• Forside

FIA indkalder McLaren til afhøring

I kølvandet på anklagerne mod Nigel Stepney (Ferrari) og Mike Coughlan (McLaren) har FIA nu indkaldt McLaren til at forklare sig ved et ekstraordinært møde i World Motorsport Council senere på måneden.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 12/7 2007 klokken 14:07

FIA har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de informerer om, at de har bedt McLaren Mercedes møde op til et ekstraordinært møde i FIAs World Motor Sport Council i Paris torsdag den 26. juli.

Det er den verserende sag om kopiering af viden, der tilhører Ferrari, som FIA vil have McLaren ledelsens officielle forklaring på. McLaren er blevet involveret gennem Mike Coughlan, nu forhenværende chefdesigner for holdet.


Mike Coughlan


Fornyligt kom det frem, at Coughlan og hans kone er blevet rapporteret set i en fotokopieringsforretning, hvor de var i gang med at kopiere de 780 sider, der er stridens kerne. Denne udvikling i sagen har utvivlsomt haft indflydelse på FIAs beslutning, om at afholde et ekstra møde i Motorsportsrådet.

Artikel 151c i Det international Sportkodeks
Ethvert af følgende regelbrud udover ethvert regelbrud refereret til tidligere skal bedømmes til at være et brud af følgende regler:

c) En hvilken som helst ulovlig opførelse eller enhver form for skadelig aktivitet mod en hvilken som helst konkurrent eller mod motorsportens interesser generelt.
Paragrafen som McLaren kan få problemer med

Det, at McLaren nu skal afhøres af FIA, er dog ikke det samme, som at FIA direkte anklager holdet, men hvis det kommer så vidt, og McLaren findes skyldig, så kan det få meget store konsekvenser for årets mesterskab.

Herunder følger pressemeddelelsen i hele sin længde:

Repræsentanter for Vodafone McLaren Mercedes er blevet bedt om at møde ved et ekstraordinært møde i FIA World Motorsport Council i Paris torsdag den 26. juli 2007.

Holdets repræsentanter er blevet indkaldt for at svare på anklager, om at Vodafone McLaren Mercedes mellem marts og juli 2007, i uoverensstemmelse med Artikle 151c i Det international Sportkodeks, uautoriseret har været i besiddelse af dokumenter og fortrolige informationer tilhørende Scuderia Ferrari Marlboro inklusiv information, der kunne være brugt til at designe, konstruere, bygge, checke, teste, udvikle og/eller køre en 2007 Ferrari Formel 1-bil.