Silly season er i fuld gang og rygtemøllen snurrer for fuld fart.
Super Aguri, der kollapsede sidste uge, har en tidligere pilot, Takuma Sato, som rigtig gerne vil fortsætte med at køre race. Men med kun ti teams på gridden, er spørgsmålet ikke hvor han skal være, men snarere hvem der skal ud.
Et naturligt valg kan være Honda, hvor Rubens Barrichellos kontrakt udløber i 2009. Dermed kan den lille hurtige japaner, der har imponeret i det lille seje Super Aguri-team, måske avancere til moderteamet.
Nelson Piquet kan blive erstattet med Takuma Sato
En anden, og absolut ikke helt utænkelig mulighed, er Renault. Nelson Piquet, der blev udråbt til den næste Lewis Hamilton, har ikke imponeret i sine første fem løb i årets sæson. Ifølge det franske magasin 'AutoHebdo', påregner Renault en slags shoot-out mellem de to kørere Sato og Piquet, som dermed kan bestemme d'herrers fremtid.
Men også testkører for Renault, Romain Grosjean, vil gerne køre stærkt sammen med de store og det betyder pludselig hele tre kørere, der skal tages stilling til.