Som man kunne læse på BMF1 igår, så har ex-verdensmesteren Fernando Alonso blandt andet været på cykeltur med den regerende Tour de France-mester Carlos Sastre, hvilket blandt andet har været medvirkende til et flere kilo stort vægttab.
Slankekuren skyldes dog ikke kun ønsket om en bedre fysisk form, men lige så meget muligheden for at tilføje yderligere ballast på bilen, nu hvor KERS tager et par af de kilo man tidligere havde til rådighed. På trods af, at Fernando Alonso skulle have tabt et sted mellem tre og fire kilo (afhængig af hvor man læser om det), så er det faktisk ikke nok.
Fernando Alonso med Carlos Sastre
Fernando Alonso har fået at vide, at hans idealvægt i forhold til vægtbalancen er 65 kg, og gerne mindre, så den dobbelte ex-verdensmestre har stadig lidt at smide. Fernando Alonso vil være i fysisk topform, når sæsonen starter om to måneders tid.
Fernando Alonsos fysiske træner Fabrizio Borra siger.
”Jeg har arbejdet med cykelryttere og Fernando er meget stærk, stærkere end nogensinde før. Han kan ikke tabe mere vægt, fordi han så vil tabe styrke, og det er ikke det vi ønsker.”
Fernando Alonsos vægttab er kommet gennem op til fire timers træningstur på cyklen hver dag.
Kimi Räikkönen skulle også have været igennem et hårdt træningsprogram i vintersæsonen, og skulle ligesom Fernando Alonso være trimmet godt til sæsonstarten.