• Forside

Alonsos manager: Fernando skifter ikke

Rygterne om et kommende holdskifte til Fernando Alonso manes nu i jorden af spanierens manager, som udtaler, at hans mand er hos McLaren for at vinde mesterskaber og at han vil overholde den nuværende kontrakt.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/8 2007 klokken 13:08

Fernando Alonsos manager, Luis Garcia Abad, nedtoner nu de seneste dages spekulationer om et hurtigt holdskifte til spanieren.

Det er efterhånden velkendt, at temperaturen imellem Alonso på den ene side, og teamchef Ron Dennis og medkører Lewis Hamilton på den anden side, har været temmelig nedkølet på det seneste. En af årsagerne er, ifølge Alonso, negativ forskelsbehandling af de to kørere.

Abad har oplyst til den spanske avis ’El Pais’, at Alonso ikke har planer om at forlade McLaren lige nu.

Alonsos mission er at vinde løb og mesterskaber. Den smilende mand i baggrunden er teamchef Ron Dennis, som spanieren efter sigende har et temmeligt nedkølet forhold til. Det vides ikke, om smilet er ægte.

Samtidig rapporteres det fra Spanien, at Abad har haft et møde med Renaults Flavio Briatore om et muligt skifte tilbage til den dobbelte verdensmesters ’gamle’ team, men det afvises af manageren.

”Vi er hos McLaren for at vinde både løb og den tredje titel,” siger Abad. ”Det er vores mål, og til det findes der ikke andre muligheder end McLaren og Ferrari.”

Abad kommenterede også rygterne fra Woking i England, hjemsted for McLaren fabrikken, som gik på at teamet havde fritstillet Alonso således at han kan forlade teamet inden sæsonafslutningen, hvis han ønsker det, og dermed glemme alt om den 3-årige kontrakt.

”Han (Alonso, red) fortalte mig, at det som er offentliggjort ikke er sandt. Hans intention er, at opfylde kontrakten,” sagde Abad.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER