Alle kørere er stillet lige, når der køres på nyanlagte baner, og meningerne om disse baner vil altid være delte. Singapore er ingen undtagelse. Men der var knoppede ord fra flere af weekendens hovedpersoner.
Et er en gåtur på banen. Noget andet er et vildt ride i en Formel 1-bil. Efter træningen klagede Nico Rosberg over en slem hovedpine pga. banebelægningen og Adrian Sutil sluttede sin træning med forslåede knæ.
Singapore Grand Prix layout. Et smukt syn, men flere kørere kalder banen farlig.
“Det er meget mere ujævnt end vi har oplevet tidligere,” udtaler Renaults chefingeniør, Pat Symonds her til aften. “Det minder mig lidt om de de Nordamerikanske baner i 1980’erne.”
Andre følte, at de kørte i Europa og ikke i Østen. David Coulthard, Red Bull, sammenlignede Singapore med en køretur i Paris’ gader.
“Det minder mig om Paris’ brostensbelagte gader, og banen tilgiver ikke den mindste fejl. Der vil helt sikkert opstå en hel del situationer,” udtaler F1-veteranen.
Banebelysningen er stærkere end på et fodboldstadion. Her ses David Coulthard, Singapore 2008.
Som noget nyt er der designet et hel ny type lysanlæg. Arrangørerne har oplyst forud for løbet, at banen vil være stærkere oplyst end et fodboldstadion.
“Jeg var imponeret, da jeg gik rundt på banen, men bag rattet af en bil med over 300 km/t, mener jeg, at banen visse steder er lidt for mørk,” udtaler Renaults ex-verdensmester, Fernando Alonso.
Det var dog ikke alle kørere, som havde forbehold overfor banen. Ihvertfald ikke den overraskende Monza-vinder, Sebastian Vettel, Toro Rosso.
“Jeg kørte med et let røgfarvet visir. Der var næsten ingen skygger på banen og man ser ganske udmærket,” siger den unge Toro Rosso-kører.
Kimi Räikkönen på banen i Singapore, 2008.
Teamkammeraten Sebastien Bourdais er dog langt fra enig med Vettel. Franskmanden kalder banen direkte farlig. Især mener han, at den er helt gal ved pitindkørslen. Hårde ord fra en garvet bybanekører, der efter sin tid i amerikansk Champ Car-racing, hvor bybaner udgjorde en væsentlig del af løbskalenderen, burde være vant til lidt af hvert.
“De er ubegribeligt farlige...,” siger Bourdais.
McLarens finske kører, Heikki Kovalainen, er enig med Bourdais.
“Hvis en kører beslutter sig for at køre i pit i sidste øjeblik, kan det blive temmeligt farligt,” mener finnen.
Hos Ferrari er man enige i, at indkørslerne er problematiske. Felipe Massa kalder dem “en smule kritiske”, og Kimi Räikkönen bakker (i hvert fald i denne sag) sin teamkammerat op.
“De er begge temmelig vanskelige, så vi må være meget opmærksomme,” siger Ferraris verdensmester.