Toro Rosso-piloten Sebastian Vettel, der ikke er kommet på scoringstavlen i mesterskabet endnu, kan glæde sig til årets største Grand Prix, nemlig Monacos Grand Prix.
Tyskeren får nemlig stillet en spritny racer til rådighed, STR3, i stedet for den ældre STR2B, som var en B-spec version af 2007-modellen. Eneste ulempe, er gearkassen.
Den nye racer kræver en anderledes type installation af gearkassen end sin forgænger, den som han og makkeren Sebastién Bourdais har benyttet de første fem løb, og det er ensbetydende med et gearkasseskift. I følge reglerne mister Vettel dermed fem startplaceringer, selvom bilen er helt ny.
Sebastian Vettel starter fem placeringer tilbage på gridden i Monaco.
Bourdais derimod modtager ikke samme straf, selvom han får den samme bil. Årsagen er, at han ikke nåede at gennemføre løbet sidste weekend på Istanbul Park i Tyrkiet.
De nye regler siger, at en gearkasse skal holde fire løb, og da der er kørt fem løb, falder hammeren.
"Monte Carlo er det sidste sted man ønsker sådan en straf," siger Gerhard Berger, som ejer en del af Toro Rosso.
Den snørklede bane i fyrstendømmet, der er mindre end Central Park i New York, slider enormt på gearkassen, og under et standardløb, bliver der skiftet gear over 3.000 gange, eller et skifte hvert fjerde sekund.