
Timo Glock kørte plads 6 hjem i kvalifikationen, men så viste det sig, at bagvingen lagde sig lidt for langt ned under acceleration.
Toyota har haft en repræsentant i kontakt med banens stewards omkring dette regelbrud, og derfor er Toyotas biler ekskluderet fra kvalifikationen.
Heldigt for Toyota, for et sådant brud kan betyde udelukkelse fra løbet, men her får de to biler lov at starte, forudsat at de brugte vinger i morgendagens løb lever op til det tekniske reglement.
Ifølge Autosport agter Toyota ikke at appellere.