• Forside

Hårrejsende data fra Kubicas ulykke

Det er nok de færreste som vil glemme Robert Kubicas BMW Sauber, da den som et projektil kløvede luften i området omkring sving 10 på Gilles Villeneuve banen i Montreal. Der er netop frigivet hårrejsende data fra den voldsomme ulykke.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/6 2007 klokken 14:06

Vi har netop modtaget data fra Robert Kubicas voldsomme ulykke på Gilles Villeneuve banen i Montreal, og de fortæller historien om, hvad en ufrivillig deltager i en hårrejsende tur imellem liv og død kan blive udsat for – og overleve.

Dataene viser, at Kubica overlevede et sammenstød, der udsatte ham for hele 75 G. Ulykken indtraf efter at hans BMW Sauber, under forsøg på overhaling af Jarno Trulli, havde haft kontakt med italienerens Toyota.

Robert Kubica inden ulykken indtraf.

Efter kontakten mistede BMW’en frontvingen hvorefter bilen som en F16 jager lettede fra banen og kolliderede med betonmuren i sving 10, L´Epingle, med 230 km/t. Under mødet med muren blev Kubica i et millisekund udsat for hele 75 G.

I lighed med andre F1-biler er BMW’en udstyret med en sort boks, en såkaldt ADR (Onboard Accident Data Recorder), og det er fra denne boks dataene stammer. Enheden, der måler ca. 15 x 15 cm og sidder lige bagved køreren under benzintanken, registrerer og logger samtlige data fra hele løbet.

Ifølge en rapport fra FIA’s sikkerhedskommission virkede samtlige sikkerhedssystemer på BMW’en heldigvis perfekt – herunder kørerens overlevelsescelle, de forbedrede crash bokse, HANS udstyret (nakkestøtten, som køreren har monteret sammen med hjelmen), cockpittets nakkestøtte og kørerhjelm.

HANS udstyret, der var en af flere faktorer, som reddede Kubicas liv.

”Vi var forfærdede over ulykkens ufattelige voldsomhed, men vi er til gengæld overvældede over at se, hvor relativt uskadt Robert var bagefter. Og vi har det meget godt med den måde som chassiset opførte sig på som overlevelsescelle,” udtaler Willy Rampf, teknisk direktør hos BMW Sauber.

”Vi går aldrig på kompromis i forbindelse med chassiset og vi går f.eks. aldrig til grænserne for at spare på vægten. Vi holder os altid på den sikre side, og det viste at kunne betale sig.”

”Man skal ikke glemme, at en sådan celle er meget komplekst indrettet. Den består af mere end 1.000 dele af carbonfibre, Kevlar og strukturer af ’bikageceller’ og metal,” slutter Rampf.

Robert Kubica forventes at vende tilbage til sin overlevelsescelle ved Frankrigs Grand Prix d. 1 juli.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER