Der bliver noget at glæde sig til. Ifølge Mark Webber vil RB5, i modsætning til de nuværende fremviste 2009-modeller, blive en smuk bil. Den slags kommentarer kan ikke lade være med at sætte ens forventninger op til bilen.
Mark Webber er dog fair nok til ikke at sige, at bare fordi den bliver smuk, så bliver den også hurtig. Under et besøg i Østrig udtalte Mark Webber til avisen ’Salzburger Nachrichten’.
”RB5 bliver måske den smukkeste af 2009-klassen, hvilket under de nye regulativer ellers er rigtig svært.”
Red Bull Racing præsenterer RB4 på Jerez sidste år. I år bliver RB5 en skønhed.
Med sådan en kommentar glæder vi os endnu mere til præsentationen i starten af februar.
Mark Webber fortæller samtidig, at han ikke tror, at KERS vil blive brugt ved det første løb, højst af de modigste, og så vil den lange australier med det brækkede højre ben gerne blive karrieren ud hos Red Bull.
”Holdene vil udvikle i begge retninger, men dem som tager til Melbourne med KERS vil sandsynligvis være meget modige.”
Mon ikke vi ser KERS i nogle af de mindre teams, der alt andet lige ikke har lige så meget på spil, som for eksempel Ferrari og McLaren.