For nogle måneder siden, kom det frem at Lewis Hamilton havde brugt Alonsos data, til at sætte sin bil op, men at Fernando Alonso ikke længere var tilhænger af denne form for hjælp, til den unge brite, som har vist sig som den største konkurrent til spanierens jagt på sin tredje verdensmester titel.
Det hele kulminerede, da Fernando Alonso forhindrede Lewis Hamilton i at komme ind og få friske kvalifikationsdæk på til et sidste forsøg under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix. Dette udløste en 5 placeringers straf til Alonso og total fratagelse af pointene til holdet.
Starten på Ungarns GP 2007, hvor Alonso (yderst til venstre) måtte starte fra 6. position.
Fernando Alonso indrømmer da også, at han ikke taler med Lewis Hamilton, men tilføjede, at han ikke rigtigt mente, at der var nogle på holdet der talte med den unge brite, der fører verdensmesterskabet.
”Det er ikke mit problem, at der ikke bliver talt med ham, men det er et stort problem for holdet,” indrømmede spanieren.
Ron Dennis indrømmer da også, at det er ved at være et problem for holdet, at der er så mange gnidninger og mangel på tillid mellem de to.
”På det seneste, har vi oplevet en del uoverensstemmelser mellem Fernando Alonso og Lewis Hamilton, hvilket udløser en del mistillid mellem de to,” udtalte Dennis. ”Det er yderst beklageligt og vi skal have gjort noget ved det.”
Dennis mener dog også, at det ikke kun var Alonso der klokkede i det under kvalifikationen. Hamilton var også inde og modarbejde Alonso.
”Vi har alle haft et følelsesramt tab i denne weekend, noget vi skal have løst så hurtigt som muligt,” sluttede Ron Dennis, der forventer, at der vil blive holdt nogle individuelle møder såvel som samlede møder, hvor alle parter deltager.