Den førende i NASCAR-mesterskabet, årets rookie i 2005, Kyle Busch, har afsløret overfor fremmødte journalister på en af banerne i North Carolina, USA, at han godt kunne tænke sig at teste en Formel 1 racer.
Det er SpeedTV, der har historien, og de kan samtidig fortælle, at Busch, der indtil videre har to sejre i dette års sæson med sin Toyota Camry, er i samtale med Toyota F1 om en testsession i Japan engang til november eller december i år.
"Vi arbejder for tiden hen imod en testsession engang i slutningen af november eller begyndelsen af december - vi tager til Japan og ser hvad der sker," siger Busch.
Kyle Busch
"Jeg ville ikke have noget imod det," fortsætter Kyle Busch, men medgiver samtidig, at "en del af den tætte action i open wheel ikke er så fedt endda."
"Hvis jeg kan finde ud af det og jeg er god til det, så vil jeg give det et forsøg. Vi skal først se, hvor god jeg er i test. Vi skal også se, om min nakke kan modstå de G-kræfter under nedbremsning og så videre," slutter Busch.
Netop nakkemuskulaturen under et Formel 1-løb, belastes markant anderledes end ved et traditionelt NASCAR-løb. I årets 31 (!!!) løb, er der kun fem løb, som ikke foregår på de typiske oval-baner, og Kyle Busch, der bestemt ikke er nogen tøsedreng, kender den hårde træning, men den skal ændres meget, så den dermed passer til de højere G-kræfter og samtidig de mange højresving, som findes i Formel 1.