Bilen var ellers pakket. Ron Dennis skulle have været på en velfortjent ferie, men optakten har alt andet end bidraget til en god feriestemning.
Først var der spionsagen med Ferraris stjålne, 780-siders tekniske rapport, som endte i en McLaren-medarbejders hænder, siden kom kontroverserne imellem teamets to kørere og nu skal Hamiltons sprogbrug under radiokommunikationen fra kvalifikationen til Ungarns Grand Prix forklares.
Ifølge kilder skulle Hamilton have brugt det ikke særligt stuerene ’F-word’ i en ophedet diskussion over teamradioen – overfor Ron Dennis – under kvalifikationen, da Alonso angiveligt spærrede for ham i de sidste kritiske minutter i Q3. Herved mistede Hamilton værdifuld tid og sluttede som nr. 2.
Alonso blev senere frataget sin poleposition og skulle dermed starte som nr. 6.
Smed denne pæne, unge mand virkelig F-Bomben i hovedet på Ron Dennis?
Nu må Dennis endnu engang træde i karakter og det velpolerede team nægter nu, at der skulle være sendt grimme ord ud i den ungarske æter.
”I de seneste dage har der været ukorrekte og misvisende rapporter, som skulle være sivet ud under kvalifikationen til det ungarske Grand Prix,” hedder det i en officiel meddelelse fra McLaren.
”Selv om teamet normalt ikke kommenterer på sådanne spekulationer, har Lewis bedt os om at rette en vigtig sag, som omhandler usande, kritiske oplysninger. Det har været rapporteret, at Lewis brugte ’F-ordet’ overfor Ron Dennis over teamradioen umiddelbart efter at kvalifikationssessionen var afsluttet.”
Teamet har undersøgt denne påstand og gennemgået radiotransmissionen og vi kan kategorisk afvise, at Lewis brugte ’F-ordet’ på noget tidspunkt under samtalerne med teamet.”
”Teamet, og Lewis, er utroligt skuffede over, at brugen af ’F-ordet’ viser sig at være et påfund, som gentages i medierne.”
Lewis Hamilton, Ungarns Grand Prix, 2007.
Det interessante er, at det i følge flere kilder har vist sig, at det i virkeligheden var Dennis, som brugte det famøse ord, da Hamilton, efter ventetiden i køen bag Alonso, talte temmelig lige ud af posen til sin teamchef - og måske her brugte 'ordet'.
"Det skal du bare aldrig gør med mig igen," skulle den unge kører have sagt.
Hertil svarede en temmelig ophedet Dennis: ""Don't you ever f...ing talk to us like that again."
Dennis' barske svar skal ses i lyset af hvad der skete i Q2, hvor Hamilton spærrede for en mere og mere frustreret Alonso, som lå og kæmpede med Räikkönen bag sig.
Først forsøgte Hamiltons race ingeniør, Richard Hopkins, flere gange at få Hamilton til at give plads, dog uden held. Derefter fik køreren at vide, at det var en ordre fra Ron Dennis, uden at det heller virkede. Så tog Dennis selv mikrofonen og gav ordren, og det hjalp.
Vi får sikkert aldrig at vide, hvad der rent faktisk blev sagt i radioen. Mens radioerne skal være åbne når bilerne kører ude på banen, er det frivilligt, om teamene vil åbne dem i pitlanen - endsige optage dialogen på bånd.
McLaren valgte pudsigt nok ikke at optage kommunikationen den eftermiddag på Hungaroring og det er trist. Samtalerne ville ellers give et interessant indblik i kommunikationsformen hos McLaren samt vise, hvem af de to kørere, som er mest berettiget til at være vred.